Skolelederes fornemste opgave er at spare.

Det indtryk kunne man få, da skoleledere, rektorer og institutionsledere fra Norge, Sverige, Finland, Island, Færøerne og Danmark i sidste uge var samlet på Kollekolle i Værløse nord for København.

Nordiske Lærerorganisationers Samråd (NLS), som er en sammenslutning af 24 organisationer med i alt 600.000 medlemmer i de nordiske lande, holdt konference om 'lederrollen i forandring'.

Og beretningerne fra landene var påfaldende ens. Uanset om det var skolechefen i Luleå, rektoren fra Helsingfors, handelsskoledirektøren fra Sønderborg, skolelederen fra Odense, førskolelederen fra Oslo eller den stedfortrædende gymnasierektor fra Reykjavik, var der to meldinger, der gik igen:

- Politikernes vigtigste krav til os er tilsyneladende, at vi skal spare.

- Vi vil gerne bruge mere tid på pædagogisk ledelse.

Fælles nordisk holdning

NLS har gennem et par år arbejdet med at udvikle en fælles holdning til lærerrollen. For at se på, hvad lærerne kan som professionel gruppe i de nordiske lande. Det arbejde ledes af formanden for Lärarförbund i Sverige, Christer Romilson, og på konferencen gjorde han status. NLS's ledelse har nu besluttet, at der skal laves en tilsvarende fælles nordisk udredning af skoleledernes rolle og muligheder. Dette arbejde skal ledes af Danmarks Lærerforenings næstformand, Tom Egholm.

Fælles om skolen

Der var stor enighed om, at ledere og lærere deler ansvaret for skolen og undervisningen. Og man var enige om, at det kun er ved at holde sammen, at man kan opnå arbejds- og lønmæssige forbedringer. Men det betyder ikke, at samarbejdet foregår gnidningsfrit mellem ledere og andre ansatte på de nordiske skoler og uddannelsessteder. Det er langtfra kun i Danmark, det knager mellem leder- og lærergrupperne. I stort set alle organisationer opstår der modsætninger, som det kræver både energi og vilje at håndtere.

- I forholdet til arbejdsgiverne skal man have tilgang til fælles magt, man skal vise solidaritet mellem grupperne, og man skal holde fast ved det fællesskab, som udspringer af professionen, ellers opstår der for alvor problemer, sagde Helge Vreim, der som formand for skolelederafdelingen i Norsk Lærerlag repræsenterer grundskolelederne i lærerforeningens ledelse.

- Det er ikke nok at organisere sig i hver sin gruppe, man skal være mange sammen, det er nemlig i den store, stærke fælles organisation, der kan tages hensyn til de mindre grupper, understregede han.

Hvis man kun er en lille gruppe, vil man opdage, at man er meget alene.

- Det primære er den samlede lønudvikling for hele professionen. Lønkampen kan kun vindes sammen. Sekundært kommer så fordelingen mellem grupperne, det er der, man kan drage nytte af fællesskabet, så mindretalsgrupper får, hvad de tilkommer. Kun i den store organisation kan en lille ledergruppe få mere, end den rent matematisk måske står til at skulle have, argumenterede Helge Vreim.

Fællesskabet er altså vigtigt, blev det udledt på konferencen. Men samtidig er det også vigtigt, at lederne som gruppe sikres en stor grad af autonomi og selvstændigt handlerum. En skoleleder er chef for både pedellen, pædagogen, læreren og kontorassistenten. En skoleleder skal kunne lede helheden i hverdagen - sammen med og for alle disse grupper. En skoleleder har brug for et kollegialt lederfællesskab, for fælles rådslagning og uddannelse. Og for sikker sagsbehandling både om personsager og ledelsesspørgsmål. En skoleleder har brug for professionel udvikling - sammen med lærerne og uden lærerne. De modsætninger udgør tilsammen en helhed, som fagforeningen skal matche. Dér ligger udfordringen, var konklusionen på Kollekolle.

Erfaringerne og konklusionerne fra lederkonferencen i Nordiske Lærerorganisationers Samråd gives nu videre til den arbejdsgruppe, som Tom Egholm skal lede, så der kan udarbejdes en fælles policy, som det hedder på skandinavisk.