Nyt fra redaktionen

Offentliggjort

Første november begyndte Emilie Palm Olesen som journalist på redaktionen. Hun er en gammel kending for Folkeskolens læsere, da hun som led i sin uddannelse på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole også var ansat på redaktionen i 2016-2017. Hun har glædet sig til at vende tilbage:

”Der er et enormt stort pres på folkeskolen og lærerne, fordi de skal lære eleverne dansk og matematik og alle de andre fag, men det forventes også, at lærerne opdrager og danner og udvikler børnene til at kunne begå sig i verden. Det synes jeg er en enormt spændende udvikling, hvor der er en bundløs brønd af spændende historier og konflikter”.

Emilie Palm Olesen kommer fra et job hos Danmarks Naturfredningsforening, hvor hun som digital redaktør havde ansvaret for kommunikationen af foreningens mærkesager og for at formidle vigtigt nyt inden for natur, miljø og klima til medlemmer og følgere på forskellige kanaler.

Folkeskolens redaktion har Emilie Palm Olesen en ambition om at komme tæt på skolen og lærerne:

”Jeg vil især gerne følge op på konsekvenserne af de love og beslutninger, der bliver taget for folkeskolen. Derudover synes jeg, det er sjovt at lave noget snacky journalistik – quizzer, videoer og lister, som er lige til at gå til for lærerne i slutningen af en arbejdsdag”.