Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Når en meget lille hund bliver trådt over poterne, ville jeg tro, at den kunne komme i tanke om at give et lille, spagfærdigt bjæf fra sig. Nu ser det ud til, at pensionisterne er i den lille hunds situation. Diskussionen om pensionisters deltagelse i urafstemningen om overenskomsten munder groft sagt ud i tre standpunkter:
1) Stem nej (pensionisternes to repræsentanter i hovedstyrelsen)
2) Stem blank (kongresdelegeret for Fraktion 4)
3) '... og fri os for alt det pjat med, at pensionister skal blande sig i de arbejdendes forhold.' (Jørgen K. Jacobsen, Rødby).
I forhold til sidstnævnte standpunkt bliver mit spørgsmål: Hvorfor i alverden skulle vi pensionister ikke støtte de arbejdende med samme styrke, positivt eller negativt, som de arbejdendes repræsentanter i hovedstyrelsen støtter pensionisternes repræsentanter i hovedstyrelsen, når sidstnævnte kommer til hovedstyrelsen med et nej til forhandlingsresultatet med finansministeren?
Jeg er dog fuldt ud klar over, at der er uhyre mange detaljer i hele forhandlingskomplekset, vi som menige B-medlemmer (betalende for bajere og busture) ikke har de store muligheder for at sætte os tilbundsgående ind i. Vi må derfor støtte os til de foreliggende anbefalinger, for eller imod.
Jeg kan følgelig ikke se anden mulighed for Fraktion 4-medlemmer end at stemme nej, hvis man kan se urimeligheden i gang på gang at blive forfordelt i forhold til det øvrige arbejdsmarkedsresultat, uanset Jørgen K. Jacobsens sludder og vrøvl.
Knud Borup
B-medlem, Viborg