”Menneskets resiliens kan ikke forstås fuldt ud, hvis forskningens begreber er begrænset til det enkelte individ” (Masten, 2014).
Citatet er fra en absolut international topforsker. Og den skal ses som en hovedkonklusion efter mere end 50 års empirisk og teoretisk forskning i fænomenet resiliens. Sagt superkort handler resiliens om, at ”noget” eller ”nogen” udsættes for belastninger og kriser, men klarer sig igennem markant bedre end forventet. Det kan være børn, der vokser op i en stærkt belastet og forsømmende familie. Eller går i en skole, som udgør en markant risikofaktor, fordi der ikke tages hånd om alvorlig mobning. Men er nogle mennesker bare født resiliente? Så kriser og ulykker preller af på dem som vand på en gås, mens andre er skrøbelige og bryder sammen? Nej, ifølge mere end 50 års righoldig internationale forskning drejer resiliens sig primært om en række beskyttende faktorer i individets i øvrigt risikofyldte ydre miljø og ikke mindst om kompetente professionelles resiliensfremmende indsats.
Under udarbejdelsen af bogen ”Resiliens – fra robusthed til en dynamisk forståelse” gik det op for mig, at i en dansk kontekst handler resiliens stort set kun om særlige individegenskaber. Populærbetegnelser er for eksempel ”mælkebøttebarn”, ”mønsterbryder”, ”modstandsdygtig”, ”usårlig” og ikke mindst ”robusthed”. Vurderes betegnelserne kritisk, står vi tilbage med nogle generaliserende stereotyper og egenskaber, som nogle børn ”bare har”. Karakteristikkerne er uegnede som professionsbegreber. Sådanne børn ”kan jo selv”, ”har det i sig”, så hvad skal en professionel hjælpe med her? Med andre ord karakteriseres resiliens herhjemme som indre kvaliteter, visse heldige børn – i øvrigt helt uforklarligt – skulle være i besiddelse af.
Hvis et barn dog ikke er robust nok, kan det i skolen trænes til ”livsduelighed”. Det kan også lære og opbygge de nødvendige ”karakterstyrker” til at håndtere deres risikofyldte og problemskabende liv. Her ser den ”danske resiliens' tilstand” ud til at være historisk fastfrosset, da sådanne forståelser blev forladt for flere årtier siden i den internationale forskning. Af den simple grund at undersøgelser fandt, at resiliens kun i begrænset omfang skabes på individniveau. Resiliens opstår derimod i konteksterne omkring individet.
Når der ikke er enighed om, hvad resiliens er, så kan man heller ikke samarbejde om, hvordan den skabes. Hvordan skabes resiliens i skolen, hvis den ene lærer mener, at vi skal fokusere på at styrke elevens karakteregenskaber og livsduelighed, mens den anden lærer mener, at vi skal skabe beskyttende faktorer ved at prioritere og styrke skolens og klassens fællesskaber?
Virkningsfuld forebyggelses- og interventionspraksis bør hvile på et fælles begrebsgrundlag. Så hvad er resiliens i den internationale forsknings fællesforståelse? Resiliens betegner en række dynamiske påvirkninger og processer, som fører til positiv tilpasning (for eksempel udvikling og læring) på trods af alvorlig modgang i livet. Positiv tilpasning ”på trods” er at være på udviklings- og læringsniveau med sine klassekammerater. Her er underbegrebet ”beskyttende faktorer” særligt centralt. Det kan for eksempel være skolens intervention mod mobning, der beskytter udsatte børn (se flere i Sommer, 2022). En tommelfingerregel er: Jo flere beskyttende faktorer vi kan iværksætte, desto mere resiliens skaber vi.
Resiliensfremmende arbejde bør ikke komme ud af den blå luft eller opstå spontant i hovedet på den ivrige praktiker – selv om en iderig og entusiastisk praksis også er vigtig. Det er vigtigt at bygge sin resiliensfremmende praksis på en fælles begrebsterminologi om, hvad resiliens grundlæggende er, men også hvad den ikke er. Det handler netop ikke om at skabe ”det robuste barn” i skolen eller beundre det utroligt seje ”mælkebøttebarn” i børnehaven eller ”mønsterbryderen”, der ved egen kraft har trukket sig selv op i middelklassen. Derimod handler det om at opspore, identificere og fjerne signifikante risikofaktorer samt aktivt skabe beskyttende faktorer omkring udsatte børn.
Komplekse problemer behøver komplekse løsninger. Her kan skolen spille en afgørende rolle: ”Skolen og den interaktion, skoler har med andre systemer, har enorm betydning for børns udviklingsforløb. Derfor kan skoler spille en hovedrolle, både når det angår risiko og resiliens” (Masten, 2014, side 219). Interventionspraksis i skolen – for eksempel som livsduelighed, positiv tænkning og robusthedstræning af elever – flytter ikke meget. Men skolen kan, viser resiliensforskning, kompensere for en familieopvækst fyldt med risikofaktorer. Ifølge Nielsen og Berliner (2013) kan skolen aktivt skabe resiliens gennem ”opbygning af et fællesskabsfremmende læringsmiljø” (implementeret både i skolens målsætning, læringskultur og i klasserummet). Det vil sige, at skolen:
• giver eleverne social støtte og anerkendelse,
• lader eleverne mærke, at der er sat ambitiøse læringsforventninger,
• giver eleverne muligheder for at deltage i meningsfulde aktiviteter,
• opbygger prosociale relationer og tilknytninger i klassen og på skolen,
• sætter klare grænser for opførsel, der skader skolens læringsmiljø.
Dette kan være skolens resiliensstrategi, der sætter trivselsfremmende miljøer og aktiviteter for alle – og dermed også for individet – i højsædet. Erfaringer, som eleverne kan tage med sig, når de forlader skolen. Men gør de så det? Ja, det ser faktisk sådan ud: I Ann Masten og kollegers langtidsundersøgelse fulgte man en række børn fra risikofamilier gennem 3.-6. klasse, til de blev voksne. Skoler med en bevidst strategi, der bygger på en fælles opfattelse af, at resiliens ikke er individfokuseret, men fællesskabsfokuseret, fungerer som ”sikker udviklingshavn” for udsatte børn og unge. Skolens resiliensfremme for børn med en signifikant risikofamiliebaggrund startede et ”positivt vendepunkt” og omdirigerede endog livsforløbet i voksenalderen (Masten, 2014).
Her til sidst et drømmesyn, der nemt kan opløses i dagens travlhed: Hvad nu hvis de professionelle, der arbejder med børn, løfter opgaven med at skabe resiliens for udsatte børn og unge? Lægges oven i dét en kommune, som går foran med en aktiv resiliensvision. Måske – ligesom dengang Danmark tilsluttede sig FN’s deklaration om børns rettigheder – ender det politisk med, at der skabes en visionær national strategi for resiliensfremme for næste generation
