Debat
SKOLEN ligger alle steder
Verdensklasse.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
I Tv2 kan man i disse uger følge programmet »Skolen - verdensklasse på 100 dage«. Skolen, som kommer i verdensklasse, er Gauerslund Skole ved Vejle, men skolen i verdensklasse ligger i virkeligheden alle steder.
Programmet viser, hvordan et lærerkollegium med et stærkt engagement sætter ind i fællesskab med »læringsstile«, og hvordan de fælles anstrengelser bærer frugt. Resultaterne er såvel bedre prøveresultater i fagene som bedre trivsel for eleverne. Hvis stilen fortsætter som i den første udsendelse, kan man få associationen »blod, sved og tårer« om lærernes arbejde, hvor tårerne ofte er glædestårer. Læreren siger til eleven: »Jeg blev helt rørstrømsk over at se dine resultater«. De gode resultater blev opnået ved hårdt slid - så hårdt, at læreren på et tidligere tidspunkt udtrykte lyst til at smide det hele fra sig.
Men succesen til slut er åbenbar, og læreren oplever det, som de fleste lærere siger er selve grunden til at være lærer: At se et barns øjne og smil, når det oplever, at der er noget, det nu er god til, som før var svært. Det er faktisk så stort, at »rørstrømsk« knap dækker følelsen.
Hvad kan vi så lære af udsendelserne? Umiddelbart kunne man sige: »Når læringsstile virker på Gauerslund Skole - så brug det alle steder!« Men spørgsmålet er, om det er læringsstile, der virker, eller det er noget andet. Der er masser af gode historier på andre skoler. De bruger ikke nødvendigvis læringsstile, men der er masser af fællestræk i forhold til Gauerslund Skole: Der er skabt et fælles engagement, der er et godt samspil mellem lærere og ledelse, og der prioriteres midler til den fælles indsats.
På Gauerslund Skole har ledelsen sikret sig lærernes opbakning til projektet, alle har været på kursus sammen, en fuldtidskonsulent følger forløbet, og en indretningskonsulent er tilknyttet i nogle timer. Lærerværelset og det pædagogiske værksted er renoveret, og skolelederen har fokus på lærer- og elevtrivsel frem for testresultater. Men først og fremmest er engagementet det bærende.
Det er et langt vigtigere budskab i udsendelsen end den dramatiske ramme, Tv2 har valgt (vel for at sikre seere) med en begrædelig »før-situation«. Det skal ikke forstyrre budskabet om, at lærere kan udrette fantastiske ting, når de rette vilkår er til stede. Det budskab har vide perspektiver for folkeskolen i Danmark.
»Hvad kan vi så lære af udsendelserne? Umiddelbart kunne man sige: 'Når læringsstile virker på Gauerslund Skole - så brug det alle steder!'«