Vi nærmer os et tiårsjubilæum, som næppe vil blive fejret. Hvilket jubilæum? Hvad skete der?

I forordet til Gladsaxe Kommunes 'Den samordnede skolestart i 90'erne' skrev viceskoledirektør Søren Jensen:

'I 1988 indførte Gladsaxe Byråd samordnet skolestart for alle skoler i kommunen samtidig med, at alle fritidshjem blev overført til skole- og fritidsforvaltningen som skolefritidsordninger.'

Man ville:

'- skabe større sammenhæng i børnenes skoleforløb,

- skabe større sammenhæng i børnenes skoledag,

- skabe større sammenhæng i børnenes daglige liv,

- give mulighed for en aktiviserende undervisning, der påén gang er virkelighedsnær og fantasibefordrende - en undervisningsform, som også er til gavn for de svageste elever,

- give både børn og forældre mulighed for medleven og medbestemmelse.'

Ja, sådan blev det formuleret i Gladsaxe, og mange andre steder lød der lignende toner. Allerede i 1990 var der lige mange pladser i fritidshjemmene og i skolefritidsordningen, SFO, cirka 36.000 hvert sted. I 1995 var der knap 100.000 SFO-pladser, men kun 30.000 fritidshjemspladser. Ingen anden institutionsform er i så kraftig vækst som SFO.

Hvad kom der så indholdsmæssigt ud af det? Hvordan har børnene det? Må jeg på dette sted opfordre til, at undersøgelser bliver foretaget, der her omkring tiåret kan oplyse om, i hvilken udstrækning børnene i dag oplever mere sammenhæng i skoleliv og dagligliv, og hvilken rolle SFO'erne har spillet i denne forbindelse.

Sammenhæng og helhed var kampråbene, der gjaldede, når politikerne prøvede at overbevise forældrene om, at lykken ville være at have børnene anbragt sikkerhedsmæssigt forsvarligt på samme matrikel, ja, mange steder i samme lokaler, dagen lang. Så ville de da i det mindste ikke blive kørt over i den tid. For hvad kunne der ikke ske i de 20 minutter, det tog børnene at komme fra skolen til fritidshjemmet (ja, sådan hed det)?

Kun de mere naive var ikke klar over, at det egentlige motiv alene var hensynet til kommunale besparelser. Og mange var advarslerne imod at nedmontere et stort set velfungerende institutionssystem med sin egen kultur.

Ordningerne blev ikke ens overalt. Det hyppigste blev, at SFO fik til huse enten i eksisterende skolelokaler eller i egne bygninger på skolens grund, men nogle steder blev SFO placeret uden for skolens område. Har det mon betydning for kvaliteten? Oftest blev skoleinspektøren leder også af SFO, men nogle steder fik skolen og SFO sideordnede ledere. Hvad fungerer bedst? En del steder tilstræbes der tilnærmelse mellem SFO- og skolepædagogikken. Andre steder dyrkes og understreges forskellighederne. Hvordan opleves sådanne forskelle? Visse steder skæres SFO-åbningstiden ned til fordel for en udvidelse af undervisningstimetallet. Hvordan virker det på nutidsbørn?

En del steder, sidst i Hillerød, prøver politikerne at skære i pædagognormeringen. Måtte vi bede om nogle sammenligninger mellem kvaliteten af ordninger med højere og ordninger med lavere pædagognormering? Dette er blot nogle af de undersøgelser, som må foretages, hvis SFO ikke skal degenerere til ren opbevaring.

Erik Sigsgaard er barndomsforsker.