Debat

Tanker fra en afdelingsleder på en heldagsskole § 20.2

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Nu har jeg hørt nok om, at børn bliver ekskluderet, fordi de blive visiteret til heldagsskoler. Alle skal inkluderes, ja, men til hvad?

Måske er politikere ikke klar over, at begrebet heldagsskoler er optaget af paragraf 20.2-skoler? Når et barn har særlige udfordringer og ikke fungerer i den almene skole, giver det da rigtig god mening at se på dette barns særlige udfordringer og derefter finde lige nøjagtig det særlige tilbud, der kan tilgodese disse behov.

En heldagsskole, hvor der er ansat specialuddannede pædagoger og lærere, der kan undervise og arbejde med barnet lige nøjagtig ud fra barnets ståsted og ikke ud fra diverse karakterskalaer og overordnede ønsker om fagligt niveau, ansatte, som har resurserne til lige netop disse børn, medmindre vi bliver sparet væk i inklusionens hellige navn. Selvfølgelig skal barnet ikke flyttes fra almenområdet, hvis der ikke er grund til det.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Et barn kommer først i heldagsskole, hvis der ligger vægtige grunde hertil. Jeg kan frygte, at det bliver lige omvendt, så vi i inklusionens og besparelsernes skygge inkluderer alle i almenskolen, og lige der skal vi holde fast i, at de børn, der har behovene, skal kunne inkluderes i heldagsskolen, for det er nemlig det, de bliver (inkluderet). Børn på heldagsskoler er ikke mere uopdragne eller dumme end andre børn. De har særlige behov, og derfor visiteres de til heldagsskolen.

Hvis I så de børn, der har oplevet utallige skoleskift og har fået et selvværd og en selvopfattelse, der er ødelagt, falde til i heldagsskolen og blive set for de mennesker, de er (fordi der er tid til det), og lidt efter lidt genvinde troen på sig selv og deres evner, ville I aldrig mere sætte spørgsmålstegn ved eller synes, at I kunne tillade jer at kalde det for eksklusion, når man går på heldagsskole. Mine elever er lige så værdifulde og fantastiske som alle andre elever i det danske skolesystem. Så vær nu søde at tænke på heldagsskolerne under paragraf 20.2 som fantastiske muligheder og tilbud til elever med særlige forudsætninger.