»At retouchere religiøs vold til forkert religion er måske etisk fornuftigt, men fagligt problematisk. Det er måske et lidt provokerende udsagn, men jeg står gerne fast på det«, siger lektor Jørn Borup fra Aarhus Universitets Afdeling for Religionsvidenskab. Han holder oplæg om netop dette på Religionernes Dag, hvor lærere i kristendomskundskab mødes for at blive klogere. Emnet i år er kultur og religion, og Jørn Borup skal fortælle om den yderst komplekse sammenhæng mellem religion, politik og sociale forhold på den ene side - og vold og terrorisme på den anden.

»Der findes en tendens hos mange mennesker til at se religion som noget grundlæggende godt og stabiliserende. Når man så støder på religiøst motiveret vold, forklarer man det med andre faktorer, for eksempel sociale forhold«, fortæller Jørn Borup og fortsætter:

»Og når man støder på vold i hellige tekster, for eksempel det islamiske jihad-begreb, så tolker man det metaforisk i stedet for konkret. Det er en lidt gammeldags religionsforståelse, hvor man udelukkende kigger på de religiøse tekster og ikke på den religiøse praksis. Men vold og konflikt har været en del af de fleste, hvis ikke alle, religioner fra begyndelsen«.

Ingen let løsning

Jørn Borup understreger, at samspillet mellem religion og vold er et ualmindeligt kompliceret område, der er i berøring med både sociale, politiske og økonomiske forhold, og som oven i det hurtigt kommer til at sætte følelserne i kog. Så hvordan skal en lærer i kristendomskundskab navigere i det minefelt, som religiøst funderet vold og terrorisme er?

»Jeg har ikke opskriften«, understreger Jørn Borup. »På universitetet, hvor jeg underviser, kan jeg være strengt religionsfaglig uden at behøve at tage hensyn til, om de studerende for eksempel bliver stødt over tolkningerne. Det er selvfølgelig noget andet, når man har med børn at gøre, og man kan måske endnu diskutere, om der er plads til at diskutere samspillet mellem religion og vold i skolen«, siger Jørn Borup.

Han håber, at hans oplæg på Religionernes Dag vil give debat om netop denne problemstilling.

Træd varsomt i klassen

Formand for Religionslærerforeningen John Rydahl mener bestemt, at der er plads til at tale om samspillet mellem religion og vold i folkeskolen.

»De fleste religioner - om ikke alle - foregiver at ville det gode, herunder ikke mindst freden og kærligheden. Samtidig foregiver de at ligge inde med den rette vej til opnåelse af realiseringen af det gode«, siger han og fortsætter: »Jeg er kun enig i sidste del af Jørn Borups udsagn ('at retouchere religiøs vold til forkert religion er måske etisk fornuftigt, men fagligt problematisk', redaktionen), da jeg ikke er i tvivl om, at volden er en del af enhver religions dna. Det er den, netop fordi religionerne insisterer på at repræsentere sandheden - og altså i en sådan grad, at nogle religiøse repræsentanter er villige til at bruge vold for at forsvare denne sandhed. Det kan være bittert at skulle erkende og svært at leve som repræsentant for. Men det er nu engang sådan, det er«.

Folkeskolen er repræsentant for det sekulære demokrati og ikke forpligtet på de religiøse konfessioner, fortsætter John Rydahl. Derfor er der i princippet ikke noget problem for læreren i at præsentere eleverne for denne teori om religionerne rent deskriptivt. I praksis kan sagen dog være en anden.

»Der kan opstå et pædagogisk eller psykologisk problem, hvis der i klassen sidder elever, som lever i en konfessionel subkultur, hvor et sådant syn på en bestemt religion eller religion i almindelighed vil opleves som krænkende for selvforståelsen. Er dette tilfældet, må man selvfølgelig træde varsomt, da skolens opgave ikke er at trække tæppet væk under de enkelte elevers værdigrundlag, men derimod blot hele tiden udfordre de bagvedliggende forforståelser med henblik på nuancering«.

»Religion er en livsoverbevisning, der handler om liv og død«, mener John Rydahl: »Og det er jo en helt afgørende pointe at få med i sin forståelse og viderebringe til sine elever«.