Psykisk sygdom i familien berører mellem to og fire elever i hver eneste skoleklasse. Men i Maj Kalfods 2. klasse på Nørrebro i København sidder der flere end blot fire elever, der har nogen tæt på sig, der enten er eller har været syge, vurderer hun.

»Flere har oplevet, at deres forældre var stressede eller deprimerede i en periode. Nogle har det bedre igen. Men når en bedstefar er indlagt med jævne mellemrum, eller en halvsøster er syg, så er det jo også noget, der påvirker«, siger Maj Kalfod, der har været lærer i ni år, de seneste to på Guldberg Skole i København.

Psykolog: lærere er bange for at tale om psykisk sygdom med eleverne

For nylig afprøvede hun undervisningsmaterialet »Snak om det« fra Psykiatrifonden, der handler om psykisk sygdom og er målrettet elever i indskolingen og på mellemtrinnet.

»Det var forbløffende, hvor meget eleverne fortalte og havde brug for at snakke. Jeg føler, at jeg ved utrolig meget nu - nok også mere, end forældrene ved, jeg gør. En af pigerne forklarede hele klassen, hvordan en af hendes forældre pludselig glemte ting, at hun var bekymret, og hvordan det var svært at komme i skole«, fortæller Maj Kalfod.

Hvad svarer man?

Men psykisk sygdom er ikke ligefrem et nemt emne at tage op i en 2. klasse.

»Man vil ikke risikere at udstille nogen eller gøre nogen kede af det. Man kan også være bange for, at nogen vil føle, at det snakker læreren kun om, fordi min far har det sådan. Hun prøver at pakke det ind, men det er mig og min familie, der er noget galt med«, eksemplificerer Maj Kalfod. Desuden kan mange af de spørgsmål, der dukker op, være svære at svare på, så en på otte år forstår det:

»Hvorfor kan man ikke bare blive glad? Min far er stresset, fordi han arbejder meget, siger du. Men kan han ikke bare lade være med at arbejde så meget? Her kan jeg da godt blive i tvivl om, hvorvidt jeg nu får givet de rigtige svar. Jeg er jo ikke psykolog«, siger Maj Kalfod og uddyber sit dilemma:

»Det må ikke være farligt at snakke om. Men det er heller ikke så simpelt. Jeg vil gerne have nogle nuancer med, men hvordan gør man det i en 2. klasse? Jeg kan mærke, at nogle taler meget med deres forældre om de her ting, mens andre har den opdragelse, at psykisk syge, det er de skøre - eller dem, vi er bange for«.

Ingen bagage fra uddannelse

I en undersøgelse, som Psykiatrifonden har foretaget blandt 549 lærere, svarer halvdelen af lærerne, at de kun »i nogen grad« føler sig rustet til at tale om psykisk sygdom med klassen. På samme måde synes Maj Kalfod også, at hun har manglet nogle faglige greb.

»Jeg følte mig i hvert fald ikke klædt på med min uddannelse. Jeg synes, der er meget lidt fokus i det hele taget på forældresamarbejdet på læreruddannelsen. Især på det med at have det svært derhjemme, i forhold til hvor meget jeg oplever, at det fylder i hverdagen«, siger hun.

Om man kan snakke med sine elever om det, der er svært derhjemme, kommer til at afhænge meget af ens person, mener Maj Kalfod.

»Jeg føler, jeg gør noget. Men jeg ved ikke, om det er rigtigt, det, jeg gør. Jeg tror, at det er godt, at man taler om tingene. Men det er mere en synsning, end det er en egentlig professionel tilgang«.

Hvor sidder følelserne henne?

Undervisningsmaterialet fra Psykiatrifonden er bygget op omkring nogle tegne- og interviewfilm samt nogle øvelser om henholdsvis angst, depression, posttraumatisk stresssyndrom (PTSD), alkohol og skænderier i familien. Flere af øvelserne imødekommer, at børn ifølge Psykiatrifondens psykolog Charlotte Diamant vil have lettere ved at tegne eller »gøre« en situation frem for at beskrive den med ord.

Maj Kalfod lod da også sine elever tegne en redningskrans og de mennesker, der ville kunne hjælpe dem, hvis de havde brug for det. På smartboardet tegnede hun selv en mand og bad eleverne hjælpe hende med at placere følelserne på kroppen.

»Nogle sagde, at følelserne sidder i hjertet, og nogle sagde i hjernen, men så var der også en, der sagde: Nej, jeg kan da mærke i maven, hvis jeg er ked af det. Den med vreden var også lidt sjov. Nogle kom let til at græde, når de blev vrede. En sagde, at hans ansigt krummede sig sammen, mens mange kunne genkende at få sved i hænderne«, fortæller Maj Kalfod.

Materialet optog eleverne, og det var med Maj Kalfods formulering rigtig rart at have materialets historier at tage udgangspunkt i, så det ikke kom for tæt på nogen i begyndelsen.

Forældresamarbejdet skal fungere

Men Maj Kalfod fortæller samtidig, hvordan man som lærer ikke kan undgå at gøre sig nogle tanker om, hvordan skole-hjem-samarbejdet vil blive påvirket af, at man beder eleverne fortælle om noget, der i nogle familiers øjne helst fortjener privatlivets fred.

»Man kan godt være bange for, at man blander sig i noget, som forældrene ikke synes, man skal. Hvis man nu får sagt noget eller åbnet for noget, som forældrene ikke synes, der skal snakkes om: Hvordan bliver samarbejdet så videre frem?« spørger hun retorisk.

Det er jo meningen, at alle elever skal kunne blive ved med at gå i klassen. En bekymret lærer, der stiller mange spørgsmål, kan blive opfattet som en del af systemet og dermed en trussel i nogle familier, mener Maj Kalfod: »Jeg har oplevet det, og det endte med, at eleven skiftede skole«, siger hun.

Ifølge Psykiatrifondens undersøgelse føler lærerne sig dog generelt en smule bedre klædt på til at tale med forældrene om børnenes mistrivsel end med eleverne om psykisk sygdom. Psykolog Charlotte Diamant har et bud på, hvad det kan skyldes:

»Det er altid nemmere at være fagperson og ekspert over for forældrene, for de enkelte elever har man jo styr på. Man ser dem hver dag og kender dem, synes man. Men når man står ene over for hele elevflokken og skal snakke om psykisk sygdom, så er man ikke længere på hjemmebane«, siger hun.

Når din datter bliver hjemme

Maj Kalfod oplever som flertallet af lærerne i Psykiatrifondens undersøgelse, at det påvirker både elevernes sociale relationer, deres koncentration og indlæring negativt, når nogen derhjemme ikke har det godt.

»Det påvirker også fraværsmæssigt. Men det hele hænger selvfølgelig sammen. Hvis man ikke har det godt med de andre, så er det rigtig svært at lære noget, og hvis man er megabekymret for sin mor eller far derhjemme, så er det svært at være til stede herovre«, siger hun.

Der er dog stor forskel på at være lille og større elev med en psykisk syg forælder derhjemme. Maj Kalfod har tidligere arbejdet som lærer i udskolingen, hvor forældrekontakten var mere begrænset og hendes viden om, hvad der foregik derhjemme, derfor også mindre. De større elever er også langt mere opmærksomme på at skulle fremstå normale.

»Psykisk sygdom er på det tidspunkt blevet noget flovt. Jeg tror, det er nemmere at starte en 'snak om det'-kultur hos de små«, siger Maj Kalfod.

Hun fortæller, hvor svært en større elev havde det i skolen, da hun begyndte at tage ansvar for en masse derhjemme. I det tilfælde var det også svært for forældrene at forstå, at pigen havde en grund til at pjække. »Ja, når din datter bliver hjemme, så er det faktisk for at passe på dig«, siger Maj Kalfod.

En folder til forældrene

Det er knap halvdelen af lærerne i Psykiatrifondens spørgeskemaundersøgelse, der oplever, at andelen af elever, der er triste, ensomme eller har lavt selvværd på grund af psykisk sygdom hos forældrene, er stigende.

Maj Kalfod kunne godt tænke sig, at Psykiatrifonden i forlængelse af sit undervisningsmateriale også udgav en folder til forældre og skoleledere, når nu der er tal, der peger på et voksende problem.

»Det ville ligesom legitimere snakken noget mere, så det ikke bliver sådan, at det bare er Maj, der synes, det er spændende, det med psykisk sygdom«, slutter hun.