"Det er ingen hemmelighed, at det er rigtig svært".

Ordene kommer fra forskningsleder, ph.d. Lillian Buus, som forsker i, hvordan man bruger digital teknologi i uddannelsessektoren, på Via University College. På den digitale Læringsfestival i år holder hun et oplæg om digitale læringskompetencer. Hun er især optaget af, hvordan man understøtter relationen mellem lærer og elev og mellem eleverne indbyrdes, når undervisningen er virtuel.

Lillian Buus har ligesom mange lærere oplevet, at det kan være svært at motivere, når det skal ske via en skærm. Hendes forskning bygger på, at lærerne kan lave en vekselvirkning mellem undervisning i klasserummet og digital undervisning. Men hendes pointer kan også godt bruges i en tid som nu, hvor det er blevet forbudt at mødes på skolen.

Kan man kræve, at eleverne har kamera på i online-timen?

"Vi skal huske på, at det her er coronatid. Når man ellers planlægger virtuel undervisning, ville man sætte noget op, som virker bedst virtuelt, og andet, der virker bedst, når man er sammen. Det her er en helt speciel tid", siger hun.

Derfor er det vigtigt for hende at understrege, at den nuværende fjernundervisning er endnu mere udfordrende, fordi lærerne har haft så kort tid til at omstille sig til, om de skal undervise på skolen eller over nettet. Men selv om det er svært, mener forskeren, at lærerne med få justeringer kan trække på mange af de redskaber, de allerede har i deres didaktiske værktøjskasser.

Mobbeforsker: Sådan kan man arbejde med fællesskaberne online

1 Rammesæt undervisningen tydeligt

"Der skal være en tydelighed og en klar rammesætning til de forventninger, der er fra underviseren til eleverne. Når undervisningen foregår virtuelt, skal rammesætningen være endnu tydeligere, end når man mødes face to face. Læreren skal gøre det helt klart, hvad der forventes af eleverne, og også tydeliggøre, hvad der foregår i selve rummet", siger Lillian Buus.

Et eksempel er måden, som lærerne sender elever ud i grupper på i den virtuelle verden.

"Især i den sammenhæng har man som underviser ikke helt den samme føling med eleverne. Hvis de sidder i klassen og er opdelt i grupper, kan man jo godt fornemme, hvad der foregår i grupperne. Det kan man ikke online. Men i både Zoom og Teams kan man som lærer hoppe ind i grupperne. Her er det vigtigt, at man italesætter, hvad man har tænkt sig at gøre, og hvilken rolle man som lærer har. Man kan enten sige: I kan forvente, at jeg kommer ind i gruppen. Eller: Jeg er i det fælles rum, og I kan hoppe ind og hente hjælp. Her er det meget vigtigt at være tydelig".

En anden vigtig ting er at forklare eleverne, hvorfor de skal have kameraet tændt.

"Det er simpelthen godt at kunne se, hvor man er. De fleste vil synes, det er mærkeligt, hvis underviseren ikke har kamera på, men de synes ikke, at de selv behøver det. Men det at se, hvor man er, giver en samhørighedsfølelse", siger Lillian Buus og erkender, at nogle har det svært med at lukke klassen ind i hjemmet.

"Det er en megasvær balance. Vores studerende har ofte kameraet slukket eller en sløret baggrund. Der sker en intimitet, når andre kommer ind i det værelse, man sidder i", siger Lillian Buus og opsummerer: "Min pointe er, at klasserumsledelsen skal være endnu tydeligere virtuelt end i et rigtigt klasseværelse, for vi er i en ny kultur. Man bliver nødt til at være tydelig og give det tid, før det kan rodfæste sig".

2 Skab plads til det uformelle

Rummet til tavshed, småsnak og refleksion er meget klemt i den virtuelle undervisning. Derfor er det godt, hvis læreren skaber plads til det uformelle samspil.

"Hvordan giver vi plads til tavsheden, når vi sidder i det virtuelle rum? For når den opstår, virker den mere akavet, end den gør, når vi er sammen. Hvis man beder eleverne om at reflektere over noget, så skal man også som underviser træde tilbage og give dem tiden til det og ikke regne med, at de zapper over til noget andet, fordi man som lærer ikke har samme kontrol som i det fysiske klasseværelse".

"Når man arbejder i et virtuelt miljø, tænker læreren hurtigt, at eleverne ikke skal have lige så lang tid, som de får i klasseværelset. Men der skal være tid til, at de kan nå at tænke sig om og sige noget", siger Lillian Buus og peger på, at det betyder meget for relationsopbygningen mellem lærer og elev i den virtuelle skole:

"Når der er flere end tre-fire elever, så bliver det svært at have den uformelhed, man kan have i et klasseværelse. Det er svært at chitchatte. Det kan blive meget effektiv undervisning og meget lige på og hårdt. Man må tænke på, hvordan man bløder det op".

Hendes forskning viser også, at det er en stor ulempe, at der tit er 28 personer i det virtuelle rum.

"Så kan man ikke bare lige sige noget til sidemanden eller spørge læreren om noget.

Hvordan giver man plads til den del? Hvordan kan man have én til én-kontakt, når alle er på? Det må man som lærer skabe rum til", siger Lillian Buus.

Hun mener, at den enkelte lærer er nødt til at finde en løsning, der passer til den person, man er.

"Der er meget forskellige løsninger. Man kan have en digital kontortid eller for eksempel et timeslot på ti minutter før og efter undervisningen, hvor der er rum til at snakke og spørge. Men igen handler det om at rammesætte det meget tydeligt. Det er noget, man skal øve sig på".

Når det handler om at hjælpe eleverne med at skabe relationer indbyrdes i en onlinetid, kan det være godt at sætte dem til fysiske aktiviteter, som de så deler erfaringer med over skærmen.

"Jeg har hørt eksempler på fælles bagetimer eller løbeklubber, hvor eleverne skulle planlægge løberuter, der bliver til et dyr, når de tegner dem ind på et kort. Det, læreren gør, er at lægge op til uformelle, men stadig faglige aktiviteter, som hjælper dem til at finde relationer".

"Det vigtige er, at man som lærer giver plads til eftertænksomhed og tavshed. Vi er vant til den her summen, og at man kan se sine elever. Man føler sig meget alene bag skærmen, når der bliver tavst. Men det er, ligesom hvis man har små børn: Lad være med at gå ind til dem, lige så snart de begynder at græde. Giv dem lige et minut. Så kan det være, de finder ud af det".

3 Skab variation i materialer og øvelser

I en stringent virtuel undervisning som den, de fleste lærere står midt i nu, er det en god ide at variere med de forskellige medier i undervisningen, mener Lillian Buus.

"Jeg vil gerne tale for, at man laver sin forberedelse med video eller podcast. Altså at man bruger nogle virtuelle medier, som eleverne kan arbejde med. Jeg ved, at underviserne bruger tid på, hvordan de skal være i det her, og så kan det være svært have tiden til at udarbejde ekstra materialer. Men jeg har set mange gode eksempler på matematikundervisning, hvor læreren bruger en video, så tjekker eleverne ind og ser videoen og laver en øvelse".

Hun mener, at tiden er til, at lærerne afprøver multimodaliteten - også selv om lærerne ikke føler sig helt hjemme i de forskellige medier.

"Det handler om at få det skabt lidt hen ad vejen og prøve det af. Det er en kultur, vi forandrer. Hvis man kan få både tekst, video, billeder og lyd ind på forskellig vis, så virker det rigtig godt. Det kan give noget pause, hvis man kan tage lyd i ørerne og lytte i stedet for at være på skærmen. I det hele taget er det med at se små videosekvenser noget andet end at være til stede online og lytte til underviserens præsentation. Eleverne kan gøre det i eget tempo, og det tiltaler nogle", siger Lillian Buus.

Hun understreger, at det er vigtigt at give tid til, at det nye forankres, og at man som lærer skal tro på den didaktik, man tænker flermodaliteten ind i.

4 Læring sker også uden for skærmen

Lærerne bør overveje og være tydelige omkring, hvornår undervisningen er synkron - det vil sige, at lærer og elever er samtidig på skærmen - og hvornår undervisningen er asynkron, hvor lærer og elever ikke er samtidig på skærmen, mener Lillian Buus.

"Det er en udfordring, for vi skal lære, at det er okay at være asynkron. Det at være asynkron er også undervisning. Der er en tendens til, at hvis du kan lave det ved siden af det, som sker på skærmen, så er det ikke så vigtigt. Man skal tænke mere i det asynkrone og give pladsen til at arbejde selv og også legitimere det".

Når Lillian Buus understøtter undervisere på Via University College med at omlægge til virtuel undervisning, er netop det synkrone og asynkrone noget, hun forsøger at gøre dem meget bevidste omkring.

"Jeg ville tænke meget over, hvad det er for nogle øvelser, og hvilken forberedelse eleverne skal lave, så kan vi arbejde mere i dybden med det, når vi mødes synkront. Det handler om at passe på, at det ikke bliver to timer med opgaver, eleverne bliver sat til. Men det er heller ikke det, jeg hører, der sker i folkeskolen. Netop i folkeskolen er lærerne gode til at sætte ting i gang og så med jævne mellemrum vende tilbage til det".

5 Styrk erfaringsudveksling mellem lærerne

I det hele taget mener forskeren, at folkeskolen har frie muligheder for at planlægge undervisningen.

"Lærerne har en god føling med deres elever og klasser, de forsøger at tage udgangspunkt i det, de ved om eleverne. Der, hvor jeg er nervøs i folkeskolen, er, om der er den opbakning og pejling til, hvordan man digitalt didaktisk planlægger det her fjernundervisning", siger Lillian Buus.

Hun er nervøs for, om skolerne får etableret den sparring og erfaringsudveksling, som lærerne har brug for, når omstillingerne sker så hurtigt, som tilfældet er i en coronatid.

"Det er rigtig vigtigt hurtigt at få etableret erfaringsudveksling. Der bliver forsket rigtig meget i de her ting, men lige nu bliver vi nødt til at være hurtigere og mere omstillingsparate - også i forskningsverdenen", siger hun og peger på, at god videndeling ofte sker i uformelle fora, og at ledelsen har en stor rolle i at få etableret rammer, der giver muligheder for, at lærerne kan lære af hinanden.

"Ledelsesmæssigt betyder det meget, at man får etableret de her lidt mere uformelle virtuelle sammenkomster til erfaringsudveksling. Jeg kan have en nervøsitet for, at lærerne står alene med de her ting. Ledelsen må sørge for erfaringsopsamling og sikre, at lærergrupperne deler viden".

Det behøver ikke blot at ske på officielle møder.

"Jeg tænker, at små uformelle virtuelle sammenkomster kan virke. Man skal forsøge at skabe plads til det, og det behøver ikke altid at være en fredag eftermiddag", lyder det fra Lillian Buus.

Hendes fornemmelse er, at mange lærere er gode til at udveksle læringsmaterialer og erfaringer, og hendes opfordring er, at alle deler så meget som muligt.

"Lad os inspirere hinanden, for der er sindssygt mange initiativer i gang. Der er mange, der har tænkt rigtig meget godt, og mange har allerede fundet ud af, hvad der fungerer".