Eleverne ved, hvem der er gode til at spille fodbold, og hvem der har svært ved at læse, så man kan lige så godt være åben om det, anbefaler Lone Tøttrup Christensen.

“I min klasse taler vi om, hvad vi er gode til, og hvad vi har svært ved. Vi gør det på en respektfuld måde, så børnene lærer, at selv om man har svært ved noget, kan man være god til noget andet”, siger klasselæreren i 1.a på Gl. Rye Skole vest for Skanderborg.

Hun oplever sjældent, at eleverne bruger svaghederne mod hinanden. Tværtimod.

“Vi har lige arbejdet med læseteater. Her var jeg åben om, at Søren kun fik tre replikker, fordi han øver sig i at læse, så da han læste replikkerne op, begyndte en pige at klappe. Det er vigtigt, at børnene anerkender hinanden”, siger Lone Tøttrup.

Hun blev uddannet i 2011 og nåede at tage linjefag i specialpædagogik, inden det to år senere blev afskaffet. Nu ligger det i oplægget til en ny læreruddannelse, at faget genindføres. Lone Tøttrup har blandt andet med sig, hvad elevernes narrativer om sig selv betyder for deres selvopfattelse.

“Bliver selvopfattelsen, at jeg er dårlig til at læse, eller bliver den, at jeg er god til at finde på lege i frikvartererne? Jeg forsøger at styrke børnene ved at gøre dem bevidste om det, de godt kan, og når en urolig elev ikke kan være stille i de fem minutter, vi har fuldstændig madro, siger jeg: ‘Vi ved godt, det er svært for dig at være stille, men du gør det, så godt du kan’. Så bliver det tydeligt, at han øver sig”.

Som nyuddannet fik Lone Tøttrup job i en specialklasse, men efter syv år følte hun behov for at prøve almenområdet af. Blandt andet fordi hun ville være bedre til at vejlede kolleger.

“I specialklassen arbejdede vi på at få eleverne ind i almenundervisningen, men det var ikke nemt for lærerne at følge mine råd om, hvordan de kunne inkludere en elev. Det er betydeligt lettere at etablere belønningssystemer, være konsekvent og give positiv respons, når man er to lærere til blot otte elever, så jeg havde brug for at opleve, hvor presset man er i en almenklasse”.

Sørger for at sige hej først

Serie/Mission inklusion

Trods ti års inklusionsarbejde, et eftersyn og en række anbefalinger er inklusionsopgaven fortsat en alt for stor mundfuld for folkeskolen. Fagbladet Folkeskolen undersøger i en artikelserie, hvad god inklusion kræver, og vi besøger skoler, som har fundet lokale løsninger på en national udfordring.

På linjefaget lærte Lone Tøttrup om ADHD og autisme, og hvilke typer børn i vanskeligheder man ellers kan møde i skolen.

“Vi lærte også om strukturer, og hvordan man etablerer dem, så jeg fik en viden om, hvad børn med særlige behov har brug for. Men i min fjerdeårspraktik gik det op for mig, at børn med ADHD ikke er ens. Det er ikke sikkert, at visuelle støttesystemer virker på alle”, siger Lone Tøttrup, som var i praktik i den specialklasse, hun senere fik job i.

Hun kalder praktikken uundværlig.

“Jeg fandt hurtigt ud af, hvor vigtigt relationsarbejdet er. Hvis du vinder elevernes tillid, kan du nå så meget mere, men børn med særlige behov er ikke altid stødt på voksne, som vil dem det godt, så jeg var nysgerrig efter, hvordan jeg kunne blive bedre til at vinde deres tillid”.

Det er først nu, at eleverne i 1.a er trygge ved deres klasselærer.

“Det tager tid at lære børn at kende, og med nogle tager det længere tid end med andre. Jeg prøver at være oprigtig interesseret i det, eleverne fortæller mig, også selv om det måske ikke er det mest spændende at høre om, at deres kanin er syg. Jeg sørger også for at sige hej først, når jeg møder den opmærksomhedskrævende elev på gangen, og jeg giver et kram og holder i hånd, når en elev har brug for omsorg. Men mine grænser er stadig tydelige, så når jeg siger nej, ved eleverne, at jeg mener nej. Men jeg ser dem, og de oplever, at jeg kan lide dem”.

Tydelighed er vigtigt for alle

Efter ti år som lærer er det svært for Lone Tøttrup at skelne mellem, hvilke redskaber hun bruger fra linjefaget, og hvilke der bygger på hendes syvårige erfaring som speciallærer.

Organisationer bakker op om specialpædagogik

“Linjefaget var en god uddannelse, men i dag trækker jeg klart på min erfaring. For eksempel om, hvor vigtigt det er at være ekstremt tydelig om, hvad eleverne skal. Da jeg begyndte i almenområdet, var jeg optaget af at finde et støttesystem til den enkelte elev i vanskeligheder. Nu breder jeg støttesystemet ud til hele klassen, så alle ved, hvad de skal lave, hvorfor de skal lave det, i hvor lang tid de skal lave det, hvem de skal være sammen med, og hvad de skal, når de er færdige”.

Lone Tøttrup er også tydelig over for forældrene om, hvad der går godt, og hvad der udfordrer. For eksempel hvis en elev er udadreagerende og er ved at blive udredt.

Et redskab til at styrke inklusionen

“Så aftaler jeg med elevens forældre, at jeg må skrive det ud til de andre forældre i klassen, for det giver mindre mistro og mindre ‘Jeg har også hørt ...’. De andre forældre accepterer, at eleven skal være i klassen, når man fortæller, at man arbejder på at klare de udfordringer, det giver”.

Det er en god ide igen at gøre specialpædagogik til et fag på læreruddannelsen, mener Lone Tøttrup.

“De studerende vil komme ud med en teoretisk viden og forståelse for børn med særlige behov, som vil gøre dem bedre kvalificerede til at arbejde med inklusion. Men hvis det virkelig skal batte, skal de først arbejde i specialundervisning. Jeg havde i hvert fald ikke brugt min viden fra linjefaget lige så godt i dag, hvis jeg alene havde undervist almenklasser”, vurderer hun og advokerer for, at det bliver obligatorisk for alle lærerstuderende at komme i praktik i specialundervisning.

“Der er elever med særlige behov i alle klasser, men det er endnu tydeligere i en specialklasse, at de har brug for strukturer og støttesystemer”, siger Lone Tøttrup.