I foråret 1914 gik Danmarks Lærerforening i sort. En storstilet fest i anledning af 1814-lovens hundredeårsdag blev aflyst og andre aktiviteter sat på vågeblus. Medlemmerne måtte betale et ekstrakontingent på en krone for at dække udgifterne.

Foreningens ulyst til at indgå i fejringen af den statslige lovgivning skyldtes vedtagelsen af en ny lønningslov i 1908. Heri stod der, at enhver lærer, der var raget uklar med forældrene, kollegerne eller med skolekommissionen, fra dag til anden kunne blive sat fra sin bestilling. Det var alene op til de lokale tilsynsmyndigheder - nemlig skolekommissionen - at afgøre dette. Der var ingen ankemulighed.

Lærerforeningen havde selv siddet med ved forhandlingsbordet og havde formentlig forestillet sig, at man på denne måde kunne skille sig af med de dårligste lærere, som skadede hele standens renommé og ønske om at fremstå som en profession, der forstod sig både på børn og på deres undervisning og opdragelse.

Danmarks Lærerforening havde imidlertid forregnet sig, for loven fik nogle helt utilsigtede effekter. Ud over 22 afskedigelser kom loven til at fungere som benzin på et ulmende bål af forældreutilfredshed, der var under ledelse af den kendte børneven Peter Sabroe. Han krævede lærere og børnehjemsforstandere stillet for retten, og i de københavnske arbejderkvarterer afholdtes omkring 1910 stormøder om prygleriet i skolerne. Da det i 1913 rygtedes, at Frederiksberg Kommune stadig benyttede skolefængsler til de mest undervisningsvanskelige børn, mødte flere hundrede mennesker op til proteststeder rundt omkring i bydelen.

Efter lærernes mening havde loven ikke givet meget mere i lønningsposen, men det var især fornemmelsen af retsløshed, der fik Danmarks Lærerforening til at opgive festlighederne. I stedet nøjedes man med at udsende et guldrandet værk, 'Lærerne og samfundet'. Værket tegner et billede af en stand, som så sig selv som ansvarlige samfundsborgere - som forbilleder for børn og forældre.

Til værkets ros hører, at man hermed fik synliggjort de mindre kendte i skolens historie - og det er ikke mindst nyttigt for eftertidens generation af skolehistorikere.

Den store strateg bag 1914-jubilæet var skoledirektør og tidligere formand for Danmarks Lærerforening Joakim Larsen. Manden, der med sit trebindsværk om den danske skoles historie, udgivet mellem 1893 og 1916, stod fadder til den danske skolehistorie. Hos Joakim Larsen fremstår skolens historie som en udviklingshistorie fra mørket på vej frem mod lyset, med skolen som en central, samfundsbevarende kraft. Og dermed faldt historien fint i hak med Danmarks Lærerforenings daværende selvforståelse. Lovgivning og politik fik forrang for skolens hverdag, de store kom foran de små- mænd før kvinder - og eleverne og forældrene blev placeret i en bisætning.

Spørgsmålet er, hvordan lærernes historiske selvforståelse ser ud 100 år senere? Med forbehold for overdrivelse er det mit indtryk, at folkeskolens historie i de sidste mange år er blevet overladt til jubilæumsskrifterne.

Mellem anekdoter, gengivelse af sange til skolens pris og fotos af skiftende tiders inspektører hører vi ekkoet fra Joakim Larsens tid.

Her fungerer historien som identitetsskaber - og det er helt fint. Men der savnes en samlet fremstilling af de sidste 100 års skolehistorie. En fremstilling, der påén gang gør op med det overvejende skolepolitiske billede af skolens historie og dens kendte mænd, vi kender alt for godt, men som også er følsom over for den mangefacetterede virkelighed, der er skolens. Måske skulle Danmarks Lærerforening overveje at løfte denne opgave?

Ning de Coninck-Smith er lektor på Odense Universitet