Folkeskolen beklager

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I Folkeskolen nummer 13 bragte vi en artikel om, at afgangselever for første gang har fået vurderet deres uddannelsesparathed. Med til den store artikel hørte to små artikler, hvor elever og forældre fortalte om, hvordan vurderingen kan opleves som et stempel, især hvis der i forvejen er problemer. I den ene af artiklerne blev en specifik klasse brugt som eksempel.

Artiklerne var skrevet af en freelance-journalist, og efterfølgende har redaktionen opdaget, at den pågældende klasse er journalistens søns klasse.

Det er imod god journalistisk skik at bruge cases, som er meget tæt på ens eget liv, fordi man mister den nødvendige distance. I det konkrete tilfælde kan man med rette rejse tvivl om, hvorvidt der er tale om personlige holdninger eller tilstræbt objektiv journalistik. Den slags tvivl bør aldrig kunne opstå om artikler i Folkeskolen. At det alligevel er sket, beklager vi dybt.

Derfor har vi fjernet artiklerne fra nettet og undskyldt over for skolen og klassen. Vi har også undersøgt de udsagn, som er fremsat i hovedartiklen om uddannelsesparathed, og de er korrekt gengivet.

Chefredaktør Hanne Birgitte Jørgensen