Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.

Vi har en regulær psykisk helsekrise blandt børn og unge i store dele af verden. 

I min nylige Anna Sethne æresforelæsning på OsloMet gav jeg nogle bud på, hvorfor en mild, langsom og mere "bærekraftig" pædagogik kan give flere børn og unge en oplevelse af at kunne være i, håndtere, mestre og drage omsorg for eget liv. 

Det kræver, som jeg ser det, at vi trækker styring og tempo ud af vores liv. Der er ikke i sig selv noget i vejen med tempo, men vi risikerer at køre for stærkt hen over børn og unges egne intentioner og interesser. Det skaber for lidt plads til samtale, fordybelse og mod til også at turde at sige, hvad man selv tænker.

Det er naturligvis muligt, at vi kan feje trivselsdebattens alarmerende tal væk ved at hævde, at vi blot taler for meget om problemerne, finder individuelle svar på kollektive problemer, at det mest af alt er et resultat af en forfejlet psykologisering, og i øvrigt bare skal lære folk at sige pyt og bide tænderne sammen, men ærligt talt: Det er for uambitiøst.

Færre buldozere og flere pædagogiske møder

Vi mangler ganske enkelt at undersøge pædagogisk-psykologiske svar på problemstillingen om psykisk helse og mistrivsel. Kan det fx være tilfældet, at en stærk diskurs om styring, målstyring, test, resultater og forudsigelighed i skolen og i pædagogikken har været med til at svække vores fornemmelse for uforudsigelige, det langsomme, det kreative og det milde, og at det har betydning for børn og unges oplevelse af mestring og trivsel? 

Dorothy Holland skrev i 1998, at den frihed, som kreativiteten og forestillingskraften repræsenterer, kan overkomme selv de mest barske, fysiske realiteter. Når vi således har vores frihed og vores oplevelse af at kunne handle, så er vi potentielt kreative. 

Jeg vil hævde, at svaret på børn og unges oplevelse af pres ikke blot er at mindske presset og indsætte nye krav om egenregulering og ”gør hvad du har lyst til”, men at det handler om at mødes i fælles anliggender og at have tid til fordybelse i disse. Det kræver, at vi tør sige ’nej’ og trække tempo ud af tiden for at være nærværende og respektfulde for det, der er. Det vil være reelt bærekraftigt, et ord, vi med fordel kan låne fra norsk. Det handler ikke altid om at være dygtig, men om at kunne bære livet med de kræfter, vi har sammen.

Alarm eller ej, så er det på høje tid, at vi besinder på et fælles ansvar for at skabe vilkår for et bedre skoleliv med færre ’bulldozere’ og flere betydningsfulde pædagogiske møder, der udvikler liv.

Deltag i debatten - send dit indlæg på 400-600 ord til debat@folkeskolen.dk