Her i foråret bliver de nye faghæfter fra Undervisningsministeriet sendt ud på skolerne. Ikke mange løfter et øjenbryn af den grund.

Formanden for Religionslærerforeningen, John Rydahl, gør.

Han har fulgt arbejdet tæt fra sin plads i en arbejdsgruppe i ministeriet. Lærernes metodefrihed bliver nu betydeligt ind­snævret, siger han.

»De nye faghæfter foreskriver, hvordan lærerne skal undervise«, fastslår han. »Det er næsten som at vende tilbage til den metodepligt, der blev afskaffet i 1830erne«.

Det kan blive endnu mere ekstremt, vurderer John Rydahl. Det næste logiske skridt vil nemlig være at indføre bindende test af, om eleverne når de nationale trinmål. Faktisk er flere af de politiske partier allerede ved at kridte banen op om det emne.

John Rydahl efterlyser derfor debat, inden den danske folkeskole stille og roligt glider tilbage til tidligere tiders prøveorienterede skole.

Forpligtende metodeanvisninger

De 25 nye faghæfter der dækker alle folkeskolens 42 fag og emner indeholder: Fagets formål, centrale kundskabs- og fær­­dighedsområders slutmål, trinmål, beskrivelser, læseplan og undervisningsvejledning.

De er en følge af »Lov om ændring af lov om folkeskolen af 30. april 2003«. Der er to nyskabelser: De oprindelige vejledende delmål er blevet ophøjet til fælles nationale trinmål. Og ministeriet beskriver nu, hvordan læreren skal undervise, så eleverne kommer frem til trinmålene. Hvis kommunalbestyrelsen ikke bryder sig om ministeriets beskrivelse af undervisningen, må den selv udarbejde en. Ellers skal den vedtage ministeriets beskrivelser som gældende på kommunens skoler.

Hvad enten kommunalbestyrelsen gør det ene eller det andet, er læreren forpligtet til at følge de beskrevne anvisninger.

Som et eksempel på »ministeriets forpligtende metodeanvisninger« nævner John Rydahl, at »læreren i 1. og 2. klasse skal præsentere og træne rytmisk stavning, og der står også, at man i starten skal skrive meget i hånden, og senere skal man så veksle med computeren«.

I kristendom skal læreren »prioritere for­tælling, samtale og dramatisering«, fortsætter John Ry­dahl. »Der står også, at salmer skal vælges, så de støtter klassens øvrige arbejde. Man må altså ikke undervise i salmer for deres egen skyld«.

»I 6. klasse skal rollespil lære eleverne at sætte sig i andres sted, og i 9. klasse skal eleverne vurdere religioners rolle som freds- og konfliktbærere«.

Beskrivelser af progression

Der er flere problemer ved disse metodeanvisninger, som ministeriet selv kalder »progressionsbeskrivelser«, mener John Rydahl. Dels, selvfølgelig, at den metodefrihed, der blev en naturlig konsekvens af metodepligtens ophævelse, nu bliver underløbet af et flertal i Folketinget. Dels at centralt fastsatte metodeanvisninger er i direkte modstrid med selve den pædagogiske grundtanke i folkeskoleloven, der kræver, at læreren tager sit metodiske udgangspunkt i den enkelte elev.

»Vi er jo som lærere forpligtet af at tage udgangspunkt i elevernes forudsætninger, og det kolliderer med, at man i de her nye genrer, der hedder beskrivelser, udarbejder præcise metodeanvisninger på præcise tidspunkter i skoleforløbet«, anfører John Rydahl.

»Og mig bekendt er der simpelthen ikke belæg for, at det, man anviser, virker på de pågældende børn på de pågældende tidspunkter i deres liv«.

»Metodeanvisningerne virker rent ud sagt temmelig vilkårlige. De kan faktisk resultere i et dårligere læringsresultat, hvis lærerne retter sig efter dem«.

Metodebeskrivelserne vil komme til at gribe forstyrrende og uhensigtsmæssigt ind i læ­rernes fagforståelse, metodiske overvejelse og faglige samvittighed, mener ­John Rydahl.

»Når salmerne eksempelvis skal vælges, så de støtter klassens øvrige arbejde, er det jo en metodeanvisning, som snævrer lærerens mulighed for at undervise i salmer ind«.

Anarkistiske lærere

»For man kan jo som lærer sagtens have det synspunkt, og argumentere for det i forhold til fagets mål og skolens formål, at der skal undervises i salmer for salmernes egen skyld«.

»Det vil man få svært ved at gøre, når de nu skal vælges, så de støtter klassens øvrige arbejde«.

Kun tiden kan vise, hvor dybt den tiltagende centralisme vil slå igennem ude på skolerne og i lærernes faglige bevidsthed.

»Det er da klart, at det kun er et problem i det øjeblik, at lærere gør, hvad de skal. Men de har jo foreskrivende karakter, de her bestemmelser«.

»Det vil sige, de skal jo diktere, hvordan der bliver arbejdet, og hvad der bliver arbejdet med ude på skolerne«.

»Men vi ved jo også, at der selvfølgelig er et vist anarki i den danske lærerstand, i den betydning at lærerne gør, hvad de mener er rigtigst og bedst. Men de kan komme i det dilemma, at noget af det, de synes er bedst, nu faktisk ikke er helt muligt inden for de nye bestemmelser, der er«.

»Og så er de i den konflikt, om de skal være artige og gøre, som de er forpligtede på, eller om de skal arbejde i overensstemmelse med deres samvittighed i stedet for«.

»Man kunne for eksempel nemt forestille sig, at det ikke var specielt oplagt for en lærer i danskundervisningen at bruge punktlæsning nødvendigvis i forlængelse af 4. klasse, som der står, man skal«.

»Det kan også være, at man ikke synes, rytmisk stavning fungerer, men man skal altså både præsentere og træne den allerede i 1. og 2. klasse, og det tilsyneladende uanset om det virker på børnene eller ej«.

Mere central styring

Den stigende centralisering af lærernes arbejde gik allerede i gang i Bertel Haarders tid som undervisningsminister i 1980erne. Han ville blandt andet have kanon.

»Haarder forsøgte at indføre central kontrol, men det gik ikke rigtigt. Men så gik det stærkt i begyndelsen af 90erne, da Ole Vig meldte os ind i det der OECD-projekt, hvor man sammenligner uddannelser på tværs af forskellige lande, og vi så dumpede med et brag i læseundersøgelsen«.

»Det satte for alvor skred i den der tendens, fulgt op af Margrethe Vestager og nu kørt i mål af Ulla Tørnæs«.

»Det er et voldsomt skred i retning af, at man centralt vil bestemme, hvad der skal undervises i hvornår, og hvordan stoffet skal præsenteres«.

John Rydahl har forståelse for det politiske argument om, at man vil sikre en høj faglig standard.

»Jeg bliver bare bekymret, når jeg har svært ved at se dokumenteret belæg for, at de metoder, der anvises, også er dem, der virker«.

Det er på høje tid, at tendensen til stærkere statslig styring af undervisningen bliver diskuteret offentligt, mener John Rydahl.

»Det er ikke slut endnu. Næste trin er, at når vi nu har nogle trinmål, så kan vi jo passende udarbejde nogle konkrete test på nettet, der med jævne mellemrum tjekker, om eleverne så kan de ting, som trinmålene foreskriver«.

Flere politiske partier rumler allerede med den slags planer, men Socialdemokraterne stritter indtil videre imod.

»Men man kan frygte, at næste fase vil være udarbejdelse af en eller anden form for testmateriale, så vi får en meget prøveorienteret skole igen«, siger John Rydahl.

jvolsen@dlf.org