Kulden bider i kinderne. Men Emil ænser det ikke. Hans øjne er smalle. Solen hænger lavt og blænder. Han kæmper med at løfte den tunge hakke. Faretruende svajer den over hovedet på ham, før han slynger den mod isen. »Tuck«. Et skarpt smæld bryder tavsheden. Men hakken laver kun et lille hvidt mærke i den tykke is. Gert træder til. Hakken er for tung for en otteårig, spinkel dreng. Med fælles kræfter går det meget bedre. I fællesskab sender de hakken mod isen. Og pludselig. Pludselig pibler det iskolde vand op gennem hullet og løber ud over isen. En lille klar sø breder sig langsomt ud over den mælkehvide is. Så gynger broen. Ungerne hopper en jubeldans. Emil har slået hul gennem årets første is på Almind Sø. Fritidsdelen ved Vestre Skole i Silkeborg har taget et utraditionelt skridt og oprettet en badeklub for alle børn i 1. klasse. En klub, der bader i den lokale Almind Sø. Hver fredag. Hele vinteren. Piger og drenge, der ikke er nogen Ronaldinho på fodboldbanen, og som ser langt efter førstepladser i en konkurrencepræget hverdag, får her en lille sejr ved at turde noget, andre ikke tør.

Et usædvanligt eventyr

For Emil er sommeren 2005 rigtig træls. Hans mor er syg, og Emil kikker langt efter kammeraterne, der drøner af sted på ferie. De bliver hjemme i Silkeborg med hyppige badeture til den nærliggende Almind Sø som krydderi. Ved skolestarten hænger Emil grundigt med mulen. Han ville godt have rejst rundt i verden som resten af kammeraterne, og han synes faktisk ikke, at ret meget er ret sjovt. Emils mor kontakter Inge Kallestrup, der er pædagog i Vestre Skoles Fritidsdel. Vil Inge holde et vågent øje med Emil og prøve at muntre ham lidt op? Den kontakt blev starten på et usædvanligt eventyr i en ganske almindelig folkeskole. Inge Kallestrup er inkarneret bader, der gerne skal i vandet hver dag. Hun kan derfor om nogen fortælle Emil, at det at bade faktisk er en rigtig god oplevelse. En badeferie ved Almind Sø er måske slet ikke den dårligste måde at bruge sommeren på. Det kommer så langt, at de to danner en badeklub. Den skal være åben for alle i 1. klasse. Inge bliver formand og Emil næstformand i den to mand store bestyrelse. Målet er at komme i vandet hver fredag. Og bliver de ved så længe, at isen dækker søen, skal Emil være den, der slår hul på den første is.

Ingen går i vandet før Inge

Hver fredag vandrer en flok flyverdragter nu gennem skoven mod Almind Sø. Flyverdragter med sang og højt humør. Sangene kommer helt af sig selv. Det styrer ungerne selv. Men når de nærmer sig søen, synger Gert Jensen for. Gert er sammen med Inge fast ankermand på projekt vinterbadning. Og badeklubbens hjemmelavede slagsang er et af de mange faste ritualer på turene: »Vi er seje, vi er rå, vi er ikke til at slå. Vi er Vestre Badehold, og selv om søen den er kold, vil vi bade året rundt, for vi ved, at det er sundt. Skal vi hul på isen slå, gør vi det - for vi er rå!« Denne fredag er isen næsten otte centimeter tyk. Hakken skal på hårdt arbejde, og for hvert slag flyder flere og flere klumper is rundt i det nyslåede hul. De skal op, før ungerne skal ned. Med et stort net fisker børnene på skift store og små klumper, som de lander oven på isen. De glimter i solen. Diamanter, kalder ungerne dem. Og med et velrettet spark glider de hurtigt og langt hen over den isdækkede sø. Så er det Mettes tur til at fiske. Vægten af en stor isklump trækker hende næsten ned i vandet, men Gert har et godt tag i flyverdragten. Tøjet skal af, før ungerne skal i. I dag er drengene først omklædte. En sjældenhed. Kun iført badebukser, sandaler og et håndklæde om skulderen står de og hopper ved søens kant, mens de venter på pigerne. »En, to, tre, fire«. De blege kroppe tæller i kor for hvert hop. »Piger, piger, kom nu frem«. Det er en helt god fornemmelse, at rollerne er skiftet i dag. »22, 23, 24«. Hvor bliver de dog af - de piger. »46, 47, 48«. Der kommer de. I fine badedragter på en lige linje vandrer de ad den nedtrådte sti i sneen. Med Gert forrest går de i samlet flok ud på broen. Hullet i isen byder sig til. En invitation, mange ville tøve med at tage imod. Men ikke her. Ikke Vestre Badehold. Inge hopper i først. Så er ballet åbnet. To og to hopper ungerne ned til Inge. Skuldrene under - lige røre ved iskanten og så hen til Gerts stærke arme, der hiver dem op på broen igen. »Inge, Inge, må vi komme i igen?« Flere unger tager to ture i det kolde vand. Agnes snupper tre.

Børnene får en sejr

De ved det ikke. Ungerne. Men det kolde vand sætter blodcirkulationen i vejret og får kroppen til at producere endomorfiner, der blandt andet giver et bedre humør. De er heller ikke selv bevidste om det. Men andre kan se, at deres gåpåmod styrkes. »Børn, der trænger til en succesoplevelse, opmuntrer vi til at deltage på badeholdet«, siger Inge Kallestrup. »Her oplever de en sejr. De tør noget, som mange andre ikke gør«. Heidi Sloth er dansklærer for børnene. Hun er ikke i tvivl om, at børnenes selvværd får et spark op ad stigen, når de hopper ned i det iskolde vand og overskrider grænser, de ikke troede, de kunne. Det kan Emils mor kun bifalde. »Badeklubben har givet Emil en kampgejst og viljestyrke, som han ikke havde før«, fortæller Susse Ibsen, mor til Emil. I det hele taget er der sket en positiv udvikling for alle badebørnene, vurderer Inge Kallestrup og Gert Jensen. De har netop evalueret projektet efter et halvt år. »Der er en rigtig positiv stemning på holdet, hvor nye legerelationer opbygges. Børnene har et meget stort sammenhold og fællesskabsfølelse. De støtter hinanden, har styr på deres ting, og så har vi fået en fantastisk kontakt til en række forældre, vi ellers ikke taler meget med. Alle de positive oplevelser er jo i høj grad en gevinst i det daglige trummerum, hvor vi trækker på oplevelserne«, siger Inge Kallestrup. Spørger man Emil, beskriver han prompte badeturene med ordene: »Sjovt, sejt og koldt«. Han har for længst fortrængt de triste tanker om den manglende sommerferie. »Sejt og respekt« er også ordene, der går igen, når »rødderne« i 7. klasse står i skolen og ser billeder af »miderne« fra 1. klasse, der vælter sig i isvandet. Og man kan næsten se, at de små, der står omkring dem, vokser to centimeter på stedet.

Varm kakao og godbidder

Efter turen i vandet er det hurtigt i tøjet igen. I små sirlige bunker ligger det pænt lagt sammen. Lige til at hoppe i. Orden på tøjet er nødvendigt for hurtigt at få varmen igen. Det ved ungerne. Så er der varm kakao til alle. Efter 1. december er der som ekstra gevinst også flødeskum til kakaoen. Først fra 1. december er man nemlig rigtig vinterbader. Anne Sofie har lækre, hjemmebagte småkager med i dag. Forældrene bakker massivt op bag projektet. Ofte har et af børnene godbidder med til alle i form af hjemmebag. Tre fædre er i dag troppet op ved søen for at følge den kolde badetur. »Det er jo fantastisk, hvad en entusiastisk pædagog kan få op at stå!« Mettes far smiler meget tilfreds. Hænderne er langt nede i de store lommer, og han skal ikke nyde noget af en tur i vandet. Men han synes, det er et rigtig godt tilbud for børnene. Og det er der mange, der gør. Flere forældre, der næste år skal have deres børn i 1. klasse på Vestre Skole, har allerede kontaktet Inge og Gert for at høre, om deres børn kan komme med på badeholdet efter sommerferien. Og forældrene til børnene i den nuværende badeklub håber også, at deres børn kan fortsætte. Hvem ved? Måske bliver den syngende flok flyverdragter endnu større næste år? Måske skal ungerne næste vinter slå to huller i isen hver fredag eftermiddag? Så langt kan næstformanden i badeklubben nu ikke tænke. Han glæder sig mest til næste fredag. »Så finder Inge nok ud af det andet«, siger Emil, mens de blå øjne glimter bag det lange lyse hår.