Intelligens

Dagligsproget skelner klart mellem intelligens, begavelse, kløgt, lærdom, talent og geni.

Psykologerne har sværere ved det. Dagligsproget har nemlig en bredere tolerancemargin med hensyn til ords betydningsindhold, vel at mærke i fredstid; en diskussion eller et skænderi gør igen ordenes betydning, brug, afsender og modtager central.

Derfor er det normalt ikke noget problem, når tysklærer Poulsen i et frikvarter om lille Jacob til hans klasselærer siger, at drengen vist ikke er ret intelligent. Det er muligt, at han fortrinsvis øser af sine tysklærererfaringer, men klasselæreren vil efter al sandsynlighed forstå udsagnet mere generelt og næppe sige: 'Hvad mener du med det?'

Psykologer taler om mange slags intelligens, om sammenhængen mellem dem, om komponenter og potentialer, men ofte uden helt samme opfattelse af emnet. Men der er vist udbredt enighed om, at intelligensen ikke er meget værd, hvis man ikke kan udnytte den. Her er det, at skole og hjem kan samles om en indsats over for børnene. Og så kan man hjælpes ad med at give dem mulighed for at blive kloge, rigtig kloge!

På en skole i Bagsværd var der for nylig en hjernedag, affødt af Hjerneåret. I en af grupperne skulle børnene fortælle, hvad der indgik i dette at være intelligent. Den komponent, de fleste udpegede, var evnen til at udtrykke sig.

Se, det er jo en manifestation af intelligensen, og det sproglige regnes for en vigtig komponent i intelligensen, som den måles i mange test. Men faktisk er udtryksfærdigheden mere bestemt af det psykologiske klima, vi vokser op i, end af vores intelligens. Selvfølgelig kan det være lettere at sige noget begavet, hvis man er intelligent. Men det bliver det ikke nødvendigvis klogt af.

Professor Higgins