Møgirriterende var det ord, der lå lige for at hæfte på en elev fra 3. klasse.

Som klasselærer spekulerede Marie Moesgaard længe over, hvorfor hun havde det svært med drengen. Svaret fandt hun, da en kollega under en tilrettelagt samtale om eleven sagde: »Det må være et stort handicap for ham, at han er så irriterende. Måske kan du se det, som om han har brækket et ben. Hvordan kan du så hjælpe ham?«

»Pludselig så jeg ham på en helt ny måde. Jeg ville være meget hensynsfuld over for en elev med brækket ben, så jeg besluttede at møde ham med nysgerrighed og undersøge, hvad han havde brug for af hjælp«, fortæller Marie Moesgaard, lærer i indskolingen på Elsted Skole uden for Århus.

I to år har hun deltaget i et projekt om, hvordan lærere kan møde børn, der har problemer med deres adfærd, kontakt og trivsel (AKT). Sammen med sit team har hun været til strukturerede samtaler, såkaldte refleksionsrum, hos en klinisk psykolog hver anden uge for at lære, hvad deres eget syn på eleverne betyder for deres opførsel.

»Vi bliver nødt til at se på vores egen rolle for at komme videre. Vi må være nysgerrige og se på, hvem børnene egentlig er, så vi bedre kan forstå dem. På den måde hjælper vi også os selv«, siger Marie Moesgaard.

Det svære er at se ud over problemet, mener Stine Tegen, der sidste år var klasselærer for en 3. klasse med 26 meget forskellige elever.

»Den ene gang efter den anden måtte forældrene høre os fortælle, at klassen var svær at undervise, og at det var hårdt at være lærer. Det virker negativt forstærkende, og det har vi været nødt til at bryde med«, siger Stine Tegen.

Problemer blusser op

På møderne har den kliniske psykolog lyttet til lærerne og spurgt ind til deres fortællinger om vanskelige elever og klasser. Det giver en mere langsigtet virkning end at rykke ud i en klasse som en anden ambulance, når det brænder på, mener AKT-lærer Inger Hansen.

»Vi har indimellem taget dårligt fungerende elever ud af klasserne for at lære dem at komme anderledes ud af konflikter. Det giver dem en oplevelse af succes. Men det er svært for dem at vende tilbage til klassen, fordi vi kun har arbejdet med eleven og ikke med relationen mellem lærer, elev og de andre børn i klassen«, siger Inger Hansen.

Det er helt anderledes, når lærerne bliver superviseret, betoner Marie Moesgaard, der havde en klasse fyldt med uro og dårlig stemning, da projektet begyndte.

»Som lærere har vi aldrig tid nok, så vi når kun at se én side af en elev. Når vi sidder fem mennesker og taler om ham i to timer, får vi belyst flere sider og bliver bevidste om, hvad vi selv betyder for relationen. Derefter kan vi ændre den måde, vi møder ham på«.

Efter et halvt år var der ryddet betydeligt ud i konflikterne i Marie Moesgaards klasse.

»Det magiske er, at når jeg ændrer syn på en elev, gør resten af klassen det også. Det sker meget hurtigt, og det slipper en masse positiv energi løs i eleven«.

Husk at sige godmorgen

Mange lærere tror måske, at deres problemer ikke er alvorlige nok til at blive taget op i et refleksionsrum. Det er de. Men det kræver, at lærerne er indstillede på at se på deres egen rolle. Vel at mærke uden at føle skyld.

»Kravet til os er, at vi udvikler rummelighed. Pointen er som vores skoleleder siger at nok skal vi kunne rumme alle elever. Men vi skal ikke kunne rumme dem alene«, siger Inger Hansen.

Som AKT-lærer har hun selv måttet flytte sig. I stedet for at komme med forslag til, hvordan en lærer kan løse sit problem, spørger hun nu ind til, hvad læreren selv tænker.

»Det er svært at skifte rolle, men det er nødvendigt, for vi går hverken efter færdige løsninger eller efter at blive enige om, hvad der skal til. Vi bruger hinanden til at opdage flere muligheder for at handle. Hvis det går en lærer på, at Peter aldrig kan finde ud af at pakke sine bøger væk, skal hun måske have hjælp til at anerkende, at han har et problem, som de må gå sammen om at finde en løsning på«, siger Inger Hansen.

I dette tilfælde foreslog eleven, om ikke sidekammeraten kunne hjælpe ham med at pakke tasken.

»Børn kan ofte selv sætte ord på den hjælp, de har brug for, men de skal have hjælp til at reflektere over deres problemer. Ligesom vi voksne får«, siger Inger Hansen.

Det kan være hårdt, når det går op for læreren, at hun selv skal rykke sig, understreger klasselærer Stine Tegen.

»Det rører ved ens personlighed, når man er nødt til at ændre på sig selv i forhold til nogle børn. Det er også hårdt, at jeg hele tiden skal tænke på, hvordan jeg taler til en elev, og hvordan jeg bruger mit kropssprog«.

»Det kan gå helt ned til at huske at sige godmorgen til eleven«, siger Inger Hansen.

»Ja, og i det rigtige tonefald«, supplerer Marie Moesgaard.

folkeskolen@dlf.org

I knap to år har Elsted Skole deltaget i Projekt Elly sammen med naboen Lystrup Skole.

Målet har været at lære AKT-lærerne på de to skoler, hvordan de kan vejlede lærere til at møde børn, der har problemer med deres adfærd, kontakt og trivsel. Udgangspunktet er, at lærerne selv spiller en rolle for, hvordan en elev opfører sig i klassen.

På Elsted Skole har en klinisk psykolog haft strukturerede samtaler, såkaldte refleksionsrum, sammen med skolens AKT-lærere og lærerne fra to team i indskolingen hver anden uge. En samtale kan handle om en bestemt elev, men den kan også tage udgangspunkt i spørgsmål som: Hvorfor kan jeg ikke få ro i klassen? Hvorfor behandler eleverne ikke hinanden ordentligt? Hvordan kommer jeg videre i et fastlåst samarbejde med forældrene?

På møderne har den kliniske psykolog lyttet til lærerne og spurgt ind til deres fortællinger om vanskelige elever og klasser for på den måde at hjælpe dem til at se, hvad de selv kan gøre for at forbedre forholdene.

Projektet sluttede for kort tid siden, og nu har AKT-lærerne overtaget psykologens rolle.