»Jeg vil bede jer om to ting på denne lejrskole«, sagde jeg til eleverne i 6.x, da vi var ankommet til Bornholm: At være åben for viden og være åben for andre.

Det var måske lige i overkanten, og jeg havde en sikker fornemmelse af, at de ikke delte mine relevanskriterier, men sådan er det at være lærer. Man håber på, at der nede under det skrøbelige lag af pubertetsmæssig kådhed, jackass-kultur og selvfedhed også gemmer sig tillid og respekt, så eleverne i deres stille sind eller med tiden kan bruge det, man peger på, som ledetråde. Det skal man tro på.

Men der var andet i luften. Et par af gutterne var tørstige og drak tre slush-ice i rap. Nogle andre kunne ikke lide den udmærkede mad på vandrerhjemmet og købte thai-mad i byen lige inden spisetid. Nogle af drengene tabte en sodavandsdåse og spillede fodbold med den lige foran en motorcykel. Nogle var ved at køre en ældre dame med hund ned. Nogle gemte hinandens sko, hinandens værelsesnøgler, hinandens mobiltelefoner.

Der var dog også dejlige momenter af humor, ansvarlighed, hengivenhed og nysgerrighed. Niklas tilbød at overtage lærerens cykel, da gearene ikke fungerede. Sille og Matilde tog hånd om Line, som blev bange i tordenvejr. Alle gled uden problemer ind og ud af boldspil og boldlege. Der blev spillet Uno med smittende højt humør og fyret vitser af i ét væk.

Og på Hammershus skete det så - det gyldne moment. Efter en udmattende cykeltur skulle guiden Tino fortælle os om borgens historie. Det gjorde han så godt, at han forvandlede bimmerbørn til nysgerrige elever. Han etablerede en samtale. Tino var en gudbenådet fortæller, der bjergtog eleverne, som til gengæld stillede nogle ualmindeligt kloge og relevante spørgsmål og svarede kvikt på hans spørgsmål. Det var turens klimaks for overlærer von Schlendrian.

Eller var det, da Jønner sad alene ved vandkanten og kiggede ud over Østersøen, og to andre gutter kom forbi og spurgte, om han følte sig udenfor, hvortil Jønner stille svarede, at han blot nød den vidunderlige udsigt.

Erik Schmidt