Den længe ventede undersøgelse af, hvordan det går med inklusionen i den danske folkeskole, udkom i sidste uge. I den kunne man blandt andet læse, at hver fjerde elev i udskolingen enten går på specialskole, får specialpædagogisk støtte eller af sine lærere vurderes til at have behov for støtte. Samtidig kan man se, at lige så mange elever bliver henvist til specialpædagogiske tilbud, som før loven om inklusion trådte i kraft i 2012.

Det rejser selvfølgelig spørgsmålet, om elevsammensætningen har ændret sig eller er den samme. Spørger man professor og leder af Center for Ungdomsforskning Noemi Katznelson, om der er flere sårbare børn i dag, er svaret ja.

“Det har længe været en stående diskussion, om der er blevet flere sårbare børn og unge, eller om vi ’bare’ er blevet bedre til at finde dem og eventuelt diagnosticere dem. Men flere og flere forskere hælder til, at ja, der er blevet flere”, siger hun.

Professor i udviklingspsykologi ved Aarhus Universitet Dion Sommer er enig:

“Psykiatrien vil sige, at vi bare er blevet bedre til at finde de sårbare børn og unge, som har brug for støtte. Men det ved de dybest set ikke noget om, for det er aldrig blevet undersøgt. Jeg tror personligt, både at vi er blevet bedre til at finde og eventuelt diagnosticere de sårbare børn – og at der er blevet flere af dem”.

I Danmarks Lærerforening (DLF) er der ingen tvivl om, at der er kommet flere børn med specialpædagogisk behov i folkeskolen.

“Det mener jeg efterhånden er almindeligt anerkendt i forskningen. Hvad årsagerne er, ved vi ikke, og de er uden tvivl komplekse, men det er et faktum, at flere børn i dag har brug for hjælp end for 20 år siden”, siger Dorte Lange, næstformand i Lærerforeningen.

Det siger skolens parter

Hvad skal der ske nu på baggrund af Vives inklusionsrapporter?

“Vi skal investere i fællesskabet og have fokus på børnene ved at klæde lærere og pædagoger på med viden om børnene, så de kan rumme alle. Vi skal også styrke forældresamarbejdet. Skolerne skal gøre mere ud af at fortælle om deres børnesyn, så alle kan se inkluderende fællesskaber som en værdi, for når forældrene bakker op om klassen, reducerer vi mængden af enkeltsager”.
Rasmus Edelberg, landsformand for Skole og Forældre

“Det vigtigste er, at vi går sammen i partnerskabet Sammen om skolen og ser på, hvad det kræver på kort og langt sigt at forbedre inklusionen. Vi skal få politikerne til at forstå, at de har sparet for meget på folkeskolen, og at vi her ser konsekvensen af det. Og så skal vi kaste alle de resurser, vi kan skrabe sammen, ind i en forebyggende indsats så tidligt som muligt”.
Claus Hjortdal, formand for Skolelederforeningen

“Det vigtigste er, at folkeskolens parter i Sammen om skolen får dialogen om, at inklusion er et grundvilkår, at vi skal rumme børn med behov for støtte i den almene undervisning. Der er fortsat nogle steder en opfattelse af, at det handler om få børn, og at løsningen er at ekskludere dem. Men opgaven er en anden”.
Peter Pannula Toft, børn og skole-chef i KL

“Pædagogisk Psykologisk Rådgivning (PPR) bør målrettes bredt til almenområdets børnefælles-skaber og børns mulighed for at deltage ved hjælp af specialpædagogiske elementer i læringsmiljøerne. Der er brug for lærere, pædagoger, PPR-psykologer og -konsulenter med kompetencer i at co-teache i klasserne, og der skal være resurser i PPR til at indgå i inklusionsopgaven som udviklingsaktører”.
Jette Lentz, formand for Pædagogisk Psykologisk Forening

“Det vigtigste er, at vi får en fælles erkendelse af, at lærere har brug for støtte i klasserne. Det vil jeg tage op i Sammen om skolen. For at omsætte det til handling er vi nødt til at vende tanken fra, at inklusion er en udgift, til at se det som en investering. Ellers får vi flere og flere, som ikke trives i skolen og i livet, og det er både et menneskeligt og et økonomisk problem for samfundet, fordi de hverken får uddannelse eller job”.
Gordon Ørskov Madsen, formand for DLF

Stress skaber sårbare børn

Serie/Mission inklusion

Trods ti års inklusionsarbejde, et eftersyn og en række anbefalinger er inklusionsopgaven fortsat en alt for stor mundfuld for folkeskolen. Fagbladet Folkeskolen undersøger i en artikelserie, hvad god inklusion kræver, og vi besøger skoler, som har fundet lokale løsninger på en national udfordring.

De to professorer peger begge på, at skolen er med til at skubbe til sårbarheden. En væsentlig årsag til, at inklusionsopgaven er slået fejl, er, at børn og unge er under et stort præstationspres.

“Børn i dag oplever stress på et helt andet niveau end tidligere, og den langvarige kortisolpåvirkning har betydning for hjernens udvikling”, siger Dion Sommer. “Vi sprogtester børn, allerede når de er tre år, og vi ved, at testning presser selv de velfungerende børn. Vi er endt i en situation, hvor over halvdelen af de store piger og meget unge kvinder føler sig stressede, ikke mindst på grund af den præstations- og testkultur, vi også har i skolen”.

Ungdomsforskeren er enig i, at årsagerne ikke skal findes på individniveau, og at høje præstationskrav spiller ind. Eleverne oplever, at det er blevet sværere at mestre de krav, de mødes med, for eksempel fagligt, fortæller Noemi Katznelson.

“Der er sket en ’fortætning’ i skolen, så de unge skal nå mere på mindre tid, og flere fag er blevet eksamensfag. Samtidig er der stort fokus på, at de unge skal gøres parate til næste fase af deres liv. De går ikke i skole for at gå der, men for at blive klar til at vælge en ungdomsuddannelse, og helst den rigtige af slagsen, og på ungdomsuddannelserne skal de så gøres parate til at tage en uddannelse eller til arbejdsmarkedet. Der er meget lidt plads til at trække vejret, og det stresser naturligvis de unge”