Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Også i Andeby finder der mobning sted. I hvert fald efter at blad nummer 21/2011 kom på gaden den 26. maj.
Martin Oesten, der er produktchef på Anders And i Danmark, fik ideen til emnevalget, da bladet var sponsor ved Fri for mobning Børnestafetten 2011, som Mary Fonden og Red Barnet arrangerer.
Hvordan kan det være, at I har valgt at beskrive mobning i Anders And?
»Det er jo et stort problem i skolen, men også mange andre steder. Der er rigtig mange børn, der skriver inde på andeby.dk, at mobning fylder meget i deres hverdag. Der er rigtig mange, der har det hårdt på grund af mobning, og vi bliver nødt til at tage en del af ansvaret, fordi vi kommunikerer med børn. Vi vil så forsøge at fortælle historien på en rigtig god Anders And- måde«.
Og hvordan er den?
»En Anders And-historie indeholder en form for skurk eller en person, som i det her tilfælde har det dårligt med sig selv og derfor går rundt og mobber andre. Men som alle Anders And-historier slutter den positivt. Historien ender med, at mobbeofferet og bøllen bliver gode venner«.
Hvad håber I, at eleverne får ud af at læse jeres historie?
»Vi kunne rigtig godt tænke os at fortælle en god historie, som omhandler nogle af de ting, som børnene selv kommer ud for, og samtidig formidle en rigtig god morale. Alt imens vi støtter op om Mary Fonden og Red Barnets kampagne«.
cde@dlf.org