Ide senere år har en række forhold ændret sig, som har stor betydning for produktionen af skolebøger.

For det første har vi fået en folkeskolelov med nye fag, kendte fag på nye klassetrin og større og mindre ændringer i fagbeskrivelserne for alle fags vedkommende. Dertil kommer ny viden, blandt andet via forskningen, en ny verden, tænk blot på de store ændringer i Europa, og nye teknologier, som også finder anvendelse i undervisningen og måske vil vise sig at være konkurrenter til bogen.

Læg dertil nye opfattelser af, hvad en skolebog er for en størrelse, og hvad den kan bruges til. Gennem en årrække har vi således set, at mange egentlige lærebøger er blevet skiftet ud med andre bøger, for eksempel i danskundervisningen, hvor originallitteratur nogle steder har erstattet skolerettede antologier. Dertil kommer en omfattende fotokopiering fra bøger, i dag svarende til at hvert skolebarn om året får udleveret tre-fire hele bøger. Endelig har diskussionen om 'den alt for boglige skole' måske fået lærere, i visse fag og visse discipliner, til at skifte bøgerne ud med andre materialer.

Af ydre forhold, som har endog meget stor betydning for produktionen af skolebøger, er også skolernes økonomi, hvor vi nu gennem 15 år har set stadige nedskæringer, og selvfølgelig elevtallet, som siden midten af 1980'erne er faldet med cirka 25 procent, og som de følgende ti år ser ud til at stige med den samme procent.

Skal vi tro lærernes vurdering af situationen, sådan som den blev udtrykt i to store undersøgelser i 1995, så betragtes en meget stor del af de eksisterende bøger som forældede, både pædagogisk og fagligt, og de er nedslidte.

I denne situation er det igen og igen blevet påpeget, at skolernes budgetter til undervisningsmidler måøges, også til bøger. Og måske bærer den stædige påvisning heraf nu frugt; senest har Socialdemokratiet givet udtryk for, at der skal satses på folkeskolen, også på undervisningsmidlerne.

Det er forhold, som kan gøre enhver skolebogsforlægger og -forfatter optimistisk. Der er næppe tvivl om, at antallet af solgte skolebøger vil stige i de kommende ti år, også selv om interessen nok så meget vil samle sig om informationsteknologien.

Netop i en sådan situation er der al mulig grund til at rette opmærksomheden mod de skolebøger, som er udgivet i de nærmest foregående år. Hvilke egenskaber og kvaliteter har de? Og er det det, vi vil have? Er det godt nok?

Selv har jeg senest på Lærerhøjskolens Center for Humanistisk Historieformidling, støttet af Humanistisk Forskningsråd, arbejdet med folkeskolens historiebøger, hvilket har gjort det klart for mig, at der er problemer.

I enhver formidling via bøger indgår et stof, en forfatter og en læser. Kernen er selve teksten, hvori vi møder både stoffet og forfatteren (i hvert fald via dennes udvælgelse og behandling af stoffet), men også læseren i form af en implicit læser (den, forfatteren har tænkt på i skriveprocessen).

Problemet ligger i forfatterens forhold til stoffet og til læseren. Spørgsmålet er: Hvor findes egentlig det stof, som skal formidles. Tilsyneladende uden for forfatteren. Forskere ved universiteter og lignende steder har fundet ud af noget, offentliggjort i afhandlinger og artikler i fagtidsskrifter, og dette 'noget' formidler skolebogsforfatteren nu videre til læseren. Forfatteren er en stoftransportør. Stoffet er langt fra altid blevet en del af forfatteren, det vil sige noget, som er inden i forfatteren og altså ikke udenfor.

Konsekvensen - i hvert fald i de historiebøger, jeg har set på- er en markant nøgternhed, som kunne ligne en stræben efter objektivitet. Det kan der siges meget godt om, blandt andet at forfatteren søger at fremlægge den viden, vi i dag har, og så må eleverne selv tage stilling. Problemet er bare, at sådanne fremstillinger let virker tørre og kedelige. Der skrives i et stilløst normalsprog uden brug af billedsprog og andre litterære virkemidler. Læseren mærker ikke, at der gemmer sig en fortæller bag det hele, en, der har noget på hjerte, en, der tager nogle chancer, når verden skal forstås og fortolkes.

Og det er lige præcis det, vi har brug for i dag, hvor 1970'ernes indoktrineringsdebat vel for længst er glemt - selvom den da indimellem stadig stikker snuden frem. Læreren skal stå inde for noget, fortælle, at han eller hun gør det, og så i øvrigt lade eleverne frit komme til orde. Det samme gælder skolebogsforfatteren.

Forfatterne føler for ofte en overdreven respekt for stoffet, og så tænker de alt for meget på læserne. Det er selvfølgelig al ære værd at skrive så enkelt og letforståeligt, rent læseteknisk, at flest mulige elever kan læse det, og det kan man gøre ved at skrive korte sætninger uden forvægt og med få og enkle ledsætninger, ligesom man undgår eller i det mindste forklarer svære og nye ord.

Alt dette er den typiske skolebogsforfatter god til. Her er en tilpas lix, og der er tænkt på det hele; måske indimellem tænkt så meget, at det bliver fortænkt, rent formidlingsmæssigt. Det normalsprog, som oftest bliver resultatet, er som sagt letlæst, men tit også uden nerve, og på den måde kan selv det letteste faktisk komme til at fremtræde som værende svært, i hvert fald svært at engagere sig i.

Vejen til bedre formidling, også i skolebøger, er den nærværende og villende fortæller. Den, der ikke bare har et bevidst forhold til stoffet og læseren, men også til sig selv som formidler, og det vil i denne sammenhæng sige sprogbruger. Derfor: Spil ud! Først da kommer der et med- eller modspil fra læseren, det vil sige eleven. At der måske samtidig kommer modspil fra utilfredse forældre og politikere, det må man tage med. Trøsten er jo, at vi i Danmark har verdens mest liberalt tilrettelagte produktion af skolebøger, det vil sige ingen statsforlag og ingen statslig godkendelsesordning. Der vil - næsten - altid være flere bøger at vælge imellem uanset fag og klassetrin på markedet.

Alt dette forudsætter selvfølgelig et positivt medspil fra forlagene, helt konkret fra forlagsredaktørerne. Vil de - som der er en klar tendens til i disse år - ind og skrive med på bøgerne, så skal de vide, at risikoen for, at det, der allerførst går tabt, netop er den personlige og nærværende fortæller, selve fortællerstemmen i teksten.

Jeg skrev i begyndelsen, at forlæggerne nok har grund til at glæde sig. Alene det stigende elevtal stiller flere solgte bøger i udsigt. Men der er måske også grund til at minde forlagene om, at ikke ethvert fag og enhver fagdisciplin i skolen nødvendigvis har brug for elevrettede bøger, men nok lærerrettede. Det har således undret mig, at der til faget natur/teknik udgives bøger. Og er det nødvendigvis en god idé at udgive særlige elevrettede bøger til skriftlig fremstilling i faget dansk, hvor den procesorienterede skrivning nu for alvor er slået igennem, også i faghæftet?

Bøger vil der under alle omstændigheder være brug for, dels fordi de faktisk i en række sammenhænge er det bedste undervisningsmiddel, dels fordi danske lærere nærer særlige følelser for bogen. Som konklusionen lød i den undersøgelse, som Undervisningsministeriet og forlæggerne gennemførte i 1995:

'Bogen rummer mulighed for fordybelse og læseoplevelser. Gode bøger er velegnede til at sætte elevernes fantasi i gang og lade dem danne deres egne, indre billeder . . . Man henter viden i bøger . . . Desuden er bogen en del af vores kulturarv. Den repræsenterer en historisk tradition, som lærerne anser for uhyre vigtig.'

Torben Weinreich er lektor på Danmarks Lærerhøjskole.