Ingen penge til pensionisterne
Overenskomstforlig i staten afsætter ikke på forhånd penge til decentral forhandling af ny løn
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Det overenskomstforlig, som natten til søndag blev indgået på det statslige område, indeholder ikke den forkætrede forlodsfinansiering af ny løn. Forliget rummer heller ikke penge til at sikre, at tjenestemandspensionerne ikke sakker agterud i forhold til lønnen.
Den statslige overenskomst blev treårig og rummer to ekstra feriefridage, som udløses i henholdsvis 2003 og 2004, hvor de statsansatte - og lærerne ved private skoler - altså kommer op på fem feriefridage samlet. Den økonomiske ramme for overenskomsten er 7,5 procent, heraf 5,55 procent som generelle lønstigninger, plus hvad reguleringsordningen måtte udmønte. En række nye grupper i staten overgår med forliget til ny løn, og parterne er nået til enighed om et tvistløsningssystem i forbindelse med de decentrale lønforhandlinger. Det bliver muligt at aftale funktionsløn for tillidsrepræsentantfunktionen, og pensionsbidraget for ansatte under 25 år stiger fra 5,7 procent til 9 procent af lønnen.
Men år efter år har Lærernes Centralorganisation mødt frem til de statslige forhandlinger med et krav om en løsning, der sikrer, at tjenestemandspensionen ikke udhules, efterhånden som en større og større del af lønnen kommer i form af decentrale tillæg, som ikke har indflydelse på reguleringen af tjenestemandspensionen.
'Vi har fået at vide mundtligt, at det er noget, man vil se på senere hen. Men det har vi også prøvet med Lykketoft, uden at der kom noget ud af det', siger repræsentant for pensionisterne i Danmarks Lærerforenings hovedstyrelse Kristian Fløj-Jensen. Han og hans kollega Else Johansen anbefaler hovedstyrelsen af sige nej til det statslige forlig.
Hovedstyrelsesmødet fandt sted efter bladets deadline.