Nye skemaer, nye elever og nye team. Julie Roberts, Cathrine Boldsen og Søren Albertsen er efter ferien i gang igen som lærere på henholdsvis Skansevejens Skole og Gammel Lindholm Skole i Nørresundby.

Det er med blandede følelser, de ser tilbage på sidste skoleår, som var deres første.

»Du bliver udsat for et rent bombardement af indtryk, når du begynder, og min oplevelse kan bedst beskrives som en sammenblanding af en masse forskellige følelser. Det var hårdt. Spændende. Vildt. Og ikke mindst stressende i ryk. Fordi der pludselig dukkede nyt op - som for eksempel at skulle skrive elevplaner«, siger Cathrine Boldsen.

»Jeg begyndte med en 1. klasse, som vi var tre nye lærere om. Det første halve år haltede vi hele tiden bagefter. Hvor de andre havde planlagt tingene lang tid før, vidste vi knap nok, hvad der skulle ske dagen efter. Det var rigtig spændende at få lov til at starte en masse nyt op, men det var også enormt hårdt. Vi knoklede. Jeg har aldrig holdt en ferie, der føltes så fortjent som efterårsferien sidste år«, siger Julie Roberts.

Søren Albertsen kom ind i et erfarent team i sin 3. klasse, men han var alene med matematikken.

»Det har været learning by doing, hvor jeg måtte prøve mig frem for at finde ud af, om de årsplaner, jeg havde lagt, var realistiske«, siger Søren Albertsen.

»Den helt store hurdle blev dog fire ugentlige timer i en 6. klasse. Det var ved at få mig til at miste modet«.

Ledelsessvigt og for tilfældigt

Klassen hørte til de mest udfordrende, og andre lærere havde mere eller mindre valgt den fra.

»Jeg var helt ny, og dansklæreren var vikar«, fortæller Søren Albertsen.

»Alt sejlede, og jeg løb næsten hovedet ind i en mur, første gang jeg havde klassen. Ting fløj rundt i luften, og der var nærmest tumult hele tiden. Jeg vidste overhovedet ikke, hvad jeg skulle gøre, var dybt rystet og frygtede timerne. Det blev en kæmpe udfordring. Det var ikke en god løsning at sætte en helt ny lærer på sådan en klasse«.

Når Søren Albertsen kom helskindet igennem sit første år, hænger det sammen med, at han i en anden klasse oplevede, at alt gik, som det skulle. Han var glad for hver time.

»Men det er altså for tilfældigt, at det lykkedes for mig at komme helskindet gennem det første halve år. Det er et ledelsessvigt. Hvis jeg på forhånd havde vidst, hvad jeg gik ind til i den 6. klasse, og hvis jeg havde haft opbakning hos ledelsen og i teamet, så kunne det været taklet meget bedre«, siger Søren Albertsen.

Med åbne kort

Cathrine Boldsen ville ikke have kunnet høre, hvis en elefant kom ind i klasselokalet den første dag med 1. klasse.

»Men ledelsen havde spillet med åbne kort til ansættelsessamtalen, så jeg vidste godt, hvad jeg gik ind til. Derfor var jeg mentalt forberedt på, hvad der ventede. Men det var alligevel en stor udfordring«, fortæller hun.

Og Julie Roberts supplerer: »Hele det sociale område og samarbejdet med kommunen er en by i Rusland i læreruddannelsen. Som ny lærer kommer det derfor som en kæmpeoverraskelse, hvor meget den slags fylder«.

»Det eneste, du ved, er, hvad forkortelsen PPR står for«, siger Cathrine Boldsen.

Bizarre opkald

Noget af det, der kan give sommerfugle i maven, er skole-hjem-samarbejdet. Har man som ny lærer gennemslagskraft på forældremøderne? Bliver man taget alvorligt af de enkelte forældrepar?

»Jeg har haft mange bizarre telefonopkald. Et fra en mor, der var meget utilfreds med, at jeg ikke havde fortalt hendes datter, at hun ikke måtte øve sig i at stå på hovedet på badeværelset derhjemme. Hele klassen havde prøvet et særligt hoppegulv, og moderen mente bestemt, at jeg skulle have advaret børnene mod at gøre øvelserne hjemme. Da vidste jeg ikke, om jeg skulle grine eller græde«, fortæller Julie Roberts, som mener, at »alt det uden for undervisningen« kan vælte læsset.

»Undervisningen fylder ikke ret meget i forhold til møder med psykologer, talepædagoger og kommune. For ikke at tale om forældresamarbejde og møder. Men mødet med eleverne opvejer det negative. Når jeg kommer i skole om morgenen, kommer de løbende og falder mig om halsen. Jeg var syg en uge. Da var jeg virkelig savnet«.

Unge lærere blogger

På Århus Lærerforenings hjemmeside blogger to nyuddannede lærere, Stine Løkke Kristensen og Ann-Helene Maack, for tiden om, hvordan deres møde med folkeskolen forløber.

Klik ind og læs på aalf.dk

»Når man interviewer nye lærere eller forskere, er et af de gennemgående træk ensomheden. Den kommer bag på de fleste, selvom alenepraktikken har givet dig en smagsprøve på dit kommende liv« Tina Taarsted, Niels De Voss og Signe Holm-Larsen: »Første år som lærer«»Det er altid svært at bevæge sig fra et studium til et arbejde. Det gælder i flere professionsuddannelser, men især i læreruddannelsen. Det faktum, at flere nyuddannede i dag forlader folkeskolen efter få år, må sætte fokus på denne overgang« »Unge pædagoger« nummer 3/2008: »At lære at være lærer«