Tamp
Tugt, prygl, tamp og ris: Kært barn har mange navne, og fysisk straf har været et alment accepteret disciplineringsmiddel i størstedelen af skolens historie.
{Old}
Huskekage
Det kan bekræftes, at der var lærere, som praktiserede korporligafstraffelse helt op i første halvdel af 1960'erne. Det varlussingen, der holdt sig længst; ordet betegner oprindeligaflusning ved slag og bank, men kom så til at angive et slag medhånden, som regel rettet mod kinden. Fra halvtredserne husker jegbåde lærere, der trakterede elevernes ører, og lærere, der sendteelever i skammekrogen eller lod dem stå ved katederet hele timen.En ørefigen retter sig ikke specielt mod ørerne, men er synonymtmed lussing: Ordet stammer fra tysk Ohrfeige. Et tredje ord, sommere er brugt af voksne end af børn, er huskekage.
En tamp er et kort stykke reb, ofte en tyk ende af et tov, ogsådan en har også været anvendt til afstraffelse. Ordet kan ogsåforekomme som andetled i sammensatte ord med negativ betydning:snydetamp, jydetamp og så videre. Synonymt med strafferedskabettamp anvendtes krabask, som mange nok forbinder med Jeppe påBjergets kone Nille.
(New)
Mobning
Eleverne bliver ikke slået længere sådan rent korporligt.Alligevel kan børn komme ret forslåede hjem fra skole, hvis de foreksempel er blevet mobbet - eller har fået skældud af lærerne.Ordet mobbe kom ind i det danske sprog i 1970'ernes begyndelse; deter dannet af det engelske mob, en skare, som kan stimle sammen forat angribe en udsat person med trusler og hårde ord. Mange skolerhar derfor indført en mobbepolitik. På mange ungdomsuddannelserindfører man i disse år skrivefængsler. Ikke så få elever har sværtved at samle sig om det skriftlige arbejde derhjemme, men kan såefter skoletid opholde sig nogle timer på skolen i fred og ro.Nogle sendes i skrivefængsel, andre kommer der helt frivilligt.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Frem til begyndelsen af 1900-tallet var fysisk straf almindeligt i mange af livets forhold. Tyende, hustruer, forbrydere, børn og dyr blev tugtet for at lede dem på den vej, der blev opfattet som den rigtige.
Først i 1997 blev det endegyldigt forbudt at slå sine egne børn, og da var det 30 år siden, fysisk straf blev ulovligt i skolen. Det var bestemt ikke alle lærere, der var glade for forbuddet. Men det kom ikke som et lyn fra en klar himmel. Debatten om skoletugt havde mange år på bagen.
Som et supplement til skolelovene i 1814, der indførte undervisningspligt, blev der også udgivet en instruks til lærerne. Den indeholdt relativt stramme regler for, hvordan elever måtte tugtes. Det eneste, læreren måtte, var faktisk at slå med et lille ris eller en tamp. En tamp var et kort stykke reb, der i løbet af 1800-tallet blev erstattet af spanskrøret.
Lærerinstruksen er et klart eksempel på, at man ikke kan skrive historie med love som kilder til, hvordan folk har opført sig. Instruksen krævede nemlig, at læreren undlod at give »Ørefigen, Stød eller Slag med Haanden (…) Skieldsord (…) Skamkrog, og overalt ingenlunde betiene sig af vanærende Straffe«.
Inden for disse rammer var der dog rig mulighed for revselse. Når man alle andre steder i samfundet måtte slå børn, ville det have været decideret mærkværdigt, hvis man ikke også havde gjort det i skolen. Beretninger antyder også, at en hurtigt overstået fysisk straf ofte blev foretrukket - også af børnene selv - frem for eftersidninger og lange prædikener. Og hvis hjemmet blev underrettet, kunne man let forvente endnu en ørefigen der for sin frækhed.
Erindringer efterlader ingen tvivl om, at mange - men ikke alle - lærere stak en lussing og det, der var værre. Alskens ondskabsfuldheder som nødder (slag med knyttet hånd oven på hovedet), slag med lineal, hiven i ører eller nakkehårene er til fulde dokumenteret. I Tove Ditlevsens erindringer fortælles, hvordan en dreng blev sparket hen ad gulvet i klassen af den rasende tegnelærer, fordi drengen ikke kunne tegne en cigarkasse.
I begyndelsen af 1900-tallet blussede debatten om revselse op på baggrund af blandt andet røster fra friskolekredse, nye pædagogiske strømninger og Peter Sabroes artikler om børnemishandling. Også den nye lærerlovs frygtede paragraf 8, der gav relativt let adgang til afskedigelse, fik sager om mishandling og (for) hårde straffe frem i søgelyset.
Ud over enkeltsager gav debatten dog ikke anledning til ændringer i lovgivningen før i 1951, da fysisk straf blev forbudt i københavnske kommuneskoler. Eksistensen af dette forbud vil dog nok være en overraskelse for de mange i bedsteforældregenerationen, der har fået en flad i 1950'ernes hovedstadsskoler.
