Skoleleder Morten Fjord på Kolind Centralskole havde i løbet af året flere gange forsøgt at råbe sin chef op. Skolen havde brug for hjælp for at sikre en dagligdag med et forsvarligt pædagogisk niveau.

I løbet af 2016 havde den nye skolechef i Syddjurs Kommune Per Viggo Larsen stået i spidsen for en bølge af initiativer. Bølgen havde ramt skolen, lige da den nye arbejdstidslov og skolereform var begyndt at være implementeret, og det var begyndt at blive hverdag.

Skoleåret 2016/2017 kom for eksempel med en ny økonomisk tildelingsmodel, hvor pengene følger barnet. Den økonomiske model var oprindeligt præsenteret sammen med en ny skolestruktur, men store geografiske afstande og forskellige kulturer på kommunens skoler havde gjort, at politikerne fik kolde fødder og aflyste den nye skolestruktur. Til gengæld blev den nye økonomiske model virkelighed. I notatet, der præsenterede den nye skolestruktur og økonomiske model, stod der ellers:

»Med de relativt små skoler i kommunen og et forventet faldende børnetal vil en 'ren' model dog presse økonomien på især de mindre skoler - altså hvis tildelingsmodellen skal stå alene. I sammenhæng med en ændret organisering vil en ren tildelingsmodel kunne anvendes«.

Tildelingsmodellen vil altså presse økonomien - også selvom den blev indført med et lille »knæk«, så de mindste skoler fik afbødet konsekvensen af den nye model. Den økonomiske justering blev gennemført og begrundet med et faldende elevtal - kombineret med en større opgave i ældresektoren.

Skolechefen:
 Skoleledelse er både pædagogik og økonomi 

Jeg tænkte: Åh nej, skal vi nu have det her

På Kolind Centralskole betød den nye model, at de fik et underskud, som i december blev gjort op til 400.000 kroner. For samtidig med at hver elev udløser cirka 60.000 kroner, koster det 200.000 kroner, hvis en elev skal i specialtilbud væk fra skolen.

Den økonomiske incitamentsstruktur kender Morten Fjord fra en tidligere ansættelse som pædagogisk leder i Aarhus Kommune. Efter at have reflekteret over forløbet siger Morten Fjord:

»Det grimme er, at man går væk fra at se på børnene og give dem det bedste skoletilbud ud fra nogle pædagogiske, didaktiske og psykologiske hensyn. Den her model gjorde, at vi hele tiden skulle overveje, hvad vi kunne få af lærer- og pædagogkræfter for de penge, vi skulle betale for at sende barnet af sted. Kunne vi måske lige klemme balderne sammen? I en skole med en stærk økonomi er det ikke et problem, men mange skoler har en økonomi, der lige balancerer eller måske er i minus«, siger Morten Fjord og fortsætter:

»Derfor tænkte jeg: Åh nej, skal vi nu også til at have det her. Det er simpelthen for ringe, for det er uetisk, når det er økonomien, der skal afgøre, hvilket skoletilbud barnet skal have. Og det bliver det«, siger Morten Fjord.

Et efterår i undtagelsestilstand

Problemet stod alt for lysende klart: Skolen havde allerede underskud, og ovenikøbet var der næste skoleår udsigt til flere elever, der ville få brug for specialtilbud. Dermed kunne skolen komme op på et minus på omkring en million kroner.

»Det er ækelt og uetisk - for der bliver ved med at være børn, der skal have særlige tilbud. Det kan godt være, at man før i tiden var for hurtige til at få problembørnene ud af klasserne, og grundtanken med inkluderende læringsfællesskaber er rigtig - men der er en grænse«, siger Morten Fjord.

Den nye økonomiske model blev indført, samtidig med at opgaven blev forøget på to områder:

Special- og modtageklasserne blev nedlagt, og endnu flere elever skulle herefter modtage undervisning i skolens inkluderende læringsmiljøer. I et skoledistrikt, som er udfordret af mange socialt udsatte familier og en andel af ordblinde på 17 procent. Derfor havde det været et efterår i undtagelsestilstand: Lærere havde på randen af sygemeldinger på lederens kontor fået hjælp: En afspadseringsdag her, lidt færre timer der. Men de lappeløsninger, som ledelsen kunne trylle frem, var ikke nok. Og forældrene på især 4. og 7. årgang begyndte at lægge pres på. Forældrene oplevede urolige klasser og elever, der ikke lærte noget, men kom hjem fra skole med hovedpine.

Alt i alt var presset vokset så stort, at den ellers positive og energiske skoleleder i stigende grad blev modløs. Det var også nyt for ham, at justeringer og ideer, der kunne lette hverdagen, ikke slog til. På et skoleledermøde den 1. november var han så slukøret, at skolechef Per Viggo Larsen hev ham til side. Hvad var der galt? De to diskuterede skolens problemer - skolechefen kom med et par bud på måder, hverdagen måske kunne køre bedre på, men det var allerede forsøgt. Morten Fjord fortalte, at der for ham at se var mere alvorlige og voldsomme problemer for skolen: De havde brug for hjælp, sparring og flere resurser. Nogle dage efter mødet skrev han et femsiders brev til sin chef: Beskrev både udfordringer og de løsninger, de allerede prøvede af på skolen.

Efter at have læst bekymringsbrevet indkaldte skolechefen skolens ledelse til et møde om de problemer, de oplevede i hverdagen.

Tillidsrepræsentanten:
 Det er de rigtig trængte børn, der kommer til at betale gildet 

Skolechefen på møde: Glem pædagogik og udvikling

Mødet den 16. november blev en afgørende skuffelse. Morten Fjord forsøgte at beskrive, hvad der pædagogisk var brug for - hvordan medarbejderne kunne udvikles og situationen landes. Han oplevede, at skolechefens svar ikke handlede om pædagogik eller udvikling:

»Glem pædagogik, glem udvikling. Det eneste, det handler om, er økonomi. I skal skaffe jer et økonomisk råderum, og I skal gøre mere end det, I synes er nødvendigt. Det er rigtig ubehageligt i tre måneder, men så har I et økonomisk råderum, og så kan I fortsætte«.

Beskeden chokerede Morten Fjord. Han havde haft et efterår, hvor skolen med de nuværende resurser havde kørt på pumperne. Og de havde løst opgaven på trods af de for små pædagogiske resurser, der nu skulle reduceres yderligere.

»Sådan skal min leder ikke være, hvis jeg skal kunne være i det her. Jeg går i tænkeboksen med det chok. Efter nogle dage finder jeg ud af, at jeg ikke kan fortsætte med god samvittighed. Jeg kan ikke se mig selv i øjnene og sige, at det er godt nok, det jeg laver, hvis vi skal ud og fyre nogen. For så laver vi ikke ordentlig skole«, siger Morten Fjord om sin beslutning, der bestemt ikke var let. Han er glad og stolt af det, der er blevet bygget op på Kolind Centralskole.

»Men jeg bliver nødt til at være tro over for mig selv med den pris, som det koster«, og derfor blev meldingen til skolens medarbejdere:

»Vi kommer i mange tilfælde til at føle os afmægtige og fanget i en tid, hvor krav og forventninger stiger, mens resurserne falder. Jeg kan ikke stå inde for de rammer og vilkår, der er her i Syddjurs Kommune og dermed på Kolind Centralskole, derfor må jeg tage konsekvensen af det og sige min stilling som skoleleder op«.

Skoleleder siger op: Supertankeren kører derudad - mennesket bliver glemt