'Helvede er gentagelsen' stod der på nogle store reklameskilte på togstationerne omkring nytår.

Budskabet blev fulgt af billeder af nedslidte og mistrøstige teenagere - sådan som vi er nogle, der kender dem om morgenen, dagen derpå. Teksten bestod af noget i retning af 'Ta'' på højskole', og så er den jo klar; undgå gentagelsen, prøv noget nyt og bliv glad.

Ønsket om at undgå gentagelsen dukker jævnligt op i mit baghoved, og det siges, at den tidligere regering trampede rundt i gentagelsen og manglende fornyelse, og det ved vi jo alle ikke holdt, for der var tid til forandring.

Nu står vi så foran en af de rutinemæssigt tilbagevendende begivenheder, overenskomstforhandlingerne på det offentlige område, denne gang med en ny deltager på den modsatte side af bordet. Rengøringsassistenterne i Kvindeligt Arbejderforbund i Danmark, lærerne i DLF, pædagogerne i BUPL og pedellerne et fjerde sted skal nu igen stille op til den store fælles karaktergivning.

Men det handler jo ikke kun om afregning, det handler også om, i hvilke rammer og i hvilket miljø vi skal yde vores indsats for det offentlige rum i den næste overenskomstperiode.

Det er allerede klart, at det frie valg, individualiseringen, gennemskuelighed, rimelighed og 'nytteværdi' vil præge udviklingen af Danmark, så længe regeringen sidder. Det er i sig selv og som udgangspunkt ikke negative begreber, men hvorfor sidder man så tilbage med en bismag af ordet mistænkeliggørelse, når de andre ord er flydt gennem debatten?

Tag for eksempel ny løn og offentlighed om skolernes karaktergennemsnit - begge to eksempler på, at indsats belønnes. På papiret, for i praksis sker der ofte noget helt andet, nemlig at systemerne sovser både dynamik og respekt for den enkeltes mangeartede indsats ind i en konfliktfyldt atmosfære, hvor det oprindelige formål fortaber sig i tågerne.

Skolen, hvor hundredevis af elever hver dag udvikler sig en lille smule, hvor lærernes arbejdsliv leves og organiseres på gamle og nye måder, hvor rengøringsassistenten skubber sin kost og klud de sædvanlige otte-ti kilometer per dag, hvor forældrene næsten dagligt lever sig ind, vurderer og påvirker, blev i dag bedømt til tallet 8,3, tillykke, og 3/4 procent mere til fordeling i ny løn.

Undskyld, hvis vi sidder tilbage med en lidt flad fornemmelse. Ikke fordi der ikke kom nok i lønningsposen, men fordi der røg et par nuancer, der rent faktisk betyder noget for trivslen - for både børn og voksne.

Vi har jo alle behov for at føle os værdsat, men ikke nødvendigvis karaktersat, det kunne udmærket være udgangspunkt for de kommende forhandlinger.

Desværre er det lidt svært at mobilisere optimismen, indtil nu har det været gentagelsen: de offentlige karakterer er hentet i Storbritannien (et togselskab, der ikke kan køre tog ligeså), og vi venter nu kun på den store sammenkobling mellem løn og karakterer. Så kan vi som forældre vælge de skoler, som producerer de højeste karakterer for de laveste lønomkostninger, det må da være ideelt og til at regne med?

Der er stof til hundredevis af statistikere eller - om man vil - et par nye råd og udvalg.

De første opgørelser siger, at den første offentliggørelse af karaktererne ikke betyder, at forældrene flytter deres valg af skole til børnene, men de inddrager mange flere aspekter i valget. Og godt for det. Måske ender det alligevel ikke med et 8-tal til dem.

Jane Korczak er næstformand i Kvindeligt Arbejderforbund i Danmark