Pisa er ikke videnskab, men bare en test af 15-årige skoleelevers faglige færdigheder tilsat en primitiv spørgeskemaundersøgelse. Det mener forskningsprofessor ved Danmarks Pædagogiske Universitet, Erik Jørgen Hansen.

Han har gennem et langt arbejdsliv forsket i uddannelse, og han er anfægtet: Pisa har i den grad sat skolepolitisk dagsorden, men på et tyndt grundlag.

»Man kan ikke sidde roligt og se på, at politikere springer rundt og siger, at Pisa viser det og det, og at der er det og det i vejen i folkeskolen«, siger han.

»Man må gøre opmærksom på, at vi her har at gøre med en stor mængde tal, nærmest en flodbølge af tal, som ikke er sat ind i en sammenhæng, og som der ikke er blevet tænkt over, men som bliver brugt uddannelsespolitisk alligevel«.

Tal er et slagkraftigt våben for politikere, påpeger Erik Jørgen Hansen. Mange bruger undersøgelser som Pisa til at fremme egne politiske mål som indførelse af obligatoriske test og nationale trinmål.

De legitimerer sig med, at Pisa er videnskab, for det siger Pisa-forskerne selv, at Pisa er. Men Pisa har ikke noget med videnskab at gøre, understreger Erik Jørgen Hansen.

»Pisa kan bruges til hvad som helst, fordi der er katastrofale huller i det teoretiske grundlag, og metodemæssigt er rapporterne fyldt med sjusk og mangel på omhu«.

»Hvis det havde været en videnskabelig undersøgelse, ville der have været en teori om forskellene på landenes uddannelsessystemer. De er jo hver især et produkt af en historisk udvikling og af de aktuelle økonomiske og sociale forhold i landet. Men sådan en teori er der ikke«.

Rangordningen er meningsløs

En teoretisk fundering ville også have betydet, at forfatterne på forhånd havde kunnet opstille hypoteser om, at de finske elever nok ville komme til at ligge der og der, de danske der og der og de australske der og der og forklare hvorfor, siger Hansen.

Nu står der kun en nøgen rangliste tilbage, og politikerne reagerer i panik med ugennemtænkte reformer. De spørger end ikke lærerne til råds, undrer Erik Jørgen Hansen sig.

»Det er metodemæssigt og teoretisk katastrofalt, at man rangordner uddannelsessystemer ud fra en test. Det er meningsløst. Der er ikke engang en reflektering i rapporterne omkring det«.

Den manglende refleksion giver flere mærkværdige udslag, påpeger Erik Jørgen Hansen. For eksempel klarer danske elever sig bedre end svenske og norske i testen problemløsning. Det skulle så ifølge Pisa betyde, at danske unge er bedre forberedt til arbejdsmarkedet i det 21. århundrede end de unge i broderlandene. Norge ligger endda under OECD-gennemsnittet.

»Tror man virkelig på, at Norges og Sveriges 15-årige er mindre forberedt på fremtidens arbejdsmarked end de danske?«

Og desuden, tilføjer han: Hvordan kan Pisa-folkene så skråsikkert sige, hvad der skal til for at klare sig på fremtidens arbejdsmarked, endda uden teoretisk begrundelse, når nu sociologer og økonomer ikke kan blive enige om, hvilken vej arbejdsmarkedet vil bevæge sig?

»Betyder det, at de har været så geniale, at de pludselig ved, hvilke færdigheder der er brug for i det 21. århundrede?«

Hansen giver et andet eksempel på manglende omtanke fra Pisa-folkene: Den første Pisa-rapport fra 2000 viser, at den sociale arv slår stærkere igennem i Danmark end i de andre nordiske lande.

»Det stemmer bare ikke overens med andre statistikker og undersøgelser af social arv«, minder forskningsprofessoren om

Når tal taler usandt

Når det drejer sig om, hvor mange unge fra uddannelsesfremmede hjem der tager en lang videregående uddannelse, er der ingen forskel på de nordiske lande. Men Pisa 2000 viste, at 31 procent af de finske mødre kun har en grundskoleuddannelse. Det tilsvarende tal for danske mødre er 23 procent. Og kun 27 procent af de finske mødre har en uddannelse af mere end to års varighed, mens det tilsvarende danske tal er 44 procent.

»De tal er helt ude i skoven, men ingen funderede tilsyneladende over den tabel og sagde til sig selv: Det passer jo ikke med anden OECD-statistik«.

»Det firma i Australien, der leder det internationale Pisa-konsortium, har besluttet, at den slags spørgsmål om elevernes baggrund skal med. Derefter sidder nogen og tabulerer og beregner. Men igen: Ingen sætter sig åbenbart ned og bruger deres almindelige kontrol og siger: Der er da noget her, der ikke stemmer«.

Derimod rejste de hjemlige Pisa-folk land og rige rundt og fortalte om, hvor gode de finske elever var til at læse og regne, selv om deres mødre var så dårligt uddannede.

Det finske skolesystem måtte være fremragende til at bryde den negative sociale arv, sagde de, og den danske folkeskoles ringere evne til at bryde den sociale arv blev et varmt politisk emne.

Når tal er upålidelige

Den næste Pisa-undersøgelse, Pisa 2003, viser imidlertid helt andre tal. Nu har pludselig kun 17 procent af de finske mødre en grundskoleuddannelse, mens hele 58 procent har en videregående uddannelse på over to år. De tilsvarende danske tal er 18 procent og 50 procent.

I 2003-rapporten er det nu føjet ind, at det er usikkert, om eleverne giver korrekte oplysninger om deres forældres uddannelse og stilling.

»Men det hjælper ikke med sådanne besværgelser, hvor man siger, at der er usikkerhed, når man ikke lader rapporten præge af, at det i virkeligheden måske er halvinvalide oplysninger, man har«.

Statistik, der ikke er sat ind i en sammenhæng, og som ikke er teoretisk funderet, er dødsensfarlig, fastslår Erik Jørgen Hansen, der er cand.polit. af uddannelse. Den slags kan køre politiske reformer af sporet.

»Datamaskinerne spyr tal ud, men mange forskere besidder ikke den nødvendige almindelige ræsonneren. Der er mange, man ikke skal give lov til at arbejde med tal«, siger han.

Han kalder Pisa en »flodbølge af ufortolkede talrækker«. Der findes en videnskabsteoretisk term for den slags: Abstrakt empirisme.

Begrebet er opfundet af den amerikanske sociolog Wright Mills, som forsøgte at stille spørgsmål ved værdien af de mange statistiske undersøgelser, der begyndte at strømme ud over USA i tiden efter Anden Verdenskrig.

Når tal svæver frit i luften

Abstrakt empirisme er kendetegnet ved, at tal og statistik hverken er substantielt eller teoretisk funderet. De er frit svævende.

»Hvis man skal sige det lidt farverigt, er Pisa som Kejserens nye klæder: Forskere går rundt og får et helt lands politikere og en stor del af medierne og en stor del af befolkningen til at tro, at man ved hjælp af sådan nogle internationale test kan fortælle, hvor god eller dårlig den danske folkeskole er. Når man tænker det igennem, er det jo totalt absurd«, siger Erik Jørgen Hansen.

»Det ville ikke have været så betænkeligt, hvis det havde haft status af et eksperiment, hvor nogle forskere afprøvede, om man kunne måle elevers færdigheder på den måde. Men det er jo slet ikke dét. Det er jo en maskine, der kører frem og så fortæller, at det land er så meget bedre end det andet«.

»Det, jeg kunne håbe på, var, at vi fik udbredt den kritiske ræsonneren så meget, at politikere ikke sprællede, hver gang der kom et tal«.

Allerbedst ville det dog være helt at standse Pisa, mener Erik Jørgen Hansen, og i stedet bruge pengene på for eksempel klasserumsforskning. Pisa 2000, 2003 og 2006 har foreløbig kostet den danske stat 24 millioner kroner.

jvolsen@dlf.org

Erik Jørgen Hansen er blandt andet kendt for sin undersøgelse af, hvor 3.000 unge, der gik i 7. klasse i 1968, var endt uddannelsesmæssigt og erhvervsmæssigt i 1992.

Han er cand.polit. fra 1963, derpå forskningsassistent og forskningsleder ved Socialforskningsinstituttet til 1999, da han blev forskningsprofessor ved Danmarks Lærerhøjskole. Nu er han forskningsprofessor ved Danmarks Pædagogiske Universitet. Han har skrevet et hav af bøger. Her er det relevant at nævne »Et sociologisk værktøj introduktion til den kvantitative metode« fra 2000, som han har skrevet sammen med Bjarne Hjorth Andersen, og »Uddannelsessystemerne i sociologisk perspektiv« fra 2003, begge udgivet af Hans Reitzels Forlag. I »Dansk Pædagogisk Tidsskrift« nummer 1/2005 har Erik Jørgen Hansen også en artikel om Pisa.