Scenen sættes foran publikum, der bagefter selv får en aktiv rolle: Trine på 32 år braser ind på skoleleder Svends kontor. Han vender sig om fra sin computer og ser, at Trine er alene.

»Hvor er Keld?« spørger Svend.

»Han kommer vel som sædvanlig for sent«, svarer hun bebrejdende.

Unge Trine deler funktionen som klasselærer for 2. klasse med 56-årige Keld. De startede klassen sammen sidste år, men har fundet ud af, at de ser meget forskelligt på en række områder. For eksempel vil Trine have, at de mødes fast tre gange om ugen for at forberede undervisningen sammen og skriver et ugentligt nyhedsbrev til forældrene. Det synes Keld er for meget. En ting er de dog enige om. De vil mødes om deres samarbejde med skolens leder. Keld kommer stor-undskyldende ind ad døren og sætter sig. Svend har hørt Trine fortælle om deres problemer og vil nu høre Kelds version. »Vi gør det på den måde, at I taler hver for sig. Keld, du begynder, og Trine, du tier stille imens«, siger Svend. »Jeg lytter«, siger Trine kækt, mens Keld folder hænderne over hovedet. »Jeg har ikke noget særligt problem med det«, tøver han. Svend: »Kan du ikke se et problem?«Keld: »Jo, ellers sad vi ikke her. Vi ser forskelligt på det«. Svend: »Kan du give et eksempel?« Keld: »Jeg vil gerne have ro og give lektier for. Det vil Trine ikke. Det er nok noget med, at hun er ny«. Trine reagerer med et højlydt fnis. »Nu må du forholde dig roligt«, beordrer Svend og beder Keld fortsætte. »Da jeg kom ind i klassen den anden dag, var alle bordene væk. Der er lidt for meget hokuspokus over det, Trine laver. Vi var enige i starten, men pludselig rykker hun i en eksotisk retning«. Trine håner Keld med himmelvendte øjne, mens Svend konstaterer, at uenigheden går på den pædagogiske linje, og giver ordet til Trine. »Keld vil belære mig og er slet ikke åben over for andre måder at undervise på. Han kalder det hokuspokus, når eleverne ligger ned, mens de skriver. Jeg synes ellers, det er videnskabeligt bevist, at der er forskellige måder at lære at skrive på, og jeg finder mig ikke i at blive kaldt hokuspokus. Der er heller ingen mening i, at børn i 2. klasse skal have to sider lektier for i matematik«, tordner hun.

Trine gider ikke Keld

Der bliver sat en stopper for scenen. Nu er det publikums tur til at give deres besyv med. De deltager i kurset »Udvikling af samarbejdet mellem tillidsrepræsentant, sikkerhedsrepræsentant og leder«, hvor de over to dage på DLF's kursusejendom Skarrildhus arbejder med konflikthåndtering og voldspolitik. Skuespillerne Mai Oulund og Henrik Ipsen har med rollespillet lagt op til debat sammen med Svend Krogsgaard Jensen, der i det virkelige liv er skoleleder på Hasselager Skole i Århus. Eksemplet med Trine og Keld stammer dog ikke fra hans skole. Målet er heller ikke at diskutere, om han griber konflikten rigtigt an, men at se på relationerne mellem lærerne. »Trine gider ikke Keld. Det signalerer hun med hovedrysten, himmelvendte øjne og opgivende kropsholdning, når han taler«, lyder et bud fra en kvinde. »Begge lærere er sikre på, at de har skolelederens sympati«, mener en anden. »Jeg ser en Keld, som fysisk er helt ude på kanten med sin tilbagelænede attitude«, siger en tredje. »Det er lige i overkanten, at Trine råflirter med skolelederen, mens Keld taler«. I løbet af eftermiddagen spiller de to skuespillere seks dilemmaer. Hver gang deltager en kursist i rollen som skoleleder, sikkerhedsrepræsentant eller tillidsmand. Men det er svært for publikum kun at forholde sig til relationerne mellem deltagerne på scenen. De vil så gerne give gode råd om, hvad de burde have gjort. »Det er svært for lærere at lade være med at tænke over, hvad der er rigtigt og forkert. Men hvis man skal lære at håndtere konflikter, er det vigtigt at se på, hvad det gør ved den ene part, at den anden siger sådan og sådan. Det handler om måden at kommunikere på. Hvad fremmer og hvad hæmmer dialogen?« siger Jakob Munk Jensen, der leder rollespillene. Til hverdag er han konsulent i DLF, hvor han rådgiver om psykisk arbejdsmiljø. Han har en fortid som lærer og er uddannet terapeut fra Kempler Instituttet. »Uløste konflikter tapper energi. De skaber både usikkerhed og en dårlig stemning på arbejdspladsen. Samtidig er de positive, fordi det indeholder dynamik, at nogle vil hver sin vej. Derfor er det interessant at bruge tid på at tale om, hvordan man går til konflikter på en hensigtsmæssig måde«.

50 procent ansvar

De værste konflikter opstår, når to kulturer mødes, for eksempel som Trine og Keld, der har hver sin holdning til, hvordan undervisning skal foregå. »De skal ikke nødvendigvis blive enige. Det handler heller ikke om, at den ene har mere ret end den anden. De skal respektere hinandens synspunkter og spørge ind til, hvad den anden mener«, siger Jakob Munk. Problemet er, at konflikten hurtigt ender i en indgroet vane om, hvordan modparten er. »Det bliver fuldstændig forudsigeligt, hvad den anden siger: 'Det forslag har vi hørt før', lyder automatsvaret, og ikke: 'Hvad er baggrunden for, at han stiller det forslag igen?'« To kolleger i et team har altid hver 50 procent af ansvaret for deres relation, fremhæver Jakob Munk. Derfor skal skolelederen ikke være overdommer og placere et hovedansvar for konflikten hos hverken Trine eller Keld. Han skal få dem til at fungere sammen. Det gælder om at gøre konflikten så lille og konkret som muligt. »Skolelederen skal ikke feje konflikten ind under gulvtæppet, men finde frem til kerneproblemet og holde fast i det«, siger Jakob Munk og bruger en konflikttrappe til at vise, hvad der sker, når konflikter forbliver uløste: På det nederste trin er to lærere uenige. Hvis de ikke evner at lytte til hinanden, går de et trin op og gør den anden til hovedårsagen til konflikten. Hvis de også tillægger den anden motiver, han ikke har, kommer de op på trin tre, hvor det ikke er ualmindeligt at inddrage gamle episoder.

Trap op eller ned

På trin fire taler de to lærere ikke længere med hinanden, og på trin fem skaber de fjendebilleder om hinanden over for kollegerne: »Du skal være tilbageholdende, for hun er altså sådan og sådan«. På trin seks er der åben fjendtlighed. Her kan man ikke være på skolen uden at tage den enes eller den andens parti. På syvende og øverste trin vil man helst have den anden væk fra skolen. Kan man ikke det, bruger man energi på at bekræfte hinanden i, hvor umulig den anden er. »Begge parter har hele tiden mulighed for at trappe konflikten op eller ned. Man kan ikke lave om på sin kollega, men ved at møde ham på en anden måde kan man håbe, at man selv bliver mødt anderledes«, siger Jakob Munk og råder kursisterne til at arbejde med deres egen måde at reagere på, når de bliver udsat for kritik. »Nogle giver igen af samme mønt, andre bider ubehaget i sig og går. De færreste bliver stående. Det er også svært, men hvis I vil agere professionelt, så lyt til kritikken og tænk på, at I har et fælles problem. At det er en måde at tale om det på«, siger Jakob Munk.