Line Larsen og Melisa Mehie sidder omkring hjørnet på et gruppebord på Ubberud Skole og gennemgår spørgsmålene på papiret foran dem. De to piger mødte hinanden for få minutter siden og bruger svarene til at lære hinanden at kende.

'Hvad vil du gerne opleve?', spørger Melisa Mehie.

'Jeg vil gerne opleve Britney Spears på en hest. Det ville se sjovt ud', siger Line Larsen.

Melisa Mehie noterer svaret ned, inden hun stiller det næste spørgsmål:

'Hvad ville du gøre, hvis du vandt en million?'

'Jeg ville købe en hest og en stald'.

Svarene tegner et tydeligt billede af Line Larsen som en pige, der er vild med heste. Det er Melisa Mehie godt tilfreds med.

'Jeg kan selv lide heste, selv om jeg ikke går til ridning. Jeg kan også lide andre dyr', fortæller hun.

Den bosniske pige kom til Danmark for ti år siden og går i 7.b på Humlehaveskolen i Odense. 80 procent af skolens elever er tosprogede.

Humlehaveskolens dimentrale modsætning ligger i Ubberud en halv snes kilometer uden for Odense. Her går Line Larsen i 7.a, og på hele skolen er der kun tre-fire elever med indvandrerbaggrund.

7.-klasserne på de to skoler har netop indledt en ugelang udveksling. Halvdelen af årgangen er samlet på Ubberud Skole, resten er på Humlehaveskolen. Senere på ugen bytter de, så alle får besøgt hinandens skoler i to dage.

Bortset fra Line Larsen og Melisa Mehie er der ingen, der snakker. Alle andre sidder i stilhed og svarer skriftligt på spørgsmålene.

'Når I har skrevet jeres svar ned, så tal sammen om dem', siger lærer Mette Madsen fra Humlehaveskolen til fire piger i den anden ende af klasseværelset.

Alle siger noget

I første omgang preller opfordringen af på pigerne. Men da de er færdige med at skrive deres svar ned, begynder de så småt at snakke sammen. Snakken bliver hjulpet på gled, da de skal finde ud af, hvordan de skal præsentere hinanden på skrift.

'Vi kan lave en folder, hvor vi skriver vores navne på forsiden med store bogstaver og så noget om os selv inden i', foreslår Maiken Christoffersen.

Den ide er Camilla Jensen, Nadia Freijeh og Iman Freije med på, og de bliver enige om at gå i kælderen efter farvet papir.

'Det her er altså kun depotet', nærmest undskylder Maiken Christoffersen over for sine to gæster med libanesiske rødder, da de er nået frem.

'Så skal vi vælge farve', siger Nadia Freijeh.

'Er det her papir ikke vildt stort, eller er det bare mig?', spørger Iman Freije.

Snakken bærer præg af, at pigerne ikke rigtigt ved, hvad de skal sige til hinanden. Men de er trods alt nødt til at sige noget, føler alle fire. Og pludselig er den der. På vej tilbage til klassen finder pigerne sammen to og to.

'Vi har det godt med hinanden, og ved at gå arm i arm viser vi, at vi gerne vil lære hinanden at kende', siger Maiken Christoffersen og griner.

Drengegruppen med tyrkiske Øzgür Sahin, jugoslaviske Steven Amzig og danskerne Jakob Hovgaard og Jarl Edske bevæger sig anderledes stille gennem gangene, da de skal rundt på skolen og løse deres fotoopgave. Ikke engang deres sportssko kan man høre.

Kun når de har fundet deres motiv, udveksler de nogle få ord om, hvem der skal lade sig fotografere af hvem. Først da de kommer ind i musiklokalet, hvor de vil illustrere ordet fællesskab, liver de to gæster lidt op.

Øzgür Sahin sætter sig ved trommesættet, mens Steven Amzig tager plads ved keyboardet. De slår en tone an, og det viser sig hurtigt, at de har mere rytme i kroppen end de to Ubberud-elever, der nøjes med at se benovet til.

'Vi har lært at spille i skolen', forklarer Øzgür Sahin og Steven Amzig beskedent.

Vi troede, at de troede

Stemningen har fået en tak i vejret, og på vej tilbage til klassen siger Steven Amzig:

'Her er godt nok meget rent og pænt. Hvis vi hænger noget op hjemme på Humlehaveskolen, bliver det revet ned med det samme'.

Når drengene var så længe om at begynde at snakke sammen, skyldes det, at de ikke kendte hinanden, mener Steven Amzig.

'Vi troede, at de troede, at vi ville lave ballade, fordi Vollsmose ikke er et populært sted at bo'.

Jakob Hovgaard erkender, at han lige skulle se sine to nye kammerater an.

'Vi hører så meget fra aviserne om, at de tæsker hinanden og stjæler hinandens tasker i Vollsmose, så jeg skulle lige vænne mig til at snakke med dem. Men jeg tror ikke, jeg har grund til at være bange. De er lige så almindelige mennesker som os andre'.

Skoledagen er ved at være omme, og Humlehave-eleverne skal med bussen hjem. Inden de iler ud ad døren, siger de pænt farvel. Til Ubberud-elevernes store overraskelse giver de hånd.

'Det var sjovt at møde dem', siger Maiken Christoffersen, da gæsterne er gået.

'Det er mennesker, som vi ikke plejer at møde, men pludselig stod vi tæt på dem og snakkede. En af dem fortalte, at hun har en storesøster på 15 år, som har et barn. Men ellers er der ikke den store forskel på os. Det er kun tørklæderne og religionen, men ellers virker det, som om vi er ret enige om tingene'.

Henrik Stanek er freelancejournalist