Foto: Tor Birk Trads
Fedt at få indflydelse
Anastasia og Cecilie fra 9.b husker præcist, hvordan det var at skulle fremlægge for forældrene til skole-hjem-samtalen i 8. klasse.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
En traditionel skole-hjem-samtale er kedelig, fordi lærerne styrer det hele. Det er Anastasia og Cecilie fra 9.b på Videbæk Skole enige om.
Alligevel reagerede de på hver sin måde, da de fik at vide, at de til samtalen i 8. klasse skulle fremlægge for deres forældre
"Jeg havde mest lyst til at græde, for jeg syntes, at min fremlæggelse skulle være fuldstændig perfekt", husker Anastasia.
Cecilie tog det mere afslappet.
"Jeg elsker at fremlægge, og det var fedt at få indflydelse på samtalen. Det var selvfølgelig nervepirrende, fordi det var nyt og anderledes og også mere personligt, og jeg ville gerne gøre mine forældre tilfredse", siger hun.
"Når du er klar, begynder du"
I den faglige del fortalte de to elever om emner, de lige havde haft i dansk og matematik, for det var nemmest. Til gengæld blev de udfordret, da de skulle sætte ord på sig selv som klassekammerat.
"Jeg er dårlig til at bruge tillægsord om mig selv, for måske svarer min beskrivelse ikke til den måde, lærerne og mine forældre opfatter mig på. Jeg havde heller ikke lyst til at dele, hvilke følelser jeg gik rundt med, så jeg sagde, at jeg havde problemer med at være stille i timerne, men at det gik bedre, end da jeg var yngre", fortæller Cecilie.
Anastasia kan ikke huske, hvilke ord hun satte på sig selv. Men samtalen var slet ikke så pinlig som frygtet.
"Det gik virkelig godt, og jeg lagde slet ikke mærke til min mor", siger hun.
Et lille skoleeksempel
Når alt kommer til alt, synes de to klassekammerater, at det var ret fedt at fremlægge.
"Jeg følte mig selvsikker, og mine forældre sagde også, at det gik godt. De var stolte af mig", siger Cecilie.