Det er bidende koldt udenfor, termometeret viser minus 25 grader. Men drengen er i korte gymnastikbukser, da han banker på skolelederens dør.

Det er varmt indendørs, alt for varmt. I klasselokalerne må lærerne åbne vinduerne for at komme ned på en passende temperatur.

Skole 30 i Ulaanbaator er heldigt stillet. Mange andre skoler må lukke i den værste kulde - og lade elever og lærere fryse resten af tiden.

Drengen i de korte bukser holder en plastikbakke frem i højre hånd og beder om tavlekridt. Uanfægtet af sekretæren ved siden af rejser skolelederen sig fra sit én kvadratmeter store skrivebord og trækker en skuffe ud med kridt. De to småsnakker utvungent sammen, alt imens drengen uden hæmninger sluger skolelederens gæster med øjnene. Han ser fræk ud, og han ved det.

Sådan har det ikke altid været.

Skolen i Mongoliet er i krise - eksistentielt såvel som økonomisk. Det har den været siden 1990, da landet med et slag indførte markedsøkonomi og demokrati - efter 70 år som socialistisk vasalstat under Sovjetunionen.

Der er imidlertid sket meget på Skole 30, siden den i 1993 kom med i det første pilotprojekt for skoleudvikling i Mongoliet - med bistand fra Danmarks Lærerhøjskole. For fåår siden var det utænkeligt, at børnene talte med læreren, endsige skolelederen, som en ligeværdig. Læreren holdt sine 40 elever i en ubrydelig ro, der kun gav dem lov til at sige noget, når de blev spurgt.

I dag deltager de fleste af børnene aktivt i undervisningen. De blander sig og stiller spørgsmål, fortæller skolelederen T. Tomortogoo. Lærere og ledere kaldes ved efternavn og fornavnets første bogstav.

- Allerede efter det første år kunne vi se fremskridtene i forsøgsklassen: Eleverne talte mere frit, de tænkte mere frit og udtrykte deres egne ideer, siger hun.

- Når vi arbejdede med et emne i klassen, viste de sig også dygtigere til selv at søge viden uden for skolen - fra aviser, tv, bøger, venner og forældre. Børnene er meget hurtige til at lære at undersøge og drage konklusioner. De er hurtige til at fange gruppearbejdet og kommunikere resultaterne ud. Men det kræver, at lærerne udvikler sig. Det sværeste er at ændre deres psykologi, siger hun.

Som i de øvrige østbloklande er de politiske og økonomiske forandringer i Mongoliet sket meget hurtigere, end skolen og civilsamfundet i øvrigt kan følge med til.

- Tidligere var alt gratis i Mongoliet, og de unge behøvede ikke at bekymre sig om deres fremtid. Skolen gav børnene de grundlæggende færdigheder, og resten kunne de lære af deres forældre, fortæller T. Tomortogoo.

- Men kapitalisme og demokrati stiller også andre krav til de unge. Nu må vi give børnene mere praktisk brugbar viden og færdigheder (life skills -Redaktionen), for at de skal kunne forsørge deres familie, forklarer hun om baggrunden for det mongolske skoleudviklingsprojekt, det største projekt, Danmarks Lærerhøjskole nogensinde har være involveret i.

Den nye mongolske regering formulerede allerede kort efter sin tiltræden behovet for en skolereform med støtte udefra. At Danmarks Lærerhøjskole blev involveret, skyldes mere et sammenfald af omstændigheder - herunder Folketingets beslutning om at yde overgangsbistand til det centralasiatiske land - end et bevidst tilvalg fra den mongolske regerings side.

- Der er ikke tale om, at vi skal eksportere den danske skolemodel til Mongoliet. Vi skal heller ikke lære dem at læse og skrive, det er de gode nok til i forvejen, siger Karin Vilien, der sammen med Ester Lunddal er Danmarks Lærerhøjskoles konsulenter på projektet.

De har bedt om vores hjælp, primært fordi de trænger til at få hele systemet moderniseret - fra indlæring, metoder, bøger og materialer, læseplaner, karakterer og eksamener til skoleledelse, efteruddannelse og organisation - så det svarer til en anden samfundsform, siger Karin Vilien.

- Et markedsstyret og demokratisk samfund har brug for mennesker, der kan beslutte, tage initiativer, sortere oplysninger, være kritiske, kunne lytte og samarbejde. Det lærer man ikke som voksen. Det læres blandt andet gennem den måde, skolens indlæring er indrettet på, og det har tvunget mongolerne til at arbejde med værdier, der bygger på respekt for børnene som aktive subjekter og ikke objekter for indlæring, forklarer Karin Vilien.

- I Danmark er det en gammel, grundlæggende idé, at hvis der skal være frihed for børnene, skal der også være frihed for læreren. Men det er en utrolig omvæltning i det mongolske skolevæsen, hvor undervisningen helt ned til hver enkelt time er planlagt fra centralt hold, siger hun.

Samtidig er det mongolske skolebureaukrati splittet op i enheder, der arbejder isoleret fra hverandre. Eksempelvis blev læseplaner før udviklet uafhængigt af arbejdet med undervisningsmetoder og -materialer.

- Regeringen ønskede i stedet at arbejde med et helhedssyn på skoleudvikling, som inddrager alle områderne. Og det har vi erfaring med på Danmarks Lærerhøjskole, siger Karin Vilien.

Den mongolske skoleudvikling ledes af Det Nationale Institut for Pædagogiske Studier i hovedstaden Ulaanbaator. Herfra arbejder en række grupper på hver ti konsulenter med at formidle den nye tilgang - via de lokale undervisningscentre - til den enkelte lærer. Også udviklingen af læreruddannelsen og ministeriets udvikling af læseplaner forsøges koordineret herfra.

Efter flere folkelige demonstrationer blev det mongolske demokrati indført oppefra - nærmest per dekret. Men det er svært for skolesystemets bureaukrater og konsulenter at slippe fri af den centralistiske tradition.

- Selv de mest progressive af konsulenterne fanger pludselig sig selv i at beordre de lokale amtskonsulenter til at formidle de nye demokratiske ideer videre til lærerne. Men man kan ikke beordre metodefrihed og dialog, fortæller Ester Lunddal, der har været med i projektet siden begyndelsen i 1992.

- Både de centrale og de lokale konsulenter skal aflære sig den kontrollant-rolle, de blev ansat i. I stedet skal de lære at lytte og udvikle, og det er jo akkurat det samme, som læreren skal lære at gøre i forhold til børnene, siger hun.

Den mongolske regering havde oprindeligt regnet med, at skolereformerne kunne gennemføres i løbet af fem år - sideløbende med, at det gamle mongolske skriftsprog, der har været glemt i 70 år, skulle introduceres fra første klasse.

Regeringen havde imidlertid ikke taget højde for, at ingen af lærerne kunne skrive de gamle tegn, endsige undervise i dem - på samme måde som lærerne over en nat ikke kunne afskrive sig den gamle undervisningsform. Specielt ikke i en økonomisk krisesituation, hvor regeringen samtidig skar ned på skolernes budgetter i en sådan grad, at skolerne nu mangler både lærere og bøger og på landet også el og varme.

- Det gør det svært at motivere lærerne til en ekstra indsats, siger D. Dashkhuu.

Foreløbig er det endt med, at indførelsen af det nye skriftsprog er sat i bero - og at den danske støtte til skoleudviklingen er blevet strakt til 1998, hvor det er endeligt slut med Danidas overgangsbistand til landet.

- Skolerne består, når den danske bistand slutter, så skoleudviklingen fortsætter. Vi har sat noget i gang, der vil sprede sig videre gennem hele systemet, siger D. Dashkhuu.

På Skole 30 i Ulaanbaator har foreløbig halvdelen af grundskolens lærere optaget de nye undervisningmetoder, ligesom tre fag i mellemskolen (6.-10. klasse) arbejder med de nye metoder.

- De danske konsulenter har lagt vægt på bæredygtigheden i projektet. Så nu kan vi forhåbentlig finde andre ressourcer til selv at fortsætte, siger skolens leder T. Tomortogoo.

Lars Møller er freelancejournalist.

Eleverne er hurtige til at fange gruppearbejdet og kommunikere resultater ud. Det sværeste er at ændre lærernes psykologi

Skolen gav børnene de grundlæggende kundskaber, men kapitalisme og demokrati stiller også andre krav