DLF skal fortsætte med at gå på to ben for at sikre medlemmernes interesser. Foreningen skal tage højde for den overordnede pædagogiske og samfundsmæssige udvikling og samtidig sikre medlemmernes løn- og arbejdsforhold.

Det bud på DLF's fremtid kommer fra arbejdsmarkedsforsker og professor Jesper Due, Københavns Universitet, som svar på den kritik, som arbejdsmarkedsforsker og professor Henning Jørgensen, Aalborg Universitet, er kommet med i en analyse på folkeskolen.dk og i en kronik i månedsmagasinet Underviseres augustnummer, hvor også formanden for DLF's overenskomstudvalg Lotte Lange havde en kommentar om emnet. Henning Jørgensen kalder i sin analyse DLF's strategi for »håbløst forældet«. Den medtager ikke de forandringer, der i de senere år er sket af forvaltningen af det danske velfærdssystem som følge af New Public Management, mener han. Den amerikansk importerede forvaltningstankegang har ifølge Aalborg-professoren resulteret i en rekalibrering af den offentlige sektor, der har sat lærerne og andre offentligt ansatte samt deres organisationer uden for afgørende beslutningsprocesser. Derfor er der behov for, at DLF i langt højere grad sætter fokus på velfærdsstatens udvikling.

Rammer ved siden af

»Kritikken rammer ved siden af«, siger Jesper Due.

»DLF har hele tiden taget højde for New Public Management, og der er ikke behov for at opfinde et tredje ben, sådan som Henning Jørgensen foreslår«.

Henning Jørgensen fører sin kritik af DLF's strategi tilbage til slutningen af 1980'erne. Dengang »foreskrev et par arbejdsmarkedsforskere, der var hovedleverandør af strategiinput til den daværende formand Marin Rømer«, at DLF skulle anlægge en tobensstrategi, skriver han. En af de omtalte forskere var Jesper Due.

»Det er en helt urimelig måde at beskrive, hvad der foregik, på. DLF's daværende ledelse var fuldt ud i stand til selv at lægge strategi. Jørgen Steen Madsen og jeg skrev en disputats, der handlede om det offentlige aftalesystems udvikling. Den blev fulgt op af, at DLF bad os om at analysere overenskomstforhandlingerne i 1987 og udviklingen i foreningens lokalstruktur. Vi gennemførte også en undersøgelse, der kom til at hedde 'Man kan kun gå på to ben'. Her beskriver vi, hvordan lærerne og deres faglige repræsentanter opfatter forholdet mellem deres faglige og deres professionelle interesser. Vi var på ingen måde leverandør til nogen som helst fagforeningstrategi«, siger den københavnske professor.

Genfandt strategi

DLF har historisk set altid påtaget sig et ansvar for folkeskolens udvikling, mener Jesper Due. Undtagelsen var perioden i 1970'erne og begyndelsen af 1980'erne, hvor et flertal i foreningen satsede på en ren lønarbejderstrategi, fordi lærernes arbejdsvilkår var udsat for store forringelser.

»Den gamle strategi blev med et slag genfundet i 1985, hvor DLF med formand Martin Rømer og formand for pædagogisk udvalg Chresten Sloth Christensen i spidsen satte gang i projekt 'Fremtidens Skole'. Her blev det slået fast, at DLF skulle arbejde med en kombineret strategi, hvor lærerne ville påvirke den politiske dagsorden i bred forstand og ikke kun tænke snævert fagpolitisk. Det havde Due og Madsen intet at gøre med«, siger Jesper Due.

Det ydre pres på lærerne, som blev udmøntet i øget regelstyring og nye ledelsesstrategier, har siden 1980'erne været så stærkt, at DLF måske har haft mindre overskud til at forholde sig offensivt til skolepolitik i bred forstand. Når lærerrådene bliver nedlagt, og antallet af kontrolmekanismer og regler stiger drastisk, kan det være vanskeligt at kaste sig 100 procent ind i en kamp for og om offentlige værdier og for sikring af fagligt relevante forvaltningskriterier, lyder hans vurdering.

»Men det er helt forfejlet at fremstille det, som om der har været en blind plet. Det styrende for DLF's ledelse har hele tiden været lærernes professionalisme. Det er også det, der inden for de sidste par år er baggrunden for, at foreningen har været med til at indføre nye arbejdstidsregler«, siger Jesper Due.