Det hurtige svar er ja - hvis det gøres rigtigt. Og det er først og fremmest nødvendigt med en tydelig definition af begrebet. Det er et klart politisk ønske, at færre børn henvises til specialiserede skoletilbud, og at almenundervisningen i stedet indrettes sådan, at alle elevers behov for undervisning mødes i de almindelige folkeskoler. Men det kan i mange tilfælde være svært at se, hvilket succeskriterium der er for den manøvre.

I begyndelsen havde man det kvantitative mål, at 96 procent af alle elever skulle undervises i almenundervisningen. Det mål er man gået bort fra, og vi ser i højere grad på den enkelte elev behov.

Eller gør vi?

De økonomiske modeller i kommunerne har stor betydning for de konkrete valg omkring den enkelte elev. Hvis lærere og ansatte på Pædagogisk Psykologisk Rådgivning i kommunen vurderer, at en elev har brug for et andet undervisningstilbud end det, skolen kan tilbyde, så er det mange steder så dyrt for skolen, at man er nødt til at undlade at henvise eleven til den undervisning, der fagligt set ville være det optimale. På trods af denne klare tendens er der i dag lige så mange elever, der henvises til specialiserede tilbud, som før den såkaldte »inklusionslov« trådte i kraft i 2012.

Vi er nødt til at se på dette område helt forfra. Undervisningsministeren har inviteret til Sorø-møde med netop inklusion på dagsordenen - og tak for det.

Vi skal sætte det rette succeskriterium for inklusion. Det er ikke nok, at vi kan have det rart sammen i folkeskolens fællesskab. Alle børn har ret til at blive undervist i folkeskolens fag, og det må og skal være en ambition, vi har for alle elever. Samtidig er god undervisning med til at løfte eleverne uanset deres situation. Når børn oplever at blive motiveret og føle sig opslugt af et fag - og oplever succesen, når de »knækker koden« - så bidrager det positivt til alles trivsel.

Folkeskoleloven foreskriver, at undervisningen skal tilrettelægges, så den møder alle elevers behov. Der er nogle forudsætninger, som skal være til stede, for at vi kan tale om, at denne retssikkerhed er opfyldt. Det er derfor nødvendigt, at der er personale med de rette kvalifikationer til at varetage støtten til elever med særlige behov. Vi ser desværre eksempler på, at elevers støttetimer varetages af »4.g'ere« eller pædagoger. Det er også nødvendigt, at der er tydelige handleplaner for alle elever med behov for støtte. Handleplanen bør være kendt af klassens lærere, af eleven og elevens forældre. Men i mange tilfælde står lærere helt alene med opgaven. 55 procent af lærerne svarede i en undersøgelse fra 2017, at de ikke sammen med ledelsen havde udarbejdet handleplaner og succeskriterier for inklusion på skolen - og 32 procent af lærerne svarede »ved ikke« på spørgsmålet.

Vi er nødt til at lytte til de lærere, som ser eleverne, og sætte ind med den undervisning, som eleverne har behov for. At have en specialuddannet kollega med til at planlægge, gennemføre og evaluere undervisningen er påvist mange steder at betyde en positiv forskel. Elever med de største udfordringer skal hjælpes af det bedst uddannede personale.