Det er i 1. klasse, en dansktime. Læreren fortæller eleverne, hvordan man kan kende forskel på vokaler og konsonanter. Det er ganske almindelig undervisning. Men netop denne time får en særlig dimension. For bag i klassen sidder en forsker, Pernille Hviid. Hun er i færd med at undersøge, hvordan det sociale liv i en klasse spiller sammen med undervisningen.

'Derfor havde eleverne navneskilte stående på bordene, så jeg kunne se, hvem der var hvem. Jeg havde fået at vide, at det var en god ide, hvis jeg kunne lære navnene, for det bliver eleverne glade for. Så mens jeg sad der, fik jeg lært elevernes navne', fortæller Pernille Hviid.

Da timen var slut, samlede hun fire piger for at tale med dem om, hvordan de havde oplevet undervisningen. De spurgte hende, om hun kunne huske navnene. Det kunne hun.

Det fik dem til at fnise. For de havde byttet rundt på navneskiltene. Ikke for at drille forskeren, men for at se, om deres lærerinde kunne huske, hvad de hed.

'Kunne hun så det?', spurgte Pernille Hviid.

I dag kunne hun. Men nogle gange er hun lidt forvirret, og så glemmer hun, lød pigernes svar.

'Der foregår hele tiden noget på to planer samtidig. Når jeg talte med læreren, handlede timen om at lære vokaler og konsonanter. Men hvis jeg spurgte de fire piger, drejede timen sig om, hvorvidt deres lærer kunne huske deres navne', fortæller Pernille Hviid.

Ingen af parterne tager fejl, understreger hun. Mens det faglige foregår i en zone i klassen, kører den sociale dimension til læreren og til kammeraterne i en anden, mindst lige så stærk zone. Ordene er som toppen af isbjerget, det sociale er resten.

Det var temaet for en konference i Landstingssalen på Christiansborg forleden. Den handlede netop om 'den sociale dimension' i undervisning og pædagogik, og det var her, Pernille Hviid fortalte sin historie om de fire piger.

Alle skal have en ven

Konferencen havde deltagere af lærere, pædagoger, forskere og politikere og var en foreløbig afslutning på et projekt, som blev sat i gang for fire år siden i Skagen. Temaet er, at den sociale dimension i undervisning og på institutioner ikke er noget, man kan vælge fra - eller til. Det er der hele tiden, bagved, neden under det, der foregår i undervisningen og på institutionerne. Og netop i en tid, hvor de faglige krav skrues i vejret, er det vigtigt også at arbejde med den sociale dimension, mener deltagerne.

Lysets Land har initiativtagerne døbt initiativet, som består af en række projekter i blandt andet Skagen, Århus, Birkerød, Hillerød og Herlev.

Det er for eksempel en børnehave, der arbejder med børns venskaber - alle børnene skal have en ven. En skole, hvor man arbejder med sociale kompetencer i systemet 'Trin for Trin' - hvor børn lærer at genkende og udtrykke følelser og løse konflikter. Problembørn er i fokus for et projekt på en anden skole. Det er forskelligt, hvordan deltagerne i netværket har valgt at arbejde. Og de er uenige på nogle punkter. Men de arbejder alle med børns sociale kompetencer.

Desuden har Lysets Land afholdt to konferencer, siden projektet begyndte.

En af initiativtagerne er Per Schultz Jørgensen, som mener, at netop i vores tid er den sociale dimension ekstra vigtig:

'Hvorfor ikke bare sige, at det hele handler om faglighed, tidlig læsning og tidligere skolestart. Hvorfor begynder vi at tale om det sociale? Skal de ikke bare se at få lært noget?', spørger han retorisk - og svarer selv:

'Vi mener bestemt ikke, at børn skal lære mindre, fordi de arbejder med den sociale dimension, men det arbejde kan være forudsætningen for, at de overhovedet kan lære noget'.

'Vi lever i et individualiseret samfund. Netop derfor er vi nødt til at betone det sociale endnu mere end tidligere. For i skolens sociale rum får eleverne den allervigtigste lærdom: At de hører til i fællesskabet, i samfundet - eller den triste: At de ikke hører til. Vi lever i et opbrudssamfund, hvor de sociale sammenhænge ikke er givet på samme måde som tidligere. Der er svagere fælles normer og værdier. Derfor er det vigtigt at arbejde bevidst med værdierne', mener Per Schultz Jørgensen.

Pernille Hviid, som forsker ved Danmarks Pædagogiske Universitet, understreger, at det sociale liv ikke er noget, man som lærer og pædagog - eller forældre - kan vælge til eller fra. Og at børns indbyrdes forhold betyder uendeligt meget for deres udvikling. Derfor er man som lærer nødt til at forholde sig både til det faglige og til den sociale zone.

Konferencen havde inviteret en række politikere, som skulle give deres bud på, hvordan man kommer videre med arbejdet. Tidligere undervisningsminister Margrethe Vestager mener ikke, at konferencer i sig selv vil føre videre.

'For alle, som er her, er jo enige om, at det er vigtigt at arbejde med den sociale dimension. Men der findes stadig andre, som tror, at hvis man betoner det sociale, lærer børnene mindre. Derfor bliver udfordringen at formulere det varme budskab koldt: at forklare, hvorfor børn lærer mere, hvis det sociale fungerer', sagde hun.

Per Schultz Jørgensen lovede, at styregruppen for projektet vil fortsætte og forsøge at ændre projektet til en bevægelse. Desuden vil han lægge op til endnu en konference om et år og forsøge at få politikerne med i projektet. Per Schultz Jørgensen afsluttede med at give stafetten videre til politikerne i form af Tove Videbæk, formand for Folketinget socialudvalg, og hun lovede at bringe projektet videre i undervisnings- og socialudvalg.

Hanne Birgitte Jørgensen er freelancejournalist

Læs mere på www.lysetsland.dk