Klar til optagelse. Freja, Jannika, Katja og Ida Marie sidder i skolebibliotekets stillerum og er koncentrerede. Kulisserne i form af fire tegninger af et vandhul er klar. Skuespillerne i form af tegnede vanddyr på papirstrimler er klar. Kameraet i form af en smartphone begynder at snurre, og fortællingen kan begynde. »Der var engang en amøbe. Den spiste af en vandplante …«.

Mange programmer i spil

Vi er på Højmeskolen ved Odense, hvor 6.c har natur/teknik. Eleverne er i slutningen af et undervisningsforløb om kredsløbet i et vandhul, fra amøben bliver spist af en lille fisk, til en større fisk efter en tur gennem fordøjelsessystemet på et menneske vender tilbage til vandhullet. Den viden, eleverne har samlet i naturfagsbogen og ved det lokale vandhul, skal nu præsenteres.

En elev arbejder med en film i programmet Screencast-O-Matic, hvor man kan optage, hvad der sker på en computerskærm. En gruppe arbejder i programmet Storyjumper, hvor man kan kombinere billeder og tekst til en digital børnebog. En gruppe arbejder med at optage en stopmotionfilm med en app, som Lego har udgivet. Pigerne, der har sat sig på skolebiblioteket, optager en film med en smartphone.

»De kender programmerne fra nogle andre forløb. De skal ikke bruge it, men de skal i hvert fald have kendskab til programmerne. I det næste forløb kan de så vælge dem ud, som giver mening for dem. Der er faktisk en gruppe, der har valgt at lave en helt klassisk planche«, siger klassens lærer Stephen Griffin.

Lærerstyring i starten

Han begyndte at undervise klassen for to år siden, og i den periode er eleverne med hans egne ord »blevet tæppebombet« med små programmer, de kan bruge i undervisningen.

»Det eneste problem, jeg egentlig har haft med det, er, at de til sidst havde en milliard forskellige log-in, fordi de oprettede et nyt til hvert program. Nu bruger de fleste deres uni-log-in til alle programmerne, så det er vi ovre«, siger han.

»Noget af det, der har fascineret mig allermest, er, at det kan være enormt tungt at bruge nogle af de store læringsprogrammer på skolerne på grund af en masse sikkerhed, men hvis man bruger de her gratis programmer, så omgår man det, fordi de kører direkte i browseren. Det syntes jeg godt nok var fedt, da det gik op for mig«.

Arbejdet i grupperne, der sidder fordelt i det store fællesrum og på skolebiblioteket, skrider fremad i et tempo, hvor Folkeskolens udsendte har svært ved at følge med i alle grupperne. Har læreren ikke også det?

»Nu er de jo i slutningen af et forløb, og de kender de programmer, de skal bruge, så de er rimelig selvkørende. I starten er der helt sikkert mere lærerstyring, og det er der også, når de skal lære et nyt program at kende«, siger Stephen Griffin.

»Når man giver det fri, kan det godt føles som at afsikre en håndgranat. Når de sidder ude i grupperne, er det svært at være sikker på, hvad de foretager sig på skærmene. Hvor meget der bliver surfet og den slags. Som lærer kan man jo ikke lade være med at slå ned på det, men med de store elever må man sluge et par kameler og så gå ud fra, at de overholder den deadline, der er aftalt«, siger læreren og peger i retning af tre elever, der tager sig en pause fra arbejdet med en køretur i kæde på de farvestrålende kontorstole.

»Det der er jo sådan set også spildtid. Der må man bare tro på, at udbyttet er det værd i sidste ende, og det siger mine erfaringer mig, at det er«.

Eleven overgår læreren

Mod slutningen af lektionen samles hele klassen omkring den interaktive tavle. Jonas er den første til at fremlægge. Han har som den eneste arbejdet med Screencast-O-Matic, som resten af klassen skal arbejde med i næste forløb. Han skal derfor fremlægge, både hvordan man bruger programmet, og hvad han har lært om fødekæden i et vandhul. Med en gul cirkel som markør markeres en amøbe på en tegning, mens Jonas' optagede stemme fortæller, at den er i gang med at spise vandplanten. Skridt for skridt bladres videre i tegninger med vandhullets kredsløb, mens der fortælles og markeres på skærmen med den gule cirkel.

»Hvordan har du filmet det som en bog?« spørger Stephen Griffin.

»Jeg har bare filmet en bog, jeg har lavet i Storyjumper«, svarer Jonas.

»Det er godt nok smart! Det havde jeg slet ikke tænkt over, at man kunne«, siger læreren.

De fire piger, der har siddet på biblioteket, skal også fremlægge. De er parate til at vise deres film for resten af klassen på smart-boardet. Der er dog et lille problem: De har ikke fået den ledning med, som kan forbinde telefonen til den interaktive tavle, så filmen må uploades til og afspilles fra Facebook.

Motiverer de ældre elever

»Noget af det første, jeg fik gang i, var, at eleverne lavede lommefilm med deres mobiler. Det havde jeg set på et kursus, og det var ligesom en ny verden, der åbnede sig. Der tænkte jeg, at 'nå ja, der kan de jo bruge den mobil, som de alligevel render rundt med'. Tidligere var vi jo enormt strenge og fik nærmest eleverne til at aflevere deres mobiler«, fortæller Stephen Griffin og griner lidt ved tanken, mens han læner sig tilbage i sofaen på lærerværelset med en kop kaffe i hånden.

»Nu er det jo omvendt. Nu skal den bruges i undervisningen«.

Han mener, at det kan være med til at motivere især de ældre elever, at de får lov til at beholde mobilen i timerne.

»Der er undersøgelser, der viser, at jo ældre eleverne bliver, jo kedeligere og mere uvedkommende synes de, at skolen er. Hvis vi kan inddrage den digitale dimension, der betyder så meget for eleverne, jo større udbytte får de af undervisningen. Det er i hvert fald min oplevelse«.