Debat
Det er billigere at tage på skiferie i uge 5, men skolen har kun har åbent 200 dage om året.
Foto: gettyimages/alex57111
Lærerne står med ekstraopgaven, når forældre vælger ferier frem for skolegang
Det sender et signal om, at skolen ikke prioriteres højt, skriver formanden for Skolelederforeningen.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.
For at kunne
lave den bedste folkeskole er vi helt afhængige af, at eleverne møder op. Så
når jeg bliver spurgt, om et højt fravær blandt danske skoleelever er et
problem, kan jeg kun svare ja.
Det er en af
folkeskolens helt store styrker, at eleverne er en del af et fællesskab, og et
højt elevfravær påvirker ikke kun den enkelte elev, men hele klassen, lærerne
og skolen som helhed. Derfor bekymrer det mig naturligvis, at fraværet er
stigende.
Men lige så
klare konsekvenserne er, lige så komplekse problemer kan være årsag til, at
elever ikke kommer i skole. Og vi er nødt til at skelne mellem de forskellige
årsager.
Desværre ser
vi en stigning i længerevarende fravær forårsaget af mistrivsel. Jeg ved, at
der overalt i landet bliver iværksat forskellige initiativer for at forebygge
og imødekomme skolevægring, men jeg oplever også, at skoler ofte står alene med
ansvaret, mens den nødvendige støtte fra eksterne instanser som PPR (Pædagogisk
Psykologisk Rådgivning) og socialforvaltningen ikke følger med, da de også er
pressede. Det er trist for alle og en uholdbar situation, der kræver politisk
handling.
200 dage om året
Til gengæld
ser vi også børn, der bliver taget ud af skolen, fordi de skal på ferie.
Selvfølgelig forstår jeg de økonomiske overvejelser – det er billigere at tage
på skiferie i uge 5 end i uge 7 – men det er vigtigt at huske, at skolen kun
har åbent 200 dage om året. Når forældre vælger ferier frem for skolegang,
sender det et signal om, at skolen ikke prioriteres højt. Det er et signal, vi
som samfund ikke har råd til at sende, og det er vigtigt at huske, at alt
fravær har en betydning. Også selv om det er kortere tid.
Fagligt
betyder fraværet, at de berørte elever falder bagud. Lærerne skal konstant
samle op og tilpasse undervisningen for at hjælpe de fraværende elever tilbage
på sporet. Det går ud over tempoet og kvaliteten for resten af klassen. Skolen
bliver presset på både resurser og resultater.
Fraværet
skader også klassefællesskabet. Klassekammeraterne kan opfatte de fraværende
som upålidelige deltagere i gruppearbejde eller sociale aktiviteter. Det skaber
en negativ dynamik, der svækker trivsel og sammenhold. Derudover giver det
skolen en administrativ byrde at monitorere fravær og kommunikere med forældre.
Skolen er vigtig
Som forældre
bør man prioritere børnenes skolegang og undgå fravær, der ikke er absolut
nødvendigt.
Lad os
sammen signalere, at skolen er vigtig. Skolen er mere end et sted for faglig
læring. Den er et fællesskab, der former vores børn og deres fremtid. Højt
fravær underminerer dette fællesskab – og det må vi ikke acceptere.
Deltag i debatten - send dit indlæg på 400-600 ord til debat@folkeskolen.dk