De sveder, pruster og hiver mere eller mindre efter vejret, mens klassekammeraten står stille smilende med stopuret. Et minut.

Step op og ned på en skammel er hårdt, og et minut kan være lang tid, når der står en ved siden af med et ur.

5.a på Hunderupskolen i Odense har matematik, og emnet er statistik og sandsynlighed. Ude på gangen arbejder man med »i form«. Eleverne hopper, sjipper, spiller kort og sammensætter bogstaver.

Antallet af hop, løft og step skrives på et ark papir, og så skal eleverne tegne søjlediagrammer og grafer.

»Nal, nad, nat, sål, såd, såt ...«, lyder det.

»Jeg synes altså, at der er gået for meget dansk i matematik nu, Janus«, siger en dreng med et lille grin, mens han flytter plasticmåtter med bogstaver rundt på gulvet.

Det hedder også værkstedsundervisning, og eleverne er delt op i fem grupper med hver sin aktivitet.

Opgaver, papirer, stopur og blyanter ligger i en kasse, og udenpå er alle kassens mulige aktiviteter beskrevet. Eleverne kan blot tage kassen og finde et sted at arbejde.

Faglig træning

Janus Madsen er matematiklærer for 5.a, og han holder af indimellem at bruge værkstedsundervisning med de materialer, som han og andre af skolens lærere har udarbejdet. Hunderupskolen har et helt værkstedsdepot med over hundrede undervisningsmaterialer, som er bygget op over de seneste ti år. Han er i øvrigt en af forfatterne bag matematiksystemet »Format«.

»Jeg har tit undret mig over, at værkstedsundervisning ikke er mere udbredt på mellemtrinnet og i udskolingen. Her kan eleverne overskue materialerne og er mere selvstændige i arbejdet, end de er i indskolingen, hvor flere bruger undervisningsformen«, siger Janus Madsen.

»Værkstedsundervisning er meget træningsbaseret. Eleverne lærer som udgangspunkt ikke noget nyt i værkstederne, men de får den faglige træning. Og måske har de allermest brug for faglig træning i udskolingen lige op til afgangsprøven«.

Sanserne skal med

Janus Madsen besøgte i 1998 et par skoler i New Zealand, og det har inspireret ham til udarbejdelsen af værkstedskasserne. Her har han hentet en stor del af strukturen i værkstedsundervisningen, hvor eleverne i grupper arbejder med én aktivitet i et bestemt tidsrum for så at gå videre til en ny aktivitet. Undervejs følger læreren arbejdet og evaluerer eleverne.

Hvert værksted har flere niveauer, og når arbejdet i klassen begynder, har han delt eleverne op efter niveau. I 5.a i matematik er mange på niveau 3 og resten på niveau 2.

Det typiske forløb er, at de først arbejder med forskellige faglige områder i deres grundbog i to uger. Derefter får eleverne en prøve og bliver sat i grupper og værksteder. Det arbejder de også med et par uger.

»Eleverne bliver evalueret på alle faglige områder. Inden for et område er der for eksempel fem opgaver, og hvis de svarer rigtigt på alle fem, skal de arbejde med værkstedet på niveau 3. Har de to til fire rigtige svar, hører de til på niveau 2«, fortæller Janus Madsen.

Indimellem beder han også eleverne om at vurdere sig selv med en smiley. Her kan han for eksempel fange nogle med lavt selvværd.

»Man kan spørge, hvad de egentlig lærer ved at sjippe eller steppe. Jeg er ikke så vild med ordet 'læringsstile', men det er vigtigt, at eleverne prøver mange former for læring, og de husker bedre, når sanserne er med«, siger han.

Stop i tide

På gulvet i klasselokalet ligger en gruppe elever med en stak plasticmåtter med bogstaver på. De bygger ord på tre bogstaver, tæller, skriver ned og læser på værkstedskassens låg, hvad næste opgave er.

Janus kommer forbi og spørger, hvor mange forskellige kombinationer de har fået. Svaret er 36. Janus beder dem om at tegne tælletræet på tavlen, og ja, 36 er det rigtige svar.

Næste opgave er at finde de rigtige ord ud af de 36 mulige.

Gruppen ved siden af sidder med kortspil. Deres værksted hedder »Stop i tide«. De trækker to kort ad gangen og lægger dem sammen, men de skal stoppe, før de får 50 point. Hvis de kommer over det antal, har de mistet alle i den runde. To grupper spiller mod hinanden.

»38 point - vi stopper«, siger en dreng. Kammeraten nikker og skriver.

»Det havde vi ikke gjort«, lyder det fra modstanderne.

Efter 20-25 minutters tid skifter eleverne værksted. De pakker kasserne sammen og finder en ny til deres næste værkstedsarbejde.

Det sværeste som lærer

En gruppe arbejder med regnehistorier, der bygger på et kortspil. Et kort handler om Sasha, der spiller Matador med sin bror. Hun skal kaste to sekssidede terninger, og hvis hun slår en sum på ni, 11 eller 12, lander hun på et af sin brors hoteller og taber spillet. Er chancen sikker, stor, lige, lille eller umulig? lyder spørgsmålet.

De fire elever i gruppen er enige. Der er stor chance for, at Sasha taber spillet.

Hver gruppe når to værksteder, og så evaluerer Janus deres arbejde. Alle har arbejdet fint, og grupperne kan selv vælge et af de værksteder, de mangler.

»Det kræver tid at arbejde med værkstedsundervisning, men til gengæld falder eleverne ikke ud undervejs, når det handler om spil og lidt konkurrence«.

»Eleverne arbejder med udgangspunkt i deres aktuelle faglige niveau, og så er det et guldæg, når det handler om at undervisningsdifferentiere. Det er simpelt hen måden at gøre det på, og det er ellers noget af det sværeste«, mener Janus Madsen.

I værkstedsundervisning kan man have forskellige niveauer, arbejde med hastigheden og måderne at lære på.

»Som lærer kan jeg gå rundt mellem grupperne og se, hvad de arbejder med, og hvordan de gør det. Jeg kan opdage problemer og har tid til at sætte mig hos en gruppe, hvis det er nødvendigt. I dag fik jeg også lige klaret en samtale med en elev«, siger Janus Madsen.