Studerende i praktik er meget sårbare, når de skal ind til en vejledningstime. Praktiklærerne skal vide, at de borer i de studerendes kød og blod. Derfor kan lærerne på de otte praktikskoler under Aalborg Seminarium ikke længere nøjes med at sætte sig behageligt til rette med en kop kaffe og slåørerne ud, når de skal gøre sig klar til et nyt hold studerende.

Tidligere kom der en lektor fra seminariet ud på skolerne og fortalte i generelle vendinger om det forestående praktikforløb. Sådan foregår det ikke længere. Seminariet har ændret kurserne for praktiklærere efter kritik fra de studerende, så nu skal de knap 500 praktiklærere selv være aktive for at kunne blive bedre vejledere.

- Det er vigtigt, at praktiklærerne udtrykker deres kritik på den rigtige måde, og det har de ikke været gode til, siger Mette Bay Velling. Hun studerer til lærer på andet år og repræsenterer de studerende i den gruppe, der koordinerer det fireårige udviklingsprojekt for praktiklærerne i Aalborg.

Projektet er helt i tråd med forslaget til en ny lov om uddannelse af lærere til folkeskolen. Bemærkningerne til forslaget lægger op til, at praktiklærerne skal være bedre - uden dog at komme ind på, hvordan opgaven bør gribes an. Praktikleder Per Munch fra Aalborg Seminarium er ikke i tvivl.

- I stedet for at holde foredrag for lærerne, skal vi bruge deres erfaringer og tage udgangspunkt i det, de føler behov for at vide noget mere om. For eksempel fandt jeg hurtigt ud af, at mange lærere synes, at de har svært ved at tackle vejledningstimerne, siger Per Munch, der blev praktikleder på seminariet for et par år siden. Dengang arrangerede seminariet også kurser for praktiklærere, men ifølge Per Munch var de alt for teoretiske. Derfor kunne lærerne roligt sætte sig mageligt til rette med kaffen inden for rækkevidde.

- Hvis vi skal hjælpe folkeskolens lærere til at blive bedre vejledere, bliver de nødt til at lægge både krop og følelser til. Det er ikke nok, at vi formidler verbalt. Vi kan heller ikke satse på, at lærerne bliver bedre vejledere med tiden, det viser den kritik, de studerende har givet mange af praktiklærerne gennem årene, siger Per Munch.

- Vi har brugt en masse tid på at fortælle, hvad lærerne ikke skal gøre, når de vejleder de studerende. Nu prøver vi at lade dem øve sig på de studerende, så de kan opleve, hvordan de bør gribe vejledningen an, fortæller lektor Niels Jægerum fra Aalborg Seminarium.

Lærerne på flere af de otte praktikskoler i Aalborg blev rykket op af stolene og fik brug for både krop og følelser, da de skulle optræde i rollespil om vejledning forud for dette års praktik. Spillene bygger på virkelige hændelser, og rollelisten består af en studerende og to praktiklærere. Den studerende spiller studerende i praktik, den ene praktiklærer spørger ind til en bestemt episode i praktikken, mens den anden praktiklærer iagttager vejledningen.

Hændelsen kan stamme fra en studerende, der ikke kunne få eleverne til at forstå en matematikopgave. Eller måske blev den studerende vred og skældte ud, fordi en af eleverne kastede et viskelæder efter ham. Reagerede han på den rigtige måde?

Undervejs i rollespillet skal den iagttagende praktiklærer lægge mærke til, om det lykkes den anden praktiklærer at vejlede den studerende. Om hun får hende til at reflektere over undervisningen og komme med forslag til, hvad hun kan gøre anderledes en anden gang. Iagttageren lytter også til praktiklærerens stemmeføring og lægger mærke til kropssproget.

Lone Rosenbak fra Løvvangskolen i Nørresundby er en af de lærere, der har prøvet rollespillet. Efter den oplevelse har hun ikke problemer med at sætte sig ind i, hvordan de studerende har det forud for en vejledningstime.

- Det gibbede i mig, da jeg fik at vide, at en af mine kolleger skulle give kritik af min vejledning. Jeg var bange for at dumme mig eller at sige noget uoverlagt. Men det skal vi turde. De studerende skal ikke altid se os som perfekte lærere, siger Lone Rosenbak.

- Hvis de skal have noget ud af vejledningen, kan jeg ikke nøjes med at sige, at undervisningen da gik fint. Jeg skal være meget bevidst om, hvad jeg snakker med dem om i vejledningstimen, og jeg skal være klar over, at jeg spørger til deres hjertebørn, siger Lone Rosenbak.

Rollespillene har ogsåændret Mette Bay Vellings syn på praktikken.

- Her oplevede jeg praktiklæreren som én, der også skal lære noget. At hun er til for at hjælpe mig. Det var jeg blind for i min første praktik. Dengang betragtede jeg i højere grad praktiklæreren som en slags censor, siger Mette Bay Velling, der mener, at rollespillene har bragt hende i en mere ligeværdig position med praktiklærerne.

Lone Rosenbak lægger vægt på, at hun også kan bruge erfaringerne fra rollespillet i sit daglige arbejde som lærer, både over for kolleger og når hun evaluerer sine elever.

Det er vigtigt, at eleverne føler selvværd. Ellers kan jeg ikke lære dem noget, så jeg sørger altid for at sige noget positivt til dem, siger Lone Rosenbak og giver et andet eksempel:

- Tidligere rettede jeg elevernes opgaver ved at finde fejl, for eksempel ved at sætte en rød streg under ord, som de ikke havde stavet rigtigt i en diktat. Nu sætter jeg tegn ved alle de rigtige ord. Det sikrer, at eleverne får det indtryk, at de godt kan, samtidig med, at de kan se, at der stadig er noget, de skal arbejde videre med, siger Lone Rosenbak.

Praktikleder Per Munch har også lært noget af rollespillene. Især fordi han efter eget udsagn hører til den type, der taler meget.

- Jeg har fundet ud at, man ikke kun selv skal fortælle, når man vejleder, så nu prøver jeg i højere grad at holde min mund og lade de studerende komme til orde, siger han.

En tredjedel af lærerstyrken i Aalborg har fået hver seks Ø-timer til om året for at kunne deltage i kurset, som løber over fire år. Men der er ikke tale om en egentlig uddannelse, der forsyner deltagerne med etiketten 'praktiklærer'. Kurset forløber forskelligt fra skole til skole, og det er ikke afgjort på forhånd, hvad kurset skal indeholde år for år.

- Der er stor forskel på, hvordan lærerne vejleder de studerende. Nogle er godt rustede til at få dem til at reflektere over mødet med eleverne, fordi de er vant til at diskutere deres egen undervisning med kollegerne. Andre er mere usikre og går derfor ofte efter at finde fejl hos de studerende. Så vi er nødt til at lade kurserne tage udgangspunkt i den enkelte skole, siger Niels Jægerum og gætter på, at samtalekulturen spiller en stor rolle for, hvordan lærerne på den enkelte skole griber vejledningen an.

Per Munch betragter projektet som en form for skoleudvikling, fordi det gør 'hele skoler' i stand til at vejlede de studerende.

En uddannelse, der er ens for praktiklærere over hele landet, vil kun skabe nogle få formelt uddannede praktiklærere på de enkelte skoler, og de vil slet ikke kunne magte at vejlede samtlige studerende. Den situation vil vi gerne undgå. Derfor prøver vi ikke at ensrette vores kurser, men skolernes repræsentanter lytter da til hinanden, når de udveksler erfaringer i koordineringsgruppen bag udviklingsprojektet, siger Per Munch.

Erfaringerne skal ikke kun bruges, når der skal arrangeres kurser på de otte skoler i Aalborg. Under hele forløbet skriver koordineringsgruppen på et undervisningsmateriale om praktik, vejledning og supervision.

Henrik Stanek er freelancejournalist.

Det gibbede i mig, da jeg fik at vide, at en af mine kolleger skulle give kritik af min vejledning