Problemer er der nok af i den danske folkeskole. Spørgsmålet er, hvordan man løser dem, og om der er nok plads til at prøve nye veje?

Danmark har et af verdens mest udbyggede velfærdssystemer. Vi har gratis uddannelse fra folkeskole til universitet, og alligevel er den sociale arv i Danmark langt mere udtalt, end den er i mange andre lande. Det er endnu en gang blevet påvist i to undersøgelser fra henholdsvis Uni-C og Politiken Research. Den ene viste, at elever af ufaglærte forældre går ud af 9. klasse med et snit på mellem 4,3 og 5,3 i matematik, dansk og engelsk, mens elever af akademikere går ud af skolen med et snit på mellem 8,6 og 9,1. Den anden undersøgelse viste, at elever på Langeland forlader folkeskolen med et snit på 5,5, mens elever i Lyngby-Taarbæk forlader skolen med et snit på 8,1.

Elever fra velstillede hjem har altid og vil formentlig altid klare sig bedre, det har selv den bedste skole svært ved at gøre op med. Men som situationen er i dag, kan man allerede i vuggestuen sætte røde ringe om de elever, der bliver tabere, og dem, der bliver vindere om 20 år. Den lange vej gennem uddannelsessystemet giver nemlig kun ringe social mobilitet. Når den sociale arv er så determinerende, får vi langtfra alle talenter i spil, og vi taber alt for mange på gulvet.

Et andet afgørende problem er, at danske elever klarer sig middelmådigt internationalt set. Der er stadig omkring 15 procent, der forlader skolen som funktionelle analfabeter, og vi har også færre unge blandt de dygtigste ifølge Pisa.

Skolen er præget af didaktisk monotoni, som i forhold til Pisa-resultater passer bedst til »almindelige« elever, der lærer ved at sidde og lytte, og som kan få støtte til lektierne i hjemmet. Urolige elever med andre læringsmønstre eller særligt talentfulde elever passer til gengæld dårligt ind i skolen. Der er store problemer med at få især drengene til at tage videre uddannelse. De har ofte svært ved at blive motiverede af den almindelige klasseundervisning og har i høj grad behov for eksempler på, hvad fagene kan bruges til i den fysiske verden, for at finde motivationen for læring.

Hvis skolen skal løfte flere elever til videre uddannelse, er det nødvendigt at se på alternative veje, og her kan helhedsskolen måske være en mulighed. En helhedsskole giver mulighed for at tænke læring i flere timer på alternative måder og åbner op for, at det i langt højere grad er muligt at inddrage forskellige fagligheder i undervisningen og omgangen med eleverne i det hele taget. Det gælder pædagoger, men også ingeniører og håndværkere vil kunne bidrage med nye perspektiver. En anden mulighed for helhedsskolerne er, at skolen også i højere grad integreres i samfundet. Skolen kan være åben om aftenen og have kontakt til sports- og fritidsklubber i lokalområdet. Der gennemføres for øjeblikket på landsplan flere forsøg med helhedsskoler særligt i socialt belastede områder. Men spørgsmålet er, om ikke man bør iværksætte flere forsøg også på skoler med en almindelig elevsammensætning? Helhedsskoler er måske - måske ikke - vejen frem, men det finder vi kun ud af ved at prøve og ved at lære af erfaringerne. Ét er sikkert: Vi har ikke brug for mere af det samme.