Ny viden om special undervisning

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Hvem har haft gode erfaringer med undervisning af for eksempel autistiske børn? Hvilke metoder brugte læreren? Hvilke materialer blev brugt? Hvad kostede det? Hvordan blev forældrene involveret? Enhver lærer, der står over for at skulle løse et nyt problem som specialunderviser, kender situationen. Den viden, der findes på et bestemt område, er ikke sådan lige at få fat i, og man skal måske henvende sig mange forskellige steder, før man føler sig rustet til at sætte nye initiativer i gang i klassen.

Med oprettelsen af et nyt agentur for specialundervisning bliver det lettere for lærere over det meste af Europa at få adgang til ny viden om forskellige former for specialundervisning. Agenturet vil nemlig indsamle informationer om spændende specialundervisningsinitiativer i Europa og derefter stille sin viden til rådighed for interesserede.

Internettet kommer til at spille en central rolle i agenturets virksomhed, men man vil også sende informationer ud 'på papir'.

Erfaringsudveksling er nøgleordet for det nye agentur, der er oprettet på dansk initiativ, og som derfor har basis i Danmark, nemlig i Middelfart. Det officielle navn er 'European Agency for Development in Special Needs Education', men i daglig tale bliver det dog til 'European Agency'. Arbejdssproget er engelsk.

- Ideen er, at alle, der er engageret i specialundervisning, skal kunne bruge den nye vidensbank til at få indblik i andres praksis, siger Jørgen Greve, som er daglig leder.

- Hvis en underviser i Italien for eksempel skal undervise et autistisk barn, og hvis ikke nogen i umiddelbar nærhed har erfaringer, kan læreren klikke sig ind på vores 'hjemmeside' og hente informationer fra andre lande - eller måske andre steder i Italien - hvor andre lærere fortæller om deres erfaringer.

I første omgang vil informationen ligge på nettet som et kort resume, men læreren kan klikke sig videre til dokumenter, der fortæller mere. På den måde får han eller hun indblik i konkrete projekter, som kan give inspiration til det videre arbejde.

På samme måde vil det være muligt at hente information om specialundervisning på andre områder, forklarer Jørgen Greve, men han tilføjer, at Internettet ikke bliver den eneste informationsvej. Nyhedsbreve og artikler i tidsskrifter vil flyde fra agenturet i en lind strøm.

Indsamling og viderebringelse af viden om konkrete projekter bliver dog ikke agenturets eneste arbejdsopgave, siger Jørgen Greve.

- Vi vil gå i dybden og foretage grundige beskrivelser af specielle problemstillinger. Et af de første temaer, vi vil se nærmere på, er begrebet 'tidlig indsats'. Umiddelbart er alle enige om, at tidlig indsats er vigtigt i specialundervisning. Men hvad er de konkrete resultater? Hvordan kan vi få det målt i praksis? Det vil vi lave en empirisk beskrivelse af.

På samme måde vil vi undersøge, i hvilket omfang specialundervisere får støtte til at gennemføre deres undervisning. Får de de nødvendige materialer, og hvor meget tid har de? Endelig vil vi se nærmere på, hvordan forskellige former for specialundervisning finansieres.

Naturligvis kan man ikke fra et kontor i Middelfart danne sig overblik over initiativer på specialundervisningsområdet i Europa. Derfor er der udpeget en 'Working Partner' i hvert af de 17 europæiske lande, der har tilsluttet sig agenturet (de 15 EU-lande samt Norge og Island).

Jørgen Greve kalder denne struktur for 'stærk og unik', fordi de fleste af disse kontaktpersoner er folk med praktisk baggrund i specialundervisning - folk, som i dag sidder som konsulenter, eller som på anden måde har overblik over det, der sker i deres eget land.

Han erkender dog, at denne struktur har en indbygget svaghed, hvis kontaktpersonen ikke fungerer, men han føler sig overbevist om, at de enkelte lande har en stærk interesse i at gøre sig gældende. Et repræsentantskab med et medlem udpeget af hvert lands undervisningsministerium er højeste myndighed.

European Agency er ikke er et EU-foretagende.

- Vi har fra begyndelsen valgt en struktur som en fri og uafhængig institution uden for EU-systemet, og formålet med agenturet er ikke at 'harmonisere' specialundervisningen i Europa, siger Jørgen Greve.

Han oplyser dog, at EU-Kommissionen forventes at blive en stor kunde hos agenturet. Eksempelvis er man netop blevet bedt om at medvirke som konsulent for EU-kommissionen i den del af Sokrates-programmet, der vedrører elever med særlige behov.

- Vi er blevet bedt om at komme med en beskrivelse og et forslag, og så er det op til andre at træffe en beslutning. Den arbejdsgang tror jeg er rigtig, og jeg regner bestemt med, at vi vil kunne bevare en uafhængig status i forhold til både EU, Nordisk Ministerråd, OECD og Europarådet, som vi blandt andet sigter på at få som kunder, siger Jørgen Greve.

Roald Kramer Johansen er freelancejournalist.