Som en blomstrende oase i en vestjysk franskørken ligger Østerbyskolen i Vejen.

Da Folkeskolen henvendte sig før sommerferien, havde skolen to franskhold, tre elever i 9. klasse og seks i 8. klasse. Nu er der 30 (tredive!), der har meldt sig i 8. klasse. På en skole med 500 elever, i et område hvor ikke mange er født med en sølvske i munden. Distriktet har »en del udsatte og pressede familier«, som skolelederens forsigtige formulering lyder.

»Nogle ville måske mene, at vi burde prioritere praktisk-musiske fag, og at fransk virker elitært. Men sproginteressen er mindst lige så stor her som alle andre steder. Det drejer sig om at prioritere - og holde fast«, siger skoleleder Allan Lauenblad.

Et langt, sejt træk

Østerbyskolens succes med fransk er ikke kommet af sig selv. Det har været et langt, sejt træk på mere end ti år med helt små hold, fortæller Allan Lauenblad. Og det har været dyrt.

»På forhånd at tage otte timer ud af vores sparsomme valgholdspulje til to små franskhold går selvfølgelig ud over noget andet. Men skolens lærere og jeg er enige om, at det her skal lykkes«, siger han.

I trængte år har et franskhold måttet klare sig med tre ugentlige timer, og et år blev undervisningen gennemført i ungdomsskolens regi.

»Vi ville ikke give op, og nu blomstrer fransk, så til næste år satser vi på at ligestille det med tysk«.

Hvis tilslutningen er lige så stor som i år, opretter de to hold, og at der lige nu er 30 elever på samme hold, opfatter Allan Lauenblad som et midlertidigt luksusproblem.

»Praktiske udfordringer er til for at blive løst. Det er et valgfag, så om tre måneder er elevtallet nok nede på et pædagogisk mere acceptabelt niveau«.

Skolens fransklærer, Helle Hindsgaul, »sælger« faget til eleverne med argumenter om, at man kan begå sig meget bedre i en globaliseret verden med et ekstra sprog.

»Det er ikke noget, kun jeg siger. Det er vi enige om i lærergruppen«, understreger hun.

Men selv om fransk nu har succes på Østerbyskolen, er Helle Hindsgaul bekymret for, om eleverne kan få faget på deres ungdomsuddannelser.

»Hvis der ikke er mindst syv elever, opretter vores lokale gymnasium ikke et fortsætterhold. I år var de seks! Østerbyskolen er ofte den eneste, der leverer franskelever til gymnasiet, så det er en ond cirkel. Hvis ikke jeg kan garantere, at de kan få fransk på fortsætterniveau på gymnasiet, ryger motivationen for at vælge det i folkeskolen«.

På handelsgymnasiet kan de ikke få det, her er faget som fortsættersprog nedlagt.

Og så er der lige lærer- og vikarproblemet, siger Allan Lauenblad: »Jeg mangler desperat en kompetent vikar, når Helle om kort tid skal på kursus. Der er alt for få fransklærere, og der uddannes stort set ingen. Det kan blokere for flere hold til næste år. Vi skal have løst det problem«.

tt@dlf.org