Det kommunale arbejdsmarked skal ikke have karakter af et andenrangs arbejdsmarked.

Sådan lød det, da kommunernes chefforhandler, formand for Kommunernes Landsforenings lønudvalg, Ole Andersen, satte overskrift på kommunernes oplæg til de kommende overenskomstforhandlinger.

Forhandlingerne, som officielt begyndte tirsdag den 18. december 2001, gælder for godt en halv million mennesker, der er ansat i kommunerne. De kommunale arbejdsgivere og lønmodtagere skal blive enige både om de regler, der gælder for alle kommunalt ansatte, og om aftalerne for hver gruppe for sig, herunder lærerne.

Ole Andersen satser på, at kommunerne udvikler sig på linje med det øvrige arbejdsmarked, forklarede han på et møde for pressen forud for forhandlingerne.

Det betyder, at han er parat til på forhånd at love, at lønmodtagerne i kommunen får de to feriefridage, som lønmodtagerne på det private arbejdsmarked allerede har fået. Her er man de fleste steder oppe på, at man har fået en hel uge ekstra. Til gengæld måtte man give afkald på de omsorgsdage til børnefamilierne, som ellers lå i overenskomsterne. Det regner Ole Andersen dog ikke med bliver nødvendigt på det kommunale område.

'Man skal tænke på, at vi har særlig mange kvinder beskæftiget. Og vi ved, at det især er dem, der bruger omsorgsdagene. Derfor lægger vi ikke umiddelbart op til, at der skal skæres her', sagde han.

Tre ud af fire ansatte i kommunerne er kvinder. Det er især social- og sundhedsområdet, der har mange kvinder. Men også inden for undervisning er kvindeandelen oppe på mere end 60 procent.

2,5 procent til lønnen

Når kommunerne er interesseret i, at deres arbejdsmarked skal være lige så attraktivt som det øvrige arbejdsmarked, skyldes det, at en tredjedel af de ansatte er i 50-års-alderen. Derfor får kommunerne brug for, at mange unge søger ind - og at mange af de ældre bliver - i de kommende år.

Men det bliver ikke lønnen, der skal lokke, ifølge Ole Andersen og kommunerne.

Kommunernes Landsforening, KL, ønsker at aftale overenskomster, der skal gælde de næste tre år. Det første år er dækket af den aftale om økonomien for kommunerne, som blev indgået med regeringen i foråret. Derfor ligger det fast, hvor mange penge der kan blive til lønstigninger, forklarede Ole Andersen: nemlig 2,5 procent. Men heraf er allerede 1,57 procent automatisk udbetalt, fordi det kommunale arbejdsmarked har en aftale, som sikrer, at man holder løntrit med det private arbejdsmarked.

De næste år kan der dog godt blive tale om lønstigninger, sagde Ole Andersen.

Også pensionen kan udbygges, hvis organisationerne ønsker det.

Kommunerne har to krav til gengæld for lønstigninger og fridage.

Det første hedder konsolidering og udbygning af ny løn. 'Ny Løn er kommet godt fra start. Det er mere i pagt med tiden. Men tilbagemeldingerne viser, at der er alt for få midler at forhandle om. Og den melding kan vi ikke sidde overhørig, hvis det kommunale arbejdsmarked også i fremtiden skal være attraktivt', sagde Ole Andersen.

Han og KL sigter efter, at op mod halvdelen af de lønstigninger, man bliver enige om, lægges ud til ny løn.

Ved de seneste forhandlinger var det 14 procent af lønstigningerne, der skulle reserveres til den del.

'Vi lægger vægt på, at det, vi aftaler til ny løn, ikke er puljer, som ikke må overskrides lokalt. Det er et politisk valg i den enkelte kommune, hvor mange penge man vil bruge. For eksempel kan man måske finde yderligere midler ved omstruktureringer'.

De centralt aftalte funktionstillæg skal væk, mener kommunerne. I øjeblikket kan parterne centralt aftale, hvilke funktioner der skal udløse tillæg ude i de enkelte kommuner. Det ønsker KL fjernet, så alle tillæg aftales lokalt. Kun grundlønnen skal aftales centralt.

Det andet krav handler om forenkling af regler.

I takt med at flere aftaler skal administreres lokalt, ønsker KL også, at reglerne bliver mere overskuelige.

'Decentraliseringen gør det ekstra vigtigt, at man kan forstå reglerne. Aftalesystemet er ganske indviklet og uoverskueligt. Vi må tilpasse reglerne til de mennesker, som skal bruge dem. Derfor skal vi se kritisk på reglerne, så for eksempel de, der betyder det samme, også bliver formuleret ens'.

Han understregede, at der ikke var lagt op til, at reglerne skulle ændres.

Sideløbende med de generelle forhandlinger, som foregår mellem et fællesskab af lønmodtagere over for arbejdsgiverne - sidder folk fra de enkelte fagområder og forhandler. Det kaldes de specielle forhandlinger.

Når medlemmerne skal stemme, siger de ja til en samlet pakke, som består af resultatet af begge forhandlinger.

Ingen gidsler

Kommunerne har denne gang aftalt, at de ikke vil godkende et forlig, før hver enkelt lønmodtagergruppe har stemt ja.

Afstemningsreglerne betyder nemlig, at forhandlerne kan sidde ved bordet og blive enige, men hvis en medlemsgruppe siger nej, bliver der ingen central aftale for kommunerne. På den måde kan en gruppe tage hele det kommunale arbejdsmarked som en slags gidsel for sine egne krav.

Den situation ønsker arbejdsgiverne at undgå. Nu venter de med deres egen godkendelse, til alle har stemt ja.

'Hvis der så er nogen, som stemmer nej, fortsætter forhandlingerne i Forligsinstitutionen', sagde Ole Andersen. Det giver mulighed for, at man kan kæde aftaler sammen, så et samlet forlig kan vedtages, selv om en enkelt gruppe stemmer nej. Det kræver så blot, at et flertal af personer stemmer ja.

Det hedder i forhandlersprog et 'bunkebryllup' og er ikke noget, som en organisation bryder dig om. For det kan medføre, at medlemmerne bliver tvunget til at leve med en overenskomst, som de har stemt nej til.

Hanne B. Jørgensen er freelancejournalist