“I dag bliver hver af vores studerendes praktikperioder afsluttet med en prøve, som måske har en lidt for teoretisk karakter”.

Sådan siger Søren Smedegaard, uddannelseschef for læreruddannelserne på UC Lillebælt og formand for Læreruddannelsens LederNetværk, om tankerne bag den nye professionsprøve, der skal indføres på den nye læreruddannelse, som et bredt flertal af partierne på Christiansborg er blevet enige om.

“Vi tænker, at en anderledes prøveform kan noget andet – måske komme lidt nærmere på, hvordan de studerende agerer i den virkelighed, de står i”, forklarer Søren Smedegaard om det, der skal være en målrettet afprøvning af de studerendes færdigheder i at undervise.

“Den praktiske indretning af professionsprøven er noget at det, vi skal til at kigge på. Der er lagt op til, at eksaminator og censor kommer med den studerende ud på praktikskolen og overværer en undervisningssituation, men det er en meget omkostningstung prøveform. Så vi kigger også på muligheden for at videofilme undervisningssituationer i stedet”.

Detaljerne er altså langtfra på plads, men uddannelseschefen forestiller sig, at der ud over en konkret undervisningssituation også skal være en opgave og måske en fremlæggelse som en del af den kommende professionsprøve.

Styrker lærerfagligheden

Helt grundlæggende er formålet at styrke de studerendes professionsfaglighed, fortæller Søren Smedegaard.

“Vi vil gerne have en prøve, som indtænker alle de dimensioner, der er i lærerrollen. Hvis man lægger et rent teoretisk perspektiv på, hvordan den optimale undervisningssituation ser ud, så bliver det selvfølgelig god undervisning, man leverer. Men virkeligheden ser ofte anderledes ud – for så er der en elev, der ikke har spidset sin blyant, eller hvad ved jeg. Vi vil gerne have en prøveform, hvor vi ser på, om den studerende kan rumme de situationer”.

Som en del af den nye læreruddannelse går praktikforløb fra at være selvstændige enheder til at blive integreret i undervisningsfagene, og det er blandt andet den kobling, der skal ses udfoldet i eksamenssituationen.

“Når man som lærer står i sin klasse, står man ikke kun med matematik, idræt eller engelsk”, siger Søren Smedegaard. “Man står der med hele sin professionsfaglighed, som også indeholder det pædagogiske, psykologiske, klasserumsledelse og meget mere. Professionsprøven er vores bud på, hvordan man kan blive vurderet på den brede faglighed, man skal have som kommende lærer, og dermed også et bud på, hvordan vi kan styrke koblingen mellem uddannelsens teoretiske og praktiske elementer”.

En prøve af den hele lærer

Professionsprøven skal ligge mod slutningen af læreruddannelsen, og tanken er, at man som studerende trækker på alt det, man har lært forud.

“Det er ikke en prøve af de sidste seks måneders studier eller det seneste praktikforløb”, understreger Søren Smedegaard. “Tanken er, at man trækker alt det, man har lært gennem sit studium, med ind og bliver bedømt på den samlede undervisningssituation. Selvfølgelig bruger man ikke alt, man har lært i alle timer, men vi tror på, at vi med den her prøve kan få et bedre indtryk af, hvordan den studerende har fyldt sin professionelle rygsæk op”.

Søren Smedegaard er ikke bekymret for, at kriterierne for bedømmelsen bliver luftige eller uhåndgribelige.

“Jeg tror sagtens, vi kan beskrive kriterierne ret tæt. Det skal vi kunne, for man skal jo vide, hvad man bliver bedømt på. Det er det, vi skal i gang med nu. Vi skal finde en måde at evaluere den lærerstuderendes fagprofessionelle udvikling og undervisningskompetence på.”

Den vigtigste prøve

Caroline Holdflod Nørgaard, forperson i Lærerstuderendes Landskreds, er ligesom uddannelseschefen i udgangspunktet glad for det potentiale, hun mener, professionsprøven rummer.

“Professionsprøven afløser de kompetencemålsprøver, der i dag er efter hver praktikperiode. Det har længe været vores politik at slippe af med dem, fordi de paradoksalt nok har meget lidt at gøre med selve praktikken. De er for akademiske og giver et skævt billede af, hvad praktikkerne skal bruges til”, siger hun.

Derfor håber Caroline Holdflod Nørgaard, at professionsprøven i praksis bliver læreruddannelsens største og vigtigste prøve.

“Vi kan ikke slippe for professionsbachelorprojektet, når vi er den uddannelse, vi er”, siger hun. “Men da professionsprøven skal koble sig til praktikkerne, som skal være integreret i hele uddannelsen, bliver det forhåbentlig der, man forholder sig til progressionen i uddannelsen”.

Hendes forslag til, hvordan det kan udmøntes i praksis, er gennem en studieportefølje, som følger den studerende gennem uddannelsens fire år. I den skal de studerende skrive deres refleksioner, særligt i forbindelse med praktikforløb, men også i andre sammenhænge.

“I porteføljen skal man så skrive, hvad der har været svært, hvor man udviklede sig som lærer, hvor man mener, man har behov for at udvikle sig mere, og så videre. Den portefølje skal så bruges i de individuelle studiefaglige samtaler, som vi får ret til i den nye uddannelse, og det er samlet set det, professionsprøven drejer sig om”, siger hun.

De lærerstuderendes forperson er også glad for ideen om, at de studerende bliver observeret af lærer og censor som en del af prøven, men det kan ikke stå alene, mener hun.

“Vi skal være opmærksomme på, at professionsprøven ikke udvikler sig til at være en eksamen i den sidste praktik. Det er hamrende vigtigt, at prøven bliver en evaluering af hele den studerendes udvikling og ikke bare af en enkelt undervisningssituation på fjerde år. Studieporteføljen kan være et godt redskab til at understøtte en samtale om den udvikling. Kombinationen af de to elementer ville være vores drømmemodel for professionsprøven. Det vil også skabe bedre sammenhæng mellem læreruddannelsens forskellige elementer”.

Prøve med plads til refleksioner

En af dem, som måske om nogle år skal være eksaminator eller censor på professionsprøven, er Elsebeth Jensen, uddannelsesdekan på Via og redaktør på bogen “Lærerens pædagogiske lederskab”, hvor hun også har skrevet kapitlet “Lærerstuderendes fagpersonlige udvikling”. Hun er umiddelbart begejstret for den nye prøve.

“Jeg ser en prøve for mig, hvor man kombinerer det, man har lært i sine undervisningsfag, med det, man har lært i den pædagogiske fagrække, og de erfaringer, man har fra sin praktik”, siger hun. “Det optimale vil være, hvis der bliver udmøntet en prøveform, hvor både praksis og refleksioner tæller”.

Noget af det, hun tænker er nyt i tankegangen omkring professionsprøver, er den bevidste måde at arbejde med nogle af de måske lidt uhåndgribelige evner på, som lærerjobbet kræver:

“Det er noget, man skal have opmærksomhed på alle fire år, man er under uddannelse: Hvordan kan man arbejde med den måde, man skaber ro i klassen på, hvilke retoriske virkemidler bruger man, hvordan bruger man sin krop og sin stemme som lærer, hvordan bruger man humor? Det er alt sammen ting, man kan læse om, øve sig på, få feedback på og blive bedre til. Og det er noget, man kan bedømme den studerende på, hvis der bliver opstillet nogle gode kriterier for det”.

Elsebeth Jensen håber, at professionsprøven betyder et opgør med tankegangen om, at man enten har det, der skal til for at blive en god lærer, eller også har man ikke:

“For det er simpelthen ikke rigtigt”, understreger hun. “Der er selvfølgelig nogle, som har lettere ved at blive en god lærer end andre, men det er ikke anderledes, end at man kan være mere eller mindre musikalsk fra naturens hånd. Selv om man ikke er meget musikalsk, kan de fleste godt lære at spille et instrument, hvis de øver sig”.