Ny vidensbank om dansk

Stort projekt skal afspejle dansk sprogbrug omkring 2000. Blandt andet til gavn for lærere

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Skal man som udlænding lære dansk, kan det være svært at kende forskel på brugen af for eksempel tro og synes. Men nu er det snart muligt at søge i 'Korpus 2000' og få masser af eksempler på, hvordan danskerne bruger de to ord og det danske sprog i øvrigt.

'Korpus 2000' er et projekt under Det Danske Sprog- og Litteraturselskab (DSL) med det overordnede mål at afspejle dansk skriftsprog omkring 2000. I forbindelse med projektet bliver der indsamlet et bredt spektrum af tekster lige fra private breve og lejlighedssange til noveller og avisartikler. Alle teksterne vil være fra perioden 1998 til 2002, og i alt kommer samlingen til at indeholde mindst 25 millioner ord fra 20.000 forskellige tekster.

Tanken er, at alle skal kunne gå på nettet og bruge samlingen som opslagsværk og til at søge efter sproglige forekomster. For eksempel kan man ved en enkel søgning finde ud af, hvilket af ordene 'hans' eller 'hendes' der oftest står i forbindelse med ordet 'indsats' i danske avisartikler. Eller man kan undersøge, om danskerne helst vil spise 'mayonnaise' eller 'majonæse'.

Kan bruges i skolen

Hos DSL ser man også mange muligheder for at bruge 'Korpus 2000' i skolerne. De nævner, at lærere kan basere øvelser på autentiske eksempler fra forskellige genrer, og at eleverne selv kan udlede regler om sproganvendelse ved at søge i samlingen. De kan undersøge, hvilke ord der hyppigt optræder sammen, eller ordenes betydning. Ved at søge på et ord eller en sætning, vil de få vist, hvor mange gange udtrykket forekommer og i hvilke sammenhænge. DSL peger også på fordelene ved nemt at kunne finde eksempler på en bestemt konstruktion eller brugen af et ord.

Indtil 'Korpus 2000' er helt klar, kan man på www.dsl.dk/korpus2000 se et tilsvarende projekt fra 1990.