»Vi arbejder på nationens fremtid«. Sådan står der på presenningerne, når der bliver bygget en ny skole i Singapore. Staten gør nemlig sit yderste for at understrege, at når man er et lille land omgivet af store naboer med uendelig mængde arbejdskraft, så er uddannelse landets vigtigste kapital.

»Uddannelsesområdet ses ikke som en udgift på linje med andre statslige udgifter. Uddannelse er en investering. Vi har ikke råd til alternativet. For ikke at investere i uddannelse er en sikker vej til fiasko«, fortæller professor Saravanan Gopinathan, leder af den internationale tænketank på uddannelsesområdet og ansat på National Institute of Education i Singapore.

I Pisa ligger Singapore nummer ti. I Mc­Kinsey-rapporten, der ser på, hvordan verdens bedste skolesystemer fungerer, får læreruddannelsen topkarakter. Og i Verdensbankens undersøgelse af uddannelsessystemet i Singapore er der også ros at hente.

Selv om skolen er statsstyret, handler succesen ifølge Gopinathan ikke om stramme nationale mål.

»Der er store forskelle på skolerne. Men med gode lærere bliver hver elev på sin måde hjulpet til at klare sig bedst muligt, og det hæver niveauet i hele systemet«.

Færre lektier og mere gruppearbejde

Uddannelsessystemet i Singapore har ændret sig meget gennem de sidste 20-30 år. I 80'erne var Singapore et af de asiatiske lande, som satsede mange penge på uddannelse med et offentligt finansieret system, som lagde vægt på naturfag, teknologi og høj faglighed. Det skabte en effektiv industri med høj vækst og høj levestandard. Men efter en økonomisk krise i den østlige del af Asien i 1997 og en stigende globalisering begyndte Singapore at investere i nye industrier som bioteknologi, informationsteknologi, uddannelse og kreative fag.

»Det har betydet en ændring i skolesystemet, så man er gået bort fra den boglige viden. I stedet skærer man nu ned på læseplaner og lektier og arbejder med gruppearbejde, kreativitet og differentieret undervisning understøttet af it«, fortæller Saravanan Gopinathan.

Hele uddannelsessystemet blev revideret, og for første gang var lærere, skoleledere og forskere med i processen.

»Politikere og embedsmænd glemmer indimellem, at modtagerne af reformerne er dem, der står ude i praksis. Ændringer i uddannelsessystemet skal skabes i samarbejde med lærerne. Hvis de ikke har ejerskab til ændringerne, så lader de bare, som om de tager de nye tiltag til sig, men i virkeligheden ændrer de ikke på noget«.

Læreruddannelsen tager kun de bedste

Med reformerne kom også en ændring af læreruddannelsen, som blev understøttet af kraftige investeringer. Læreruddannelsen rekrutterer kun fra de øverste 30 procent af en årgang. En optagelsesprøve består af en læse-, regne- og kommunikationstest, et interview, der skal afdække motivationen for at undervise, og en undervisningsprøve med elever.

»Optagelseskriterierne kan virke meget akademiske, og det er klart, at der er andre kompetencer, som er vigtigere, men det er et vigtigt signal at sende til regering og forældre, at vi ikke tager de næstbedste til læreruddannelsen. Desuden er det kun optagelsen, der er akademisk. Den afsluttende eksamen handler om gruppearbejde og kreativitet«.

Lærerne er sikret en karriere

I Singapore er det ikke et problem at tiltrække studerende, og der er heller ikke lærermangel.

Saravanan Gopinathan mener, at det er vigtigt for lærerfagets popularitet og for kvaliteten af undervisningen, at lærerne ikke står alene, når de er færdige med uddannelsen. Organiserede mentorordninger skaber støtte for de nyuddannede, og lærerne er sikret efteruddannelse og karrieremuligheder.

»Unge mennesker i dag skal se muligheder i en uddannelse. Derfor har vi skabt tre karriereveje. Man kan videreuddanne sig til skoleleder, videreuddanne sig til at forske i egen praksis, eller man kan avancere til senior- eller masterlærer. Alle veje giver højere løn, men det handler lige så meget om at lade den enkelte udvikle og udnytte sine styrker«.

At læreren bruger langt størstedelen af sin tid på at undervise, mener Gopinathan også er en faktor. Det giver ikke lærere status, hvis de skal bruge tid på at finde bøger frem og samle penge ind til lejrture.

»Lærere skal lære at afgive noget autonomi. Lade andre professioner komme ind i skolen og hjælpe til, så de kun skal koncentrere sig om det, de er eksperter i: At undervise børnene«.

Endelig mener Gopinathan, at lærerfagets status hænger sammen med den politiske retorik. Hvis der er problemer med skolesystemet, klares det med skolerne og fagforeningen, ikke i pressen. Det er utænkeligt, at politikerne skulle kritisere lærerne.

»Vi har en fri presse, og det er klart, at forældre indimellem skriver læserbreve. Men der er en udbredt forståelse for både i samfundet og i pressen, at hvis man kritiserer lærerne, så går det ud over hele landet«.

pai@dlf.org