"Generelt går det rigtig skidt med inklusionen i den danske folkeskole. Der er enkelte eksempler på, at det går godt, det er bare ikke dem, der er flest af”.

Sådan siger Janne Hedegaard Hansen, forskningsleder for Forskning og Udvikling på Københavns Professionshøjskole og forfatter til flere bøger om inklusion. Folkeskolen har kontaktet hende, i anledning af at Undervisningsministeriet har to store rapporter på vej om netop inklusionens tilstand, og at det er tiåret for inklusionsloven, som i 2012 satte som mål at inkludere 96 procent af eleverne i normalundervisningen.

Janne Hedegaard Hansens vurdering af den sag vil sikkert ikke overraske mange lærere. Andelen af elever i specialundervisning er stort set tilbage på samme niveau, som da debatten om inklusion begyndte for ti år siden. Børn med særlige behov mistrives i normalklasser i uhørt stort tal – og det gør børnene uden særlige behov sådan set også. Samtidig viser flere undersøgelser, at hver fjerde lærer i normalklasser oplever fysisk vold fra elever. At der er enkelte klasser, projekter, skoler eller endda kommuner, hvor inklusionen er blevet en succes, ændrer ikke på det overordnede billede af en folkeskole og en lærerstand, der er presset i bund af opgavens omfang.

“Den gode nyhed er, at alle kommuner nu tager inklusionsopgaven alvorligt”, siger Janne Hedegaard Hansen. “Der er desværre bare en modstilling mellem ønsket om at realisere opgaven og at få det til at lykkes i praksis”.

Eftersynets arbejde blev ikke brugt

Sådan var det faktisk allerede i maj 2016, da det stort anlagte inklusionseftersyn udkom. Inklusionseftersynet blev foretaget af en ekspertgruppe nedsat af daværende undervisningsminister Ellen Trane Nørby (Venstre) på bare et halvt år. Ekspertgruppen bestod af blandt andre to almindelige lærere, repræsentanter fra elev- og handicaporganisationer og Skolelederforeningens formand, Claus Hjortdal, der fungerede som gruppens formand. Arbejdet mundede ud i flere end 100 anbefalinger til skolernes inklusionsindsats. Senere samme år blev procenttallet for andelen af inkluderede elever droppet – men målsætningen om inkluderende læringsfællesskaber stod fast.

Anbefalingerne gik hurtigt i glemmebogen, mener Janne Hedegaard Hansen. Trods sin årelange forskning i inklusion i Danmark er hun ikke bekendt med systematiske tiltag for at føre de gode råd ud i livet, eller at der skulle være blevet fulgt op på anbefalingerne.

“Jeg tror ikke, at nogen ved, hvordan det gik med implementeringen af de anbefalinger. Vi står i dag med det samme grundlæggende problem, som vi gjorde dengang, nemlig at inklusionsproblematikken i alt for høj grad er blevet overladt til den enkelte lærer. Vi har ikke taget fat på det grundlæggende for at få skabt inkluderende læringsmiljøer. Det medfører, at vi er for reaktive i forhold til inklusionen. Vi reagerer, når problemet er der, vi forebygger ikke, at problemerne opstår”, siger Janne Hedegaard Hansen.

Claus Hjortdal, der om nogen var tæt på inklusionseftersynet og de mange anbefalinger, er enig med Janne Hedegaard Hansen i, at projektet blev glemt.

“Der kom en ny minister, Merete Riisager (Liberal Alliance), som ikke var så interesseret i inklusionsdagsordenen”, siger han i dag om, hvad der skete dengang. “Så overtog KL projektet en periode, men det blev hurtigt skubbet i baggrunden, fordi det – hvis jeg skal være helt ærlig – ikke havde en rigtig ‘ejer’ længere. Det var faktisk ret trist at bevidne”.

Tidspres skader inklusionsindsatsen

Folkeskolen har kontaktet Børne- og Undervisningsministeriet for at høre, om ministeriet kan bekræfte Claus Hjortdals oplevelse af forløbet, men det er ikke lykkedes at få en kommentar. Derimod vil den socialdemokratiske formand for Folketingets undervisningsudvalg, Anders Kronborg, gerne udtale sig om sit partis planer for en bedre inklusion i folkeskolen og om, hvad partiet forestiller sig at gøre, når Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd (Vive) i løbet af foråret offentliggør den ventede evaluering af inklusion og inkluderende læringsmiljøer i landets skoler samt en kortlægning af mellemformer i skolen.

“Nu ved vi jo ikke, hvad der kommer til at stå i Vives rapport, men jeg kan på forhånd sige, at inklusionen ikke fungerer godt alle steder”, siger Anders Kronborg og fortsætter:

“Vi har hørt om handicappede børn, som ikke kan deltage i idrætsundervisningen, om forældre, som oplever, at kommuner vægter økonomi over hensynet til barnet, og om ‘diagnosekrav’, altså om at der skal en diagnose på bordet, før der sker noget. Det er alt sammen store, reelle problemer, der skal handles på og gerne hurtigt. Derfor har vi planlagt en høring i Undervisningsudvalget allerede i slutningen af april, hvor vi skal diskutere indholdet af rapporten”.

Politikeren, der selv er uddannet lærer, understreger, at den fejlslagne inklusion ikke skyldes lærerne.

“Jeg oplever lærere, som hver dag kæmper for at få det til at lykkes, men som efterspørger uddannelse og kompetencer”, siger han og peger på, at man skal lytte mere til lærernes ønsker:

“Noget, jeg har hæftet mig ved, er, at skolerne, som deltager i frihedsforsøget, er meget hurtige til at skære nogle timer af skoledagen. Da vi med skolereformen indførte de længere skoledage, var tanken, at det skulle medføre mere variation, men det er nok ikke sket i særlig stor grad. Det er ikke en kritik af lærerne, som har været meget pressede på deres forberedelse, men det er det, som er sket. Det er måske noget af det, vi skal kigge på”.

At bedre inklusion koster penge, er Anders Kronborg bevidst om. Men han tror på, at i hvert fald en del af midlerne allerede findes i skoleverdenen.

“Vi skal have en fordomsfri debat om, hvorvidt vi bruger pengene rigtigt i dag”, siger han. “Tænk på alle de penge, der blev brugt for nogle år siden, da alle kommuner skulle til Ontario og se, hvordan de holder skole derovre. Bagefter dukker der en ny pædagogisk guru op, og så vender vi alle sammen bedetæpperne den vej, og hver gang koster det. Jeg tror på, at vi skal til at tage vores egen danske skoletradition alvorligt. Det betyder stor autonomi til skolerne, så den enkelte skole selv kan styre, hvad den vil bruge pengene på, og hvordan den vil gribe inklusionsopgaven an”.

Samarbejde om inklusion skal hjælpe

Tilbage står en skole, hvor inklusionsopgaven ikke er blevet mindre siden eftersynet i 2016, understreger Claus Hjortdal. Faktisk tværtimod.

“Vi har fået to nye diagnoser, vi skal inkludere, nemlig angst og depression. Det er diagnoser, som skolen har virkelig svært ved at håndtere”, siger han.

Claus Hjortdals håb er nu, at det forpligtende samarbejde i Sammen om skolen vil betyde, at Vive-rapporternes viden og anbefalinger bliver omsat til konkret handling i skolen. Formand for Danmarks Lærerforenings undervisningsudvalg Regitze Flannov håber det samme.

Kender du til en lokal løsning?

Så vil vi gerne høre fra

dig, hvordan I løser

inklusionsopgaven i praksis.

Send en mail til

folkeskolen@folkeskolen.dk og

skriv inklusion i emnefeltet.

“Vi fik aldrig brugt inklusionseftersynet efter hensigten. Det var ellers et meget fint arbejde, og mange af de anbefalinger, det mundede ud i, er fortsat noget af det, vi tror på vil virke”, siger hun.

DLF’s formand, Gordon Ørskov Madsen, annoncerede på foreningens kongres i efteråret, at hovedstyrelsen vil tage initiativ til, at Lærerforeningen udarbejder sin egen version af en inklusionstjekliste, som skal kunne bruges både på skoler og i kommunerne. Det er den tjekliste, Regitze Flannov og de andre medlemmer af undervisningsudvalget er gået i gang med:

“Vi ved meget om, hvad god inklusion kræver, men resurserne er desværre ikke fulgt med. Vi har brug for at tage en opdateringsrunde for at se, hvad der sker med inklusionen i praksis. Det er vigtigt for os at involvere lærernes egne erfaringer”.