Det gælder om at opnå det højeste antal point, inden spillet slutter. Til det formål har man en brik, tre terninger og en spilleplade. Undervejs er der felter, som man helst skal undgå at lande på.

Det er op til de enkelte deltagere, om de vil gange, dividere, lægge sammen eller trække fra undervejs. Det eneste, der kræves, er, at spillerne beslutter, hvad de vil gøre, i løbet af 15 sekunder, fra terningerne er kastet.

Lea og Rikke er meget optaget af spillet. Så optaget, at Rikkes stemme ryger i falset af begejstring, da hun får det helt rigtige tal for at kunne fortsætte. Til gengæld har hun svært ved at skjule sin utålmodighed, da Lea kludrer med sammentællingen.

- Du skal lægge tallene rigtigt sammen, så får du ti point, siger hun med let dirrende stemme.

Anledningen til de to pigers engagement er ikke alene spillet. Det er også, at de selv har været med til at opfinde det - tillige med en række andre spil.

Om få uger ved de, om det bliver en succes. Det afhænger af, om andre elever og lærere rundt omkring i landet synes lige så godt om det, som de to piger gør.

De i alt 16 spil samlet i spillekassen Regnefidusen har Rikke og Lea lavet sammen med deres 17 klassekammerater og deres forældre.

Historien bag Regnefidusen viser, at børn, forældre og skole kan sætte utraditionelle projekter i gang sammen, og at en klasse sagtens kan fungere som de driftige iværksættere, der prises i høje vendinger af politikere og erhvervsfolk, selv om man skal have gymnastik i næste time, og selvom ens højeste ønske er snart at blive 13 år, så man er et skridt tættere på at være voksen.

Forældre greb ideen

Jørn Starcke-Jensen er lærer på Hyldgårdskolen i Ikast. Det var han også for halvandet år siden, da Rikke, Lea og deres kammerater gik i femte klasse.

I begyndelsen af skoleåret havde klassen og dens lærer afsluttet et projekt med at konstruere nogle spil, som eleverne brugte i matematiktimerne. Det var efter lærerens mening gået så godt, at det var værd at fortælle andre om erfaringerne, og derfor havde Jørn Starcke-Jensen spillene med til et forældremøde.

- Børnene var meget engagerede i processen, og de havde fremstillet nogle meget spændende spil, som andre måtte kunne få gavn af. Forældrene syntes også godt om spillene, og vi begyndte at snakke om, hvad man kunne gøre for at udbrede dem, fortæller Jørn Starcke-Jensen.

Sådan en idé får ikke lov at hænge i luften i en by som Ikast, hvor antallet af småvirksomheder er næsten lige så stort som antallet af fodboldfans. Forældrene nedsatte et lille udvalg, og i løbet af nogle uger havde de skaffet alle de oplysninger, som de skulle bruge for at komme videre.

Så tog eleverne over igen. Det drejede sig om at finde ud af, hvordan man juridisk og økonomisk skulle organisere fremstillingen og salget af spillene. Til det formål havde eleverne brug for deres matematiklærer igen.

Eleverne skulle lære, hvordan de opstillede diagrammer, foretog kalkulationer og beregnede sandsynligheder. Det kunne passende foregå i matematiktimerne.

Overbevist af børnene

Det færdige materiale blev forelagt forældrene på et møde, der skulle vise sig at blive den stiftende generalforsamling i foreningen Spillekompagniet 6A.

- Vi havde fundet ud af, at der skulle en momsregistreret forening til at forestå salget, fortæller en af forældrene, Poul Pedersen, men det var børnene, der ved hjælp af deres materiale overbeviste os om, at det var en god idé at fortsætte.

Fortsat blev der. Spillene blev i dansktimerne forsynet med velformulerede, grammatisk korrekte regelsæt. Spillepladernes figurer bestående af slanger, cirkler, stjerner, firkanter og trekanter blev beregnet og opdelt i matematiktimerne. Med hjælp fra en af forældrene fik børnene adgang til computere med avancerede tegneprogrammer, hvor deres tusch- og blyantstreger fik den rigtige facon og farvelægning.

De voksne stod for den mere teknisk betonede del af arbejdet såsom at få fremstillet kasserne til spillet og sørge for, at de farvestrålende spilleplader blev kopieret og lamineret. Den del af processen var tæt på at gå galt. Et sæt regler passede ikke til et spil, men børnene var heldigvis vågne og fik tingene på plads.

Deres forældre tog korrektionen med fattet mine. Ligesom da eleverne forkastede deres forslag til pressemeddelelse og i stedet valgte at skrive deres egen i et mundret og letforståeligt dansk.

Bestemmer selv

I denne uge bliver spillekassen sendt på markedet. Den koster 599 kroner og består af 90 brikker, 30 terninger og 16 spil, der alle er velegnede til at træne evnen til at regne og samtidig have det sjovt. Spillekassen udgives af en forening, hvor alle elever og forældre er medlemmer. Den bestemmer, hvordan spillene skal markedsføres, om der skal fremstilles flere end de 50 kasser, der er blevet samlet, og det er op til foreningen, hvad det eventuelle overskud skal bruges til.

Det er ikke foreningen, der står med det økonomiske ansvar. Det gør indehaverne af de obligationer, som foreningen har udstedt.

De er solgt til kurs 90 og vil blive indløst til kurs 100, den dag der er penge til det. Noget skal de have for at løbe en risiko, mener børn og forældre.

Og overskuddet? Det skal bruges til at give et barn i et uland en ordentlig skolegang, har klassen besluttet.

De fleste af obligationerne, der samlet beløber sig til 13.500 kroner, er købt af forældre, men det lokale erhvervsråd og et privat firma har også haft checkhæftet fremme. I alt 14 forældrepar har købt obligationer.

For forældrene har Regnefidusen betydet fritidsarbejde, hyggeligt samvær og et udbytterigt fællesskab.

- Dertil kommer det med skolen. Jeg tror, processen har overbevist de fleste om, at tværfaglighed er et positivt element i vores børns skolegang. Vi har simpelthen oplevet, at børnene har fået meget ud af at kunne arbejde med projektet i mange fag, og at det har gavnet deres udbytte af undervisningen. Samarbejdet mellem skole og hjem har også været helt i top.

- Det er vi i det hele taget vant til i vores distrikt. Det er ikke første gang, man prøver at gå utraditionelle veje, siger Poul Pedersen.

Meget social klasse

- I betragtning af den debat om iværksættere, der har været i den senere tid, har det været et meget spændende projekt, siger Jørn Starcke-Jensen.

Det har det også, hvis man ser på det pædagogiske udbytte. Børnenes engagement i projektet er blevet videreført i timerne. De har fået selvtillid, når tingene er blevet ført ud i livet, deres vilje til at påtage sig et ansvar er vokset, og de har lært, hvad det vil sige at have en deadline.

- Nogle gange, når en eller anden ikke har haft så meget lyst, er de blevet enige om at tage fat alligevel. Ellers ville de ikke kunne nå at blive færdige, siger han.

Klassens dansklærer Helle Ytting Bak:

- Klassen har været meget engageret, og børnenes forståelse for sproget har udviklet sig meget. Og på trods af de store krav, som de har stillet til sig selv og hinanden, er de blevet ved med at være meget sociale. At forløbet har været så godt, hænger selvfølgelig sammen med, at forældrene har bakket det op.

Det har jeg prøvet

Eleverne i 6.a formulerer sig mere jordnært.

- Jeg har lært meget i dansk og matematik, og spil er spændende. Det kan godt være lidt kedeligt at få kritik, hvis andre synes, tingene skal gøres på en anden måde, men man burde ikke blive sur over den slags. I alt fald skal man ikke sige det højt, siger Rikke Cassøe.

- Man kan fortsætte med at spille i en uendelighed. Du kan altid finde på tal, og så længe man kan det, er der nye muligheder, siger Ruben Tidemand.

- Det er spændende at have et firma, der fremstiller spil. Det er ligesom at prøve at være voksen. Vi har snakket meget om det hjemme, og det har været noget helt andet, vi har snakket om, end det, vi plejer, siger Lea Gade Nielsen.

- Egentlig ville vi gerne bruge overskuddet til en rejse. Men der står vist noget i en ny lov om, at vi kun må rejse en gang, mens vi går i skole, så pengene skal bruges til ulandene, siger Johnny Knudsen.

Iværksættere? En hurtig meningsmåling viste, at fem i klassen ikke havde noget imod at blive selvstændige som voksne, men de fleste havde det som Rikke.

- Jeg skal ikke oprette et firma, når jeg bliver voksen. Det har jeg jo allerede prøvet.

Jan Kaare er freelancejournalist

En klasse kan sagtens fungere som de driftige iværksættere, der prises i høje vendinger af politikere og erhvervsfolkDet er spændende at have et firma, det er ligesom at prøve at være voksen