Anbefalinger til din historie- og samfundsfagsundervisning

Anbefalinger til din historie- og samfundsundervisning fra Janus Neumann, der er historie- og samfundsfagslærer på Skovshoved Skole og faglig rådgiver på folkeskolen.dk/historieogsamfundsfag.

Video
Lær EU at kende med Anders Fogh

”Blank på EU” fra DR Skole tager udgangspunkt i et program med titlen ”Skål for Europa”. Her rejser journalist og vinekspert Morten Brink Iwersen med Anders Fogh Rasmussen rundt i Europa og smager på vin og diskuterer politik med tidligere politiske kolleger. I undervisningsforløbet er der skåret gevaldigt ned på vinen. I stedet gør ”Blank på EU” eleverne kloge på EU og vores små europæiske finurligheder.

Forløbet kommer rundt i seks EU-lande, hvor vi hører om ungarske hegn, et tilbageholdende Tyskland med stærk økonomi og det EU-begejstrede Frankrig, der kæmper med enorm arbejdsløshed. Desværre er den fred, der tages for givet i programmet, sidenhen brudt – men det kan give anledning til diskussioner om udvikling, historie og handlemuligheder.

Forløbet kan varmt anbefales. Det er overskueligt, underholdende og kræver fire-seks moduler. Giv tid til det enkelte land, ellers bliver det for overfladisk.

Hjemmeside
Med udvandrerne til Amerika

Rebildselskabet har kreeret et ganske forrygende forløb med titlen ”Jagten på lykken” om de skandinaviske udvandringer fra 1850 til 1920.

Det er et stort, omfattende og usædvanligt gennemarbejdet materiale, der tager eleverne gennem dokumentarfilm, et ”Atlanterhav” af kilder og forbereder til prøven i faget historie.

Der er langt mellem gratis forløb af den kaliber, men når de er der, bliver man glad. Og som historielærer er det svært ikke at blive begejstret over, at nogle finder resurser til at producere den slags forløb, der krydrer undervisningen og forbereder eleverne til de metodikker, de skal beherske. Også her kommer man for alvor i dybden.

E-bog
Danmarkshistoriens mørke kapitler som slavenation

”Da Danmark var en slavenation” fra Nationalt Videncenter for Historie og Kulturarvsformidling er en velskrevet og uddybende bog, der i sit kildevalg skildrer slaveri og trekantshandel objektivt, uden at man ønsker at præge læseren til en bestemt holdning. Det kildekritiske arbejde stiller naturligvis skarpt på de enkelte kilders troværdighed, men eleverne får også et indblik i datidens menneskesyn og magtspil for at forstå kolonitidens Danmark, og hvorfor vi agerede, som vi gjorde.

E-bogen giver historielærerne i udskolingen et uhyre interessant kort på hånden i fortællingen om slaveriet og De Veststindiske Øer fra 1600- tallet til nu. Der lægges op til, at det gratis materiale kan bruges alene eller knyttes sammen med kildebanken på nettet. Denne tilgang synes plausibel og giver et godt afsæt til kildearbejde i undervisningen. Samtidig gør det selve temaet om slaveri let tilgængeligt som et eventuelt hovedtema ved en historieprøve i 9. klasse. Det er ikke kilder, man mangler.