Guide

5 tip til billig og pædagogisk indretning

Her får du specialkonsulent Ulla Kjærvang og viceskoleleder Kenneth Bach-Kristensens tip til at bruge genbrug og pædagogiske fif til at indrette skolens rum.

Offentliggjort Sidst opdateret

1. Ledelsesopgave. Det er ikke nok at gøre en eller et par lærere ansvarlige for det pædagogiske arbejde med skolens fysiske rammer. Som minimum skal der en ordentlig omgang ledelsesopbakning til også, ellers kommer det ikke til at leve på skolen.

2. Lys. Lys er en lidt overset indeklimaproblematik. Meget lys i skolerne er installeret for at opfylde krav i forhold til rengøring og ud fra en tanke om, at lokalerne skal bruges til undervisning. Med små midler kan man bruge lyset til at skabe en helt anden stemning i rummet og/eller et lys, der er bedre at læse og arbejde i.

3. Genbrug. Det er ikke sikkert, at det er nødvendigt at indrette med nye, dyre møbler. Genbrug er billigt, bæredygtigt og har yderligere den fordel, at eventuelle skadelige dampe allerede er "gasset af". Og så er de "pre-loved", så det er mindre vigtigt, om de får en ridse af børnenes behandling af dem.

4. Rum i rummet. Meget skolebyggeri er baseret på såkaldte åbne læringsmiljøer, og det er ikke altid ideelt. Tænk over, hvordan et stort rum kan afgrænses i mindre zoner, for eksempel med gardiner, skillevægge eller sågar gennem belysning. Det kan gøre en kæmpe forskel for relativt få midler.

5. Udeklima. Ofte finder man det bedste indeklima udenfor. Få rum fungerer lige godt på alle årstider. Overvej, om man med fordel kan rykke noget undervisning udenfor, hvis der er for varmt indenfor.